Riinette Askgaard, 48 år, Køge. Tegnsprogstolk og ceremonileder ved begravelser. Medlem af foreningen siden 2017.
Af Katrine Jønson
Det var oplevelsen af at have deltaget i en mislykket og en ikke værdig begravelse, der fik Riinette til at tænke, at det her, må jeg kunne gøre bedre. Det er her, det hele startede for den 48-årige tegnsprogstolk fra Køge, der i dag er frivillig ceremonileder ved begravelser i Humanistisk Samfund.
Mød humanisterne
I en række portrætartikler træder Humanisten et skridt nærmere på medlemmerne og lader dem fortælle deres
historie og grundlag for at være en del af Humanistisk Samfund.
Inden da havde Riinette allerede stiftet bekendtskab med foreningen i forbindelsen med sønnens humanistiske konfirmation, da sønnen selvfølgelig skulle humanistisk konfirmeres, fortæller Riinette og forklarer, at det livssyn, som de har i deres hjem, ikke involverer en kristen tro. ”Det var meget bevidst, at han i hvert fald ikke skulle kirkeligt konfirmeres – og så med en søgning på nettet dukker Humanistisk Samfund frem,” fortæller Riinette.
I dag har Riinette været ceremonileder i over et år og har forestået fire begravelser. Hun valgte at blive ceremonileder med ønsket om at kunne hjælpe andre uden en religiøs tilknytning med at afholde en værdig, smuk og personlig afskedsceremoni. ”Rigtig tit har det selvfølgelig været en følelse af, at den ceremoni, som man deltog i, ikke afspejlede den afdøde eller ikke retfærdiggjorde den måde, som den afdøde har levet på – og så et ønske om at gi´ en anden afsked, af respekt for den afdøde eller til de familiemedlemmer, som er efterladt. Det var det også for mit vedkommende, det var ligesom det, der
satte det hele i gang,” fortæller Riinette og nævner, at hun langt fra er den eneste, der er blevet ceremonileder på baggrund af at have været til en mislykket bisættelse, der ikke har afspejlet den afdøde.
”Der er faktisk rigtig mange, som har haft en konkret begivenhed, der har været anledning til, at de har tænkt – enten det vil jeg også eller det kan jeg gøre bedre.”
– Riinette Askgaard
I Riinettes tilfælde var den konkrete begivenhed, faktisk ved en bisættelse af én af sine egne familiemedlemmer, at hun følte inspiration til at blive ceremonileder. ”Det var i et kapel, hvor man havde fået en bedemand til at forestå en begravelse, og der skete så mange uheldige episoder, at jeg simpelthen blev så fortørnet over, at det skulle være sådan – og ja, så gik jeg på nettet og fandt ud af, at der var mulighed for at blive humanistisk ceremonileder.”
For Riinette var det heller ikke helt uvant at være til en bisættelse eller begravelse, da hun i forbindelses med sit job som tegnsprogstolk har deltaget i et utal af bisættelser og begravelser.
Men hvad gør egentlig de humanistiske begravelser anderledes?
”De humanistiske begravelser bliver rigtigt personlige, fordi der ikke skal sættes tid af til at gennemgå særlige ritualer eller læse højt fra en gammel bog. Det kan godt være, at vi læser højt fra en bog, men i så fald er det tilvalgt, fordi det har noget at gøre med lige præcis den person og ikke fordi det er præcis den søndag i måneden.”
Det at der kun er fokus på en person og at man derfor virkelig har den afdøde i centrum, det er dét, der gør ceremonierne særligt smukke, ifølge Riinette. En playliste med stemningsfulde sange, velegnede til begravelsesceremonier, er jeg alligevel aldrig faldet over på Spotify. Men sådan en playliste har Riinette, hvor hun samler stemningsfulde sange, som hun enten selv har brugt til begravelser eller har hørt andre bruge. ”Der er tit sådan en særlig stemning over nogle af disse sange – og så igen, jeg ved jo ikke, hvem den næste er, som jeg skal forestå en ceremoni for.”
Riinette bliver ofte grebet af en sang, der virkelig bare kan være smuk eller bare udtrykker det, som man har gået og tænkt og følt. ”Jeg kan godt finde på at lytte til den, og nogle gange når jeg sidder i bilen og kører fra A til B og jeg så hører den, så triller tårerne jo ned ad kinderne. Samtidig er det jo også meget livsbekræftende, at man holder af det, man er i, og det man er med, og det man gør – og det er sådan lige blevet stof til eftertanke.” Sangene, der bliver brugt ved begravelser, er tit de samme sange, så i stedet for altid bare at vælge den første og bedste sang, så tænk over det i god tid, anbefaler Riinette.
Det er særligt mødet med andre mennesker, som Riinette godt kan lide ved sit job som både tolk og ceremonileder. Riinette får som ceremonileder ofte brudstykker af en livshistorie fortalt af de pårørende. Det sætter tanker og associationer i gang hos hende, og det er her hendes opgave at finde den røde tråd i fortællingerne, og spinde fortællingerne, om ét levet liv sammen.
”De efterladte har faktisk en ret klar idé om musikvalg, og nogle har måske også et yndlingsdigt, som de så fremhæver, så det gør, at jeg sætter mig ind i hele det univers. På den måde er arbejdet også utroligt givende for mig – og ikke kun noget, som jeg gør for andre, men også noget som giver mig selv en masse.”
