Det er nu, vi si’r farvel

Tekst: Christine Lund Jakobsen. Musik: Leif Lund Jakobsen (Konkurrencens vinder).

Nodeark og instrumentalversion:

1.

Det er nu, vi si’r farvel.

Du er her ikke mere.

Nye fodspor i verdens væld

kan du ej placere.

Ganske særlig. Helt sig selv.

Det var dig.

2.

Lige nu går alt i stå.

Sorg vil mit hjerte bøje.

Tunge tårer sig presser på,

men så ser mit øje:

Vi er fælles om at gå

uden dig.

3.

Nu du ikke mer’ er til,

ligger det os på sinde:

Alt det du var, er det, der vil

leve som et minde.

Flettet i vort hjertespil

har vi dig.

4.

Livets vej er smuk og svær.

Frihed er fællesstammen.

Alle har vi et særligt værd,

derfor vil vi sammen

værne om det liv, der er

efter dig.

Som dug i edderkoppespind

Tekst og melodi:

Karen Munk Nielsen

Nodeark og instrumentalversion:

1.

Som dug i edderkoppespind,

som tåren på en dunet kind,

så skrøbelig er glæden

et sælsomt øjeblik den nat,

da barnet blir i verden sat

med sagte klynk og græden.

2.

Der står vi så i flok og rad

og mærker glædens boblebad,

og undres og beundrer:

Fra smertens sorte undergrund

til efterfødslens stjernestund

er bare få sekunder.

3.

Velkommen verdensborgerbarn!

En indfødt klog og uerfaren

er født med krop og sanser.

Og voksne mennesker blir små

ved tanken om, hvad du skal nå

fra nu, til livet standser.

4.

Din gave er, at du er til:

en mulighed, et puslespil,

en stjerne i sin bane.

Et rødt og rynket lille myr

men li’som i et eventyr

blir ælling til en svane.

5.

Du ligger sovende og varm

beskyttet af en voksen arm

og uden garantier.

Men skulle livet te sig grumt,

vi iler til og håber stumt,

vi løber en befrier.

6.

Løb ud og sæt et varsomt spor

på denne sære, runde jord,

så nogen ser, du var der.

For vil du ha’ det hele med,

så find en ven at dele med

blandt verdens milliarder.

Drag ud 

Tekst: Peter Paaske. Musik: Anders Graae Lauritzen

Nodeark og instrumentalversion:

1.

Hvor end vi er på livets færden

drag omsorg for alt i denne verden.

Med harmoni på denne klode

bli´r livet ej en episode.

2.

Lad tusindfryd og sommerfuglen

og regnbuens spil på himmelkuglen

da være et tegn på verdensaltet

at vi det rigtigt har forvaltet.

3.

Rejs ud i verden, skaf dig viden,

vær fri, altid åben, følg med tiden.

Med kløgt og sans skil rav fra skaller,

og byg dig siden visdomshaller.

4.

Gå nyt i møde, vær troværdig,

i sind og i handling helt retfærdig.

Og menneskelighed og folkestyre

er ej til fals, er offerdyre.

5.

Kultur og kunst er fællesarven,

de løber i slægter og i marven.

Og humanismen gør os frie,

den andens livssyn ej bekrige

6.

Lev livet ud, men giv det mening

med knappe resurser til vor deling.

Respekt for livet og hinanden,

Grib ej til våben, brug forstanden.