En helt grundlæggende diskussion om de aktuelle rammer for livssyn hos den danske stat. Humanistisk Samfund mener, at alle livssyn bør behandles ens.
Artiklen er også bragt hos Altinget.
Af Lone Ree Milkær, forperson i Humanistisk Samfund
Danmark er en sekulær stat, siger vi til os selv og hinanden. Og rynker lidt på næsen af de lande, som vi ikke så gerne vil sammenligne os med, hvor religion spiller en meget eksplicit rolle i lovgivningen.
Religionsfriheden er en af de ting, vi trækker frem, når vi gerne vil demonstrere vores sekularisering, men den er også et glimrende eksempel på, at vi hænger fast i forældede opfattelser af borgernes livssyn. I den diskussion er mange stolte af, at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Det synes jeg ikke, er noget at være stolt af.
“I den diskussion er mange stolte af, at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Det synes jeg ikke, er noget at være stolt af”
– Lone Ree Milkær, forperson i Humanistisk Samfund
For det første synes jeg, at lighed er et ideal at stræbe efter og for det andet, at staten ikke burde forskelsbehandle borgerne baseret på, om de har et religiøst livssyn eller ej.
I Danmark har vi frihed til at tro, hvad vi vil, og det er selvfølgelig bedre end mange andre steder. Men det er også tydeligt, at det for det første er mest rigtigt at have en eller anden form for religiøst livssyn, og for det andet at kristendommen er den bedste for Danmark og danskerne.
Det er ikke et problem i sig selv, at religionsfriheden beskytter religiøse menneskers rettigheder, men det er et problem, at man i dansk lovgivning fortolker rettigheden alt for snævert. I international ret og i tråd med virkeligheden i det 21. århundrede, hvor ’nons’ er den hurtigst voksende livssynskategori på verdensplan, er rettigheden nemlig meget bredere. I FN’s menneskerettighedskonvention taler man om ’Freedom of Religion or Belief’, og jeg beklager, at jeg bruger den engelske betegnelse, men det er der en pointe med.
Rettigheden er nemlig oversat til ’Religions- og trosfrihed’ på dansk, og i den oversættelse forsvinder foreninger som min ud af samtalen. ’Belief’ er ikke det samme som tro. ’Belief’ er et bredt begreb, som ikke indeholder en kvalitativ vurdering af livssyn, og som eksplicit indeholder både religiøse og ikke-religiøse livssyn. Så går det bedre med den europæiske menneskerettighedskonvention, som har en paragraf om samvittigheds- og religionsfrihed.
Jeg synes, at man kunne nøjes med livssyn som overordnet kategori, også i dansk lovgivning. På den måde, ville man undgå at rangere borgernes livssyn i et hierarki, hvor dem med et religiøst livssyn står øverst. Det ville åbne for en bredere forståelse af livssynets betydning for etiske, moralske og eksistentielle overvejelser, også i den offentlige debat. Af samme årsag kunne Altinget passende kalde sin nye sektion ’Etik’ og ikke favorisere den religiøse måde at gå til verden på.
“I Humanistisk Samfund synes vi, at den danske stat bør behandle alle livssyn på den samme måde, religiøse som ikke-religiøse”
– Lone Ree Milkær, forperson i Humanistisk Samfund
I Humanistisk Samfund synes vi, at den danske stat bør behandle alle livssyn på den samme måde, religiøse som ikke-religiøse. Der findes masser af forbilleder i de lande, som vi gerne vil sammenligne os med.
I Norge har man en helt ligestillet livssynslovgivning, hvor alle anerkendte livssyn – hvilket inkluderer de sekulære humanister – nyder samme privilegier fra staten og f.eks. kan foretage juridisk gældende vielser og er repræsenterede i livsynsundervisningen i folkeskolen.
På Island kan man selv bestemme, om den livssynsskat, man kan vælge at betale over skatteindbetalingen, skal gå til den humanistiske forening eller til en af de andre anerkendte livssynssamfund.
Vi mangler at tage den helt grundlæggende diskussion af statens holdninger til borgernes livssyn og at diskutere, hvad en sekulær stat i det 21. århundrede er. I den diskussion er det selvfølgelig vigtigt at skelne mellem den danske stat og det danske samfund, men samtidig at anerkende, at man ikke kan skille det ene fra det andet. Det lyder måske paradoksalt, men det er fordi, det er det.
De rammer, som staten sætter, påvirker samfundet og på samme måde, bør samfundsudviklingen påvirke staten.
Da den skotske humanistorganisation fik juridisk vielsesbemyndigelse i 2015, mangedobledes antallet af humanistiske bryllupper, fordi ceremonien fik et officielt stempel og blev anerkendt som en rigtig vielse på linje med andre livssynsbaserede ceremonier.
“Lad os lave en lovgivning, der ikke favoriserer specifikke livssyn, og lad os håbe, at det smitter af”
– Lone Ree Milkær, forperson i Humanistisk Samfund
Som borger i Danmark bliver man stadig i det 21. århundrede i alt for mange tilfælde konfronteret med statens favorisering af et religiøst livssyn, mere specifikt det luthersk evangelisk kristne. Når man skal have navngivet sit barn, eller når dødsfald skal registreres. I undervisningen i kristendomskundskab i folkeskolen. Når man på hospitaler, i militæret, på universiteter har brug for eksistentielle samtaler eller omsorg.
Lad os lave en lovgivning, der ikke favoriserer specifikke livssyn, og lad os håbe, at det smitter af, så vi får et livssynsåbent samfund, hvor alle stemmer har lige meget vægt.
