Af Ole Morten Nygård
”Vi begyndte den 21. august 2013!” sagde Helle, som var det en historieundervisning om krigens vendepunkter. ”Vi begyndte på Kafe Knud i Skindergade, hvor lokalafdelingen lejede lokalerne en dag hver uge,” fortsatte Irene. Og så gik det ellers ned ad erindringernes boulevard.
I november måned mødtes vi seks personer i debatgruppen i hovedstaden for sidste gang. Alle var enige om, at de mange diskussioner gennem godt 11 år havde været inspirerende, vigtige og interessante. ”Og der har også været politiske debatter, selvom vi ofte måtte tysse dem ned,” sagde Marianne. Vi debatterede etiske dilemmaer, for vi har samme livssyn, men ikke samme politiske holdninger i HS, var konklusionen.
Nu var kraften til at fortsætte gruppen der ikke mere.
”Vi var egentlig blot en flok pensionister, der gerne skulle fylde op i ’vores’ nye lokaler, der snart fik navnet Kafe Mensch.” Foreningen var stadig uden fast adresse og sekretariat. Humanistisk Samfund var dengang stærkere i sine grupper af aktive medlemmer: bestyrelsen, konfirmationsgrupper, begravelsesgruppen, bryllupsgruppen og 3-4 vedholdende lokalafdelinger.
Nu lejede hovedstadens lokalafdeling sig ind i patientforeningen Hiv-Danmarks café, Kafe Knud. ”Vi pensionister kaldte os for seniorklubben. Vi mødtes om eftermiddagen, debatterede abort og abortgrænse, forbud mod omskæring af drenge og religiøse særrettigheder.” En anden fortsatte: ”Og om aktiv dødshjælp, passiv dødshjælp eller assisteret selvmord.”
Det har bugnet med emner som sjældent er egnet til bestyrelsesmøder. ”Gruppen mødtes en gang om ugen, for der havde vi lokalerne. Kelvin, der var lokalformand, lavede mad og vi snakkede over te og kaffe og om aftenen var der ofte åbent med oplæg udefra.” Der kom mange ved de arrangementer husker jeg selv.
Kafe Mensch lukkede sommeren 2014, da Kafe Knud opsagde samarbejdet.
”Så var vi nogle gange i Bastard Café i Huset i Rådhusstræde. Men der larmede det,” huskede en. ”Vi var også hjemme hos jer,” sagde en anden og mente hos min mand Jørgen og mig. Det var i vores lejlighed. Jeg var dengang ikke selv med, men en gang om måneden, når jeg kom fra arbejde, sad den trofaste flok ivrige medlemmer med højlydte røster omkring vores spisebord med te, kaffe og hjemmebagte kager. ”Og i de år lavede vi sommersolhverv og vintersolhverv – ofte private steder og hjem.” Billederne vældede frem. ”Men vi kunne jo ikke få nye ind, når vi var i et privat hjem,” repeterede en.
”Så var vi i mange år en gang om måneden i den gamle sporvognsremise Østerbrohuset, hvor der er i dag er kommunale idrætsbaner.”
”Der fik vi også holdt gode velbesøgte arrangementer,” husker én. ”Men de kunne ikke lide os.” ”De fik altså en ny forpagter, og vi købte ikke noget videre i baren.”
Og så var gruppen i en kælder på en café, der hedder Salonen, på Ydre Østerbro. ”Der var fodkoldt, og den stejle trappe var heller ikke lige god for alle i vores alder.” Men det var hyggeligt og tæt på S-toget. Men det var ikke indbydende for nye, for det mindede mere om hemmelige selskaber under besættelsen.
Da foreningen for godt et år siden fik egne lokaler på Worsaaesvej på Frederiksberg – ovenikøbet tæt på metrostation Forum – rykkede gruppen hertil. Og holdt halvandet år. Nu var energien til at samles, få nye ind, debattere emnerne igen og mødes en gang om måneden der så ikke mere. Ingen orkede at være tovholder. Den 6. november 2024 var sidste gang debatgruppen mødtes og lukkede og slukkede på ordentlig vis.
”Vi fik udvidet vores horisonter,” sagde en mens vi tog overtøjet på. ”Det var altid tankerne bagefter der langsomt gav mig nye nuancer på emnerne,” sagde en anden. ”Vi har altså også debatteret Israel/Palæstina og Trump mange gange – det var uundgåeligt.” Så slukkede vi og låste døren regelmenteret.
Det er smukt, når en gruppe lukker selv og det ikke er på grund af skændsmål eller dødsfald. Det er de aktive selv der med åbne øjne selv lukker efter mange års engageret debat.
Julie skrev noget tid efter: ”Jeg kommer virkelig til at savne jer personligt, vores ganske velbalancerede formelle/uformelle samvær, temaerne og holdningerne. TAK for JER og TAK for tiden vi har tilbragt sammen!”
