Jeanette Varberg, museumsinspektør Nationalmuseet
Mange tak til Humanistisk samfund for at invitere mig til at holde denne tale. Det er et stort ansvar at få lov til at give jer en alternativ tale til den traditionsrige prædiken.
Men som arkæolog, med speciale i den dybe tid, så kan jeg også konstatere at gudstjenestens historie kun er ganske kort. Et par tusinde år kan måske lyde af lang tid, men målt imod menneskets tid på jorden er det kun et øjeblik.
Derfor vil jeg også tage jer med tilbage på en rejse ned igennem tiden. For ofte er de stier vi trådte i fortiden, de samme som dem vi træder i dag. Fortiden rummer store fortællinger om sejre og nederlag, som vi kan spejle os i i dag og muligvis også bruge det til at pejle efter hvordan fremtiden vil blive. Fortiden er vores fælles hukommelse og dermed en kæmpe erfaring, vi alle sammen kan lære af.
Det kan også overraske os i dag, hvordan fortiden har været helt anderledes end vi måske en gang forestillede os.
For at forstå vores rejse hertil, hvor vi står i dag, skal vi tilbage til Urtiden. Det er den allerførste begyndelses tid. Hos de fleste af jordens folk er det ikke en tid i historisk forstand, men en parallelverden, hvor det hele begyndte. I Australien kaldes det for drømmetid, og det er aboriginernes navn for den tid, hvor de mytiske forfædre vandrede gennem landet og grundlagde de stier, kilder og hellige steder, som stadig benyttes i dag.
Forfædrene satte de første menneskespor i landskabet. Samtidig er det også en tabt tid, der aldrig vender tilbage. Alt liv er i fortællingen om drømmetid en del af et enormt og vidt forgrenet netværk, der kan spores tilbage til den mytiske tid, en slags tid før tiden, hvor forfædrene skabte verden. Urtiden er en tidløs begyndelse, hvor alt opstår i overgangen fra kaos til kosmos. Men fortællingen om den bærer vi stadig med os.
Den fiktive virkelighed, som historier og myter udgør, kan få mennesker, der ikke kender hinanden, til at arbejde sammen om fælles mål. Det kan være historier om guder, beretninger om verdens skabelse, myter om de første mennesker og tilstedeværelsen af naturens ånder.
Historierne kunne også understøtte fortællingen om enkeltindividers særlige ret til at udstikke ordrer og ret til at tolke fortællingernes indbyggede sandheder og deres krav om, at flokkens havde pligt til at følge dem. Det gav en mulighed for at store flokke af mennesker kunne ændre adfærd hurtigt. Men det gav også fortællingens mestres magt. Dem der mestrede ordet, mestrede magten. Sådan er det stadig.
Over tid blev det konger, der ledte, og præster, som tolkede. I oldtiden og langt op igennem historien var det præsterne, som forklarede det guddommelige væsen, og kongerne, som gav besked om, hvordan man skulle udøve magten fra den kraft.
Dermed er det også vigtigt at huske at det ofte er den bedste fortælling, som vinder. Uanset om den er sand eller falsk. Videnskaben er ny, ikke mere end 500 år gammel. Vores ide om at en fortælling skal være sand er noget nyt. Det er værd at huske i dag, hvor fake news har fat i os på nettet.
Det er ikke givet at den sande fortælling vinder, men ofte den bedst fortalte.
Den viden giver os som vægter sandheden og videnskaben højest et ansvar for at gøre alt for at den korrekte fortælling bliver fortalt.
Da mennesket først satte foden uden for Afrika, i begyndelsen af den seneste istid blev jorden aldrig den samme igen. De omstrejfende grupper af historiefortællende mennesker var ikke bare den mest opfindsomme, men også den mest destruktive kraft, dyreriget hidtil havde frembragt.
Den verden, mennesket mødte dengang, var temmelig anderledes end den verden, som omgiver os i dag, hvor halvdelen af den beboelige del af jorden er dækket af et velfriseret landbrugsland. Under istiden herskede en vild verden med endeløse stepper og skove, hvor spredte menneskegrupper primært levede af planter, de fandt omkring sig, og jagt på smådyr og storvildt.
De mennesker møder vi dybt inde i sydfranske og nordspanske huler. Her åbenbarer sig storslåede malerier af store dyreflokke, som drev over de enorme istidssletter. Malerierne har høj kunstnerisk værdi, og i flere tilfælde har kunstnerne udnyttet hulens form og fremspring på vægge og loft til at skabe en form for 3D-effekt. Der kendes i dag mere end 100 af disse huler, som blev udsmykket for mellem 40.000 og 14.000 år siden.
Måske blev de malet af istidsjægerne som del af et særligt jagtritual, der skulle påkalde dyrene til de store jagter. Omkring nogle af malerierne har de mennesker, som malede mesterværkerne, underskrevet deres værker ved at holde den ene hånd med spredte fingre op mod den kolde og fugtige klippevæg og pustet maling ud over den, så et tydeligt negativt håndaftryk stod frem – en underskrift og et vidnesbyrd på, at vi var her engang.
Lige siden opdagelsen af hulerne i historisk tid har forskerne forestillet sig, at hulekunstnerne hovedsageligt var mænd. Alt andet virkede ulogisk for den tids arkæologer. Man antog uden nogen form for refleksion, at det var mændene, som lavede stor kunst. Underforstået at kvinderne passede børn som deres primære funktion.
Imidlertid viste nye forskningsresultater, at hænderne i flere af hulerne i Frankrig og Spanien har tilhørt kvinder. Et amerikansk forskerteam målte håndaftrykkenes indbyrdes forhold mellem håndflade og fingerlængde og kørte målingerne igennem en database med mål på nutidshænder. Resultatet viste overraskende, at 75 procent af hænderne tilhørte kvinder.
Hulekunsten er blevet kaldt for selve begyndelsen på menneskets avancerede kultur, vores grundlæggende selvforståelse som åndfulde og filosofiske væsner og kunstens første store manifestation i verdenshistorien. Vestens selvforståelse og åndelige fortællekraft kan spores tilbage til de første kunstværker i hulernes hemmelige haller. Det er her vores ånd vågner i de smukke kunstværker, der indrammer verdens ældste religiøse rum – og de blev primært skabt af kvinder.
Det fortæller os at, den måde vi har valgt at leve på, er én ud af mange mulige samfundsformer. Når vi ser på kønsrollerne gennem et langt tidsperspektiv, så er det tydeligt, at kønnenes ligestilling afhænger af kulturelle fænomener. Dermed kan kulturen ændres. Sagt på en anden måde; der er ikke noget naturligt over at mænd har været det dominerende køn, det er et resultat af en lang kulturel proces. Vi skal med andre ord lade være med at tro, at vi kæmper imod naturens orden, når det i virkeligheden kun er os selv, vi kæmper imod.
Sådan kan videnskab i kombination med gamle fund løfte nye erkendelser og måske kan det være med til at give os mod til at skabe vores helt egen fortælling i fremtiden. Intet står skrevet i sten – fremtiden er vores.
Tak for jeres opmærksomhed.
