ROSKILDE 

Krig er blevet aktuel på en måde, det ikke har været længe. Selvom krige aldrig er ophørt på verdensplan, så har krige længe været et aftagende fænomen set i menneskehistoriens perspektiv. Men særligt synes krigen i Ukraine at have endt dette billede ved at afslutte den langvarige fredsperiode, der har hersket i Europa siden afslutningen på 2. Verdenskrig. På samme tid ser vi konfliktoptrapninger rundt om i verden, som truer med at ændre fundamentalt på sikkerhedssituationen i store dele af verden. Usikkerhed og ustabilitet synes at være vores umiddelbare fremtid.

Kan vi gøre noget? Bør vi gøre noget? Hvordan bør vi forholde os til denne situation – som individer og som demokratiske lande?

Et humanistisk perspektiv er minimalt set et medmenneskeligt synspunkt, der ønsker fraværet af krig, og den frygt, død og ødelæggelse, der følger. Men hvordan bør humanister forholde sig til krigsudsigter? Er humanister nødvendigvis pacifister og mod krig i alle tilfælde? Eller kan der være et humanistisk argument for oprustning, afskrækkelse, og krigsførelse?