Over en million danskere er ikke medlem af Folkekirken. Derfor mener vi, at staten ikke bør understøtte en bestemt religion og dermed gøre den ene million mindre værd end resten af danskerne.
Derfor mener vi i Humanistisk Samfund, at der skal ske en adskillelse af kirke og stat.
Samtidig er det for fattigt, at vi har gemt livets store spørgsmål væk i en statsinstitution som folkekirken. Livets store spørgsmål kræver engagement, passion og diskussion. Derfor skal stater ikke blande sig i religion/livssyn. Religion skal være en privatsag.
Nogen mener, at det er naturligt at stat og kirke hører sammen, fordi Danmark er “et kristent land”. Men Danmark er meget mere end et kristent land. Vores nuværende samfund bygger på meget andet end kristendommen, bl.a. oplysningstidens fokus på naturvidenskab og rationalitet, det demokrati der spirede frem i 1800-tallet og opbygningen af vores velfærdssamfund. Humanistisk Samfund mener, det er forkert at knytte det at være dansk sammen med én bestemt trosretning, som over 20 % af befolkningen ikke tilhører.
Humanistisk Samfund arbejder for adskillelse af kirke og stat. Vi vil påvirke partierne på Christiansborg og være talerør for den halve million danskere, der hverken er medlem af folkekirken eller et andet trossamfund.