Lone Haudrum fortæller i dette interview, hvad det betyder for hende at være ceremonileder.

Af Karin Liltorp, hovedbestyrelsesmedlem og ceremonileder

Gennem de senere år har Humanistisk Samfund oplevet en voksende interesse for humanistiske begravelser.

Her fortæller én af ceremonilederne, Lone Haudrum, hvad rollen som ceremonileder betyder for hende.

 

Hvorfor har du valgt at blive ceremonileder?

– Da HS blev stiftet, var det for mig svaret på en bekymring, jeg havde haft: Hvordan skulle jeg og min mand håndtere hinandens begravelser, når vi ikke ønskede en religiøs ceremoni? En bekymring jeg havde, fordi jeg af erfaring ved, at det ikke er nemt selv at stå med ceremonien, når man er i sorg. HS’ ceremonier var præcis det, jeg havde manglet.

 

Hvad giver det dig at være ceremonileder?

– Det er en helt fantastisk oplevelse at afholde en begravelse. Jeg bliver en del af de efterladtes sorgproces, og selvom det er krævende, er det også meget givende. Det giver altid en stor tilfredshed, når de pårørende føler, at talen og ceremonien er helt rigtig og passer til den afdøde.

 

Hvad lærte du på uddannelsen?

– Jeg lærte langt mere på uddannelsen, end jeg havde forestillet mig. Vi lærte bl.a. om humanisme, om ceremonier som overgange i livet og om det helt praktiske vedrørende en ikke-religiøs begravelse eller bisættelse. Det var en virkelig spændende uddannelse, og som en sidegevinst lærte jeg nogle skønne og interessante mennesker at kende.

– Uddannelsen tog fire lørdage fordelt over fem måneder og efterfølgende en eksamen – en ”kapelprøve.” Vi skulle udføre en begravelse af en rigtig afdød, men én, der var død for nogle år siden. Jeg holdt møde med de pårørende, skrev tale, og satte hele ceremonien sammen, og afholdt det som en rigtig begravelse. Det var meget lærerigt, og gjorde at jeg følte mig klædt på til den første rigtige begravelse.

 

Hvor meget tid kræver det at være ceremonileder?

– Samtalen med de pårørende vil normalt finde sted en uge før begravelsen, og så vil jeg typisk bruge tre-fire aftener i løbet af ugen til taleskrivning og tilpasninger, og så et par timer omkring ceremonien. Jeg er selv i fuldtidsarbejde og jeg kan tage 3-5 begravelser om året. Heldigvis har vi også ceremoniledere med mindre faste arbejdstider, og de er rigtig gode til at påtage sig opgaver, især hvis begravel­sen er på hverdage.

– Jeg kan virkelig anbefale at blive ceremonileder. Det er en af de bedste beslutninger, jeg længe har truffet. Når jeg tænker på alle de oplevelser og erfaringer, jeg har fået gennem uddannelsen og mit virke som ceremonileder, så bliver jeg glad. Tænk hvis jeg ikke havde gjort det: Alt det, jeg var gået glip af.

Vil du være ceremonileder?

For at kunne følge med efterspørgs­len på humanistiske begravelser søger HS ceremoniledere.

Et nyt uddannelsesforløb begynder den 6. januar 2019.

Hvis du tror, at det er noget for dig, eller du gerne vil høre mere, så skriv til tbc@hs.dk eller ring til Karin Liltorp på telefon 2226 0344.