5. maj hastefjernede et flertal i Stortinget blasfemiparagraffen fra den norske straffelov, skriver flere danske og norske medier, hvor forslaget blev førstebehandlet.
Det blev allerede i 2005 vedtaget, at paragraffen skulle sløjfes som en del af en ny straffelov, men den nye straffelov er endnu ikke trådt i kraft på grund af it-problemer hos landets politi. Det er dog planen at den skal træde i kraft til sommer.
Men efter angrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris i januar mente to medlemmer af Stortinget i Norge, at der var behov for at reagere hurtigt.
Den seneste person, som blev tiltalt for blasfemi i Norge, var forfatteren Arnulf Øverland. Det skete i 1933, efter at han havde holdt foredraget »Kristendommen, den tiende landeplage«, og han endte med at blive frikendt i sagen. Man skal tilbage til 1912 for at finde en person, der blev kendt skyldig i blasfemi i Norge. Han blev dømt for artiklen »Den store humbug. De ’kristnes’ julehelg,« i bladet Fritenkeren.
Verden
I andre dele af verden er blasfemi anset som en alvorlig forbrydelse. Den pakistanske skuespilleren Veena Malik (30) blev sidste år fundet skyldig i blasfemi, efter at hun havde optrådte i et tv-show. Hun blev dømt til 26 års fængsel.
Danmark
Danmark har stadig en blasfemiparagraf i Straffelovens § 140. Tidligere i år vurderede Straffelovrådet, at blasfemiparagraffen ikke forhindrer kritik af religion og religiøse dogmer, og i kølvandet af det meldte regeringen, at den ikke har i sinde at afskaffe forbuddet mod blasfemi.
Sidst nogen blev dømt efter blasfemiparagraffen i Danmark var i 1946. Dengang havde et par klædt sig ud i præstekjoler og under et karneval døbt en dukke.
Humanistisk Samfund mener, at Straffelovens § 140 skal afskaffes, og at § 266 B i stedet skal dække alle ytringer uanset om de er religiøse eller på anden måde krænker en gruppe.
________________________________
Sådan står der i den danske Straffelov:
“Blasfemiparagraffen”
§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
“Racismeparagraffen”
§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.