Rundt om i landet er planlægningen af årets humanistiske konfirmationer i fuld gang. Coronakrisen
gør det dog svært at vide, præcis hvad vil ske
Året er lige begyndt, men landet rundt er der allerede fuld fart på planlægningen af konfirmationerne. De fleste steder forventes det, at ceremonierne afholdes i maj.
Fra februar til april inden selve ceremonien deltager de fleste kommende konfirmander i kursusforløb – enten som aftenundervisning eller i en weekend. Her er det enkelte konfirmationshold endnu ved at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre – det er jo svært at spå om fremtiden.
”Forsamlingsforbuddet gør jo, at vi ikke kan møde fysisk, som vi plejer. Derfor har vi fået mulighed for – hvis det bliver nødvendigt – at afvikle dele af kurset digitalt. Her stiller sekretariatet nogle digitale værktøjer til rådighed,” fortæller Annette Bøgh, der er en af holdlederne i Midtjylland.
Undervisere og holdledere får mulighed for at deltage i workshops om online-undervisning, så de kan skabe det bedst mulige kursusforløb for konfirmanderne og de frivillige, hvis det ikke er muligt at mødes fysisk.
”I Midtjylland forudsætter vi stadig, at der er mulighed for at afholde ceremonierne i maj, men vi er også
indstillet på at udskyde det, hvis det bliver nødvendigt. Det er der ikke taget endelig beslutning om endnu,”
siger Annette Bøgh.
Hun tilføjer, at de i Midtjylland allerede har planlagt at holde den første kursusdag digitalt, men at de selvfølgelig håber, det kan lade sig gøre at mødes fysisk nogle af de andre kursusdage.
Fællesskabet er vigtigt
Holdlederne er meget opmærksomme på, at en vigtig del af konfirmationerne er, at konfirmanderne får mulighed for at opbygge venskaber og fællesskaber på kryds og tværs – at de kan møde andre, der har
valgt det samme.
”Vi vægter også diskussionerne mellem konfirmanderne højt, hvor de har mulighed for at drøfte eksempelvis etik, kritisk tænkning og menneskerettigheder. Det er selvfølgelig en udfordring, hvis de ikke kan mødes fysisk, så vi er ved at planlægge hvordan vi gør det bedst muligt. Der skal helst være plads til sociale aktiviteter ud over undervisningen,” lyder det fra Annette Bøgh.
Forskelligt på tværs af landet
Sekretariatsmedarbejder Anna Emilie Groth gør opmærksom på, at konfirmationsholdene, da de er frivillige, selv kan bestemme, hvordan de vil gøre – selvfølgelig inden for givne corona-restriktioner.
”Fyn har valgt at udsætte det til efteråret, Aarhus har valgt at gøre det digitalt i det omfang, det behøves, og i København har vi valgt at gøre det digitalt. Og nogle har valgt at skubbe på kursusweekenderne i håb om at kunne mødes fysisk,” forklarer hun.
Konfirmander og forældre får besked fra deres specifikke konfirmationshold, om hvad planerne bliver.
Du kan finde en opdateret liste over datoer her.
Spørgsmål vedr. tilmelding og afmeldelse kan sendes til kontakt@hs.dk.