INTERVIEW: Det lokale arbejde i Humanistisk Samfund og lokalforeningernes rolle var omdrejningspunkt for en stor del af landsmødet i marts. Der er dog fortsat bølgeskvulp på området, og Humanisten har derfor bedt forperson Lone Ree Milkær om en status.
Af Finn Danielsen
Hvad er der sket siden landsmødet i marts?
“I Roskilde er en ny lokalforening netop stiftet. I HS-Hovedstaden har de haft få ressourcer og kørt på pumperne et stykke tid, men lægger på generalforsamlingen i juni op til en omorganisering, som skal styrke foreningen. I HS-Aalborg har bestyrelsen trukket sig kollektivt, hvorefter der blev afholdt en generalforsamling, hvor der desværre ikke blev fundet aktive nok til at drive lokalforeningen videre. Det er
selvfølgelig ærgerligt. Hvis nogen skulle have lyst til at starte lokalforeningen op igen, står sekretariatet klar til at hjælpe.
Hvilken betydning har lokalforeningerne i HS?
“Det er vigtigt, at HS er synligt lokalt, men lokalforeningerne er ikke den eneste indgang til aktivitet i HS. Organisationsarbejdet tiltrækker for eksempel ikke særligt mange unge, og frivilligt arbejde er ofte ad hoc-orienteret. Vi skal derfor være rummelige for at kunne tiltrække bredt til både aktiviteter og organisationsarbejde.
Hvordan drømmer du, at HS ser ud lokalt om 10 år?
“Jeg håber, at vi har fået udbygget det lokale engagement, fået flere frivillige og fundet nye måder at være sammen på. Vi skal blive bedre til at skabe fællesskaber med udgangspunkt i det, vi gør i hverdagen, altså hverdagshumanisme. Det kan vi gøre igennem lokalforeninger, men det kan også ske på anden vis.”
Hvordan tiltrækker og fastholder HS bedst medlemmer?
“De fleste bliver nok motiveret af vores holdninger og konkrete aktiviteter. De færreste af os er jo organisatoriske rotter. Derfor er jeg også ret optimistisk, selv om nogle lokalforeningerne løber ind i problemer. For der sker faktisk temmelig meget mange steder i landet, og aktiviteter skal komme nedefra. Vi kan ikke stampe dem op af jorden ved at lave en bestemt organisering.”