INTERVIEW: Mads Hvid blev nyvalgt til hovedbestyrelsen i Humanistisk Samfund på landsmødet i marts. Han er 32 år, politisk rådgiver i LGBT+ Danmark og bachelor i internationale studier og kommunikation fra RUC.
Af Finn Danielsen (Artikel fra april 2021)
Hvad betyder det for HS, at du er blevet en del af ledelsen?
“Jeg kommer med masser af entusiasme og forhåbentlig et nyt blik på tingene. Jeg har erfaring med politik- og organisationsudvikling og kan bidrage med nye tanker til det arbejde. Jeg møder dog ikke op med en reformdagsorden, jeg skal lære HS grundigt at kende og også lære af det, organisationen allerede kan”.
Hvilke aktiviteter i HS har din største interesse?
“Jeg brænder for den politiske interessevaretagelse og vil gerne være med til at sætte fokus på, hvorfor humanisme er vigtig i et demokratisk samfund. Jeg vil også gerne bidrage til arbejdet med verdenskongressen i 2023, for jeg tror, den kan blive løftestang for mange af vores pointer på en ny måde. Det bliver spændende at se, hvilken betydning det får, at hele verden kommer til København, og hvilken rolle vi kan spille i de internationale netværk”.
Hvad ser du som de vigtigste værdier i det humanistiske livssyn?
“Humanismen handler om at finde det rette samspil mellem frihed og fællesskab. Frihed fra religion og frihed til at have indflydelse på sin egen virkelighed for eksempel – i balance med det fællesskab, man er en del af. HS er et godt sted at arbejde for den slags balance. Ceremonierne styrker fællesskabet, mens arbejdet for ligestilling af livssyn øger friheden”.