DEBATINDLÆG: Som dobbeltmedlem af Ateistisk Selskab og Humanistisk Samfund – og i kraft af min position som forperson den primære debattør i AS – tænkte jeg, at jeg ville give mit besyv med i den fornuftige debat, der foregår i Humanisten for tiden. For hvor meget bør HS blande sig i samfundsdebatten? Er det i humanismens ånd at sige fra overfor abortmodstandere for eksempel?
Af Anders Stjernholm, forperson i Ateistisk Selskab
(Dette er et debatindlæg og udtryk for skribentens egen holdning)
Det er essentielt, at HS står på solid grund, når/hvis man kommer med udmeldelser. Og lad mig lige smide en kæmpe ros efter bestyrelsen og talspersonernes arbejde i den forbindelse. I alle udmeldinger og debatter, jeg har set, har HS fremstået som seriøse, sympatiske og snorlige i argumentationen. Og så det er naturligvis nærliggende at overveje, om ikke man skulle udvide denne indsats og vise danskerne, at humanismen kan mere i forhold til at forbedre et samfund, hvor gammel overtro ikke er nok til at fastholde klassiske værdier i de unge.
I den overvejelse lægger jeg vægt på én sætning i det nordiske humanistmanifest, som måske kan hjælpe med at trække en fornuftig linje for en eventuel mere aktivistisk debatstil:
“Humanister opfordrer til kritisk granskning af alle ideer og opfattelser, inklusiv vores egne.”
Hvis dét kunne være udgangspunktet – en klar modstand imod dogmatik – så er der måske et klart fundament for udtalelserne. Et klokkeklart udtryk omkring, hvad humanisme er for en filosofi/ideologi. Når dogmatisk tankegang præger debatten, kan den selvkritiske og reflekterende humanistforening udkomme med sine tanker udfra at etik og moral udspringer af mennesker – ikke guder – og dermed vise, hvad den står i modsætningsforhold til.
Om HS skal debattere mere, vil jeg faktisk ikke forholde mig til. Blot komme med ovennævnte forslag. Og så lige ét forslag mere – til de, der ønsker mere religionskritik i medierne: Man kan både være medlem af HS og AS. Jeg er det selv. Jeg elsker idéen om humanistiske ritualer og bakker op om det arbejde med et medlemsskab af HS. Medlemmerne af HS skal naturligvis være meget velkomne til at bakke op om AS den anden vej.
Forskellen på vores to foreninger kan klarest opsættes således: AS handler om, hvad vores samfund IKKE behøver: religion og især statslig understøttelse af den. HS handler om, hvad der kan indsættes i stedet for. AS har således ikke et konkurrerende produkt og ses derfor af nogle som meget kværulerende – det er vores svaghed. Men med den renhed i missionen kan vi udtrykke os mere bastant i kritikken af religion – det er vores styrke.
I min tid til AS synes jeg, at samarbejdet med HS har været glimrende. Og jeg tror, at vi vil kunne supplere hinanden effektivt i debatten – uagtet hvilken stil HS anlægger fremover.