Af Ole Morten Nygård
Torsdag den 6. maj 2021 stod Danmark skoleret overfor FN’s Menneskerettighedsråd.
Forskellige organisationer, herunder Humanistisk Samfund, og grupper af organisationer havde haft lejlighed til at udtrykke deres bekymring og anbefaling vedrørende menneskerettighedernes vilkår i Danmark.
Humanistisk Samfund, der i rapporten kaldes Danish Humanist Society, anbefalede, at den obligatoriske kristendomsundervisning i Folkeskolen blev reformeret, så læseplanen kom til at omfatte andre religioner og livssyn.
Humanistisk Samfund gjorde endvidere opmærksom på, at den særlige status, Den evangeliske lutherske Kirke nyder i Danmark, og som er forankret i Grundloven, fremdeles er uforandret. Folkekirken modtager økonomisk støtte fra staten og udfører sekulære offentlige opgaver som drift af kirkegårde og registrering af borgernes personlige data.
Humanistisk Samfunds anbefaling og bekymring har resulteret i to punkter i sammendraget af Højkommissærens rapport.
I pkt. 28 udtrykkes bekymring over Folkekirkens særlige status som understøttet af staten og over Folkekirkens faktiske monopol vedr. fødselsregistrering og drift af kirkegårde.
I pkt. 29 anbefales det, at man i Danmark starter en debat om Folkekirkens fremtid, og at man sikrer sig, at medlemmer af alle religiøse og ikke-troende samfund på lige fod kan registrere fødsler og dødsfald.
Det anbefales endvidere, at Danmark sikrer en ikke-diskriminerende behandling af alle religiøse samfund i landet.