Vi ønsker, at alle kommende humanistiske konfirmander og de frivillige voksne, som deltager og underviser, får den bedste oplevelse.
Derfor har vi opstillet nogle få regler og forventninger til konfirmanderne, som gælder på weekenderne, ekskursionerne og på aftenundervisningen. Vær opmærksom på, at reglerne kan variere lidt fra lokalområde til lokalområde. Modtager du andre regler fra de konfirmationsaktive, er det derfor de regler, som du skal forholde dig til. Alle lokale variationer tager afsæt i nedenstående:
Regler
Social adfærd og omgangstone: Humanistisk Samfund bygger på værdier som frihed under ansvar, gensidig respekt og dialog. Vi forventer, at man som deltager behandler de andre unge og de frivillige voksne ordentligt og respektfuldt, taler pænt og overholder de regler og retningslinjer, der opstilles for weekenden eller aftenerne. Vi forventer, at man deltager aktivt, konstruktivt og selvstændigt i undervisningen, og at man bidrager til, at der er en god og positiv atmosfære i både undervisningssessionerne og i fritiden. Mobning, chikane og ondskabsfuldheder tolereres ikke.
Telefoner mv.: Mobiltelefoner, tablets og andre værdigenstande kan medbringes på eget ansvar. Telefoner må ikke benyttes under alle måltider samt i undervisningstiden (med mindre telefonen indgår som en aktiv del af undervisningen). Vi opfordrer desuden til, at man i det hele taget ikke bruger sin telefon mere end højst nødvendigt.
Rusmidler mv.: Det er ikke tilladt at medbringe alkoholiske drikke, rusmidler eller våben, herunder lommeknive.
Nattero: På weekenderne vil der blive fastsat et tidspunkt, hvorfra der skal være nattero. Dette skal respekteres, så alle kan få deres søvn.
Praktiske opgaver: Konfirmanderne forventes at hjælpe til med små praktiske opgaver, såsom borddækning, afrydning og lettere opvask.
Hjemsendelse: Vi gør opmærksom på, at brud på reglerne kan medføre hjemsendelse, og at konfirmandens forældre i så fald vil blive kontaktet og bedt om at hente pågældende. I det særlige tilfælde, hvor konfirmanden har udvist voldelig eller anden grænseoverskridende adfærd, så kan pågældende også blive forment adgang til den afsluttende ceremoni.
Andet du skal være opmærksom på
Du skal vide, at vi er mange samlet på ét sted
Skal dit hold på weekendtur med overnatning foregår det normalt i spejderhytter eller kursuscentre, som vi lejer.
Hvert konfirmationshold består af 20 unge. Men oftest er 2 hold afsted sammen. De unge sover i fælles sovesale eller indkvarteres på 2-4 mandsværelser.
Hvis du er udfordret ved at være sammen med mange andre unge, eller sove sammen med andre, du ikke kender, er det vigtigt, at I drøfter dette hjemme og sammen overvejer, hvilken holdtype der passer bedst til dig.
Du skal være klar til at lære nye unge at kende
Oplevelsen af at blive “rystet sammen” til et fællesskab og at danne nye venskaber hører med til vores konfirmationsforberedelse. De unge skal derfor ikke forvente at komme på samme hold som venner eller søskende.
Vi tilstræber at adskille søskende og venner på forskellige hold. På den måde er alle mere ligestillede, når de møder de andre deltagere. Det gælder også tvillinger (Familier med tvillinger kan naturligvis godt få deres børn konfirmeret ved den samme ceremoni.).
Konkret betyder det også, at den indadvendte skal have mod på at tage afsted og være så åben som muligt. Den udadvendte skal tage afsted med en indstilling om at give plads til andre.
Weekenden skal være en positiv fornøjelse for alle. Vi forventer, at alle deltager med en positiv, nysgerrig og pladsgivende indstilling og adfærd.
Vi håber, at du som kommende konfirmand, selv har valgt den humanistiske konfirmation
Vi har tidligere oplevet konfirmander, der ikke selv har valgt en humanistisk konfirmation – men at valget var truffet af forældrene alene. Dette var sket i den bedste mening. Men desværre – i enkelte tilfælde – har det resulteret i mindre konstruktiv adfærd og negativ indstilling på weekenderne.
Vi håber derfor, at alle unge deltager frivilligt.
Og vi forventer, at forældre og konfirmand diskuterer valget om en humanistisk konfirmation – herunder de konkrete rammer, regler og forventninger til en humanistisk konfirmation – inden I tilmelder jer.