Det er altid godt at kende historien, hvis man vil være med til at forme den nutid, vi står midt i. På baggrund af en afhandling, jeg netop har færdiggjort om religionskritikkens udvikling i Danmark, vil jeg gennemgå nogle historiske hovedpunkter fordelt på mindre artikler. Hvis du er interesseret, kan du få hele afhandlingen tilsendt (helleallan@vip.cybercity.dk). Her følger del 9: Religionskritikken i Danmark efter Anden Verdenskrig
Af Allan E. Petersen
Religionskritikken herhjemme i nyere tid er dels kulturradikale stemmer, der viderefører traditionen fra Brandes og Poul Henningsen, og dels nye bølger igangsat af angrebet på World Trade Center og den – hovedsageligt engelsksprogede – nyateistiske litteratur, der fulgte efter. Desuden bør Mohammedkrisen i 2005 nævnes, fordi det chok, reaktionerne på Kurt Westergaards tegninger i Jyllandsposten skabte, satte nye kritiske tanker i gang om globalisering og religionskritik. Den store indvandring fra tredje verdens lande, der rigtigt tog fart i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, betød desuden en stor udfordring for danskernes vante livsopfattelser.
Teologer blandt opsigtsvækkende religionskritikere
Lidt uventet – men slet ikke uden fortilfælde – kom en af de mest opsigtsvækkende religionskritikere fra teologernes egne rækker. Poul Georg Lindhardt (1910 – 1988), onkel til skuespilleren Thure Lindhardt, vakte stor opstandelse i kirkelige kredse i 1952, da han på Askov Højskole, kronen blandt de danske højskoler, holdt et foredrag med titlen ”Det Evige Liv”. Her forklarerede han, at ”det evige liv” efter hans mening ikke skulle forstås som sjælens udødelighed. Ej heller skulle det forstås som et løfte om, at man hinsides igen skulle mødes med sine kære. Det var med andre ord slut med udødelighedshåbet og gensynsforventningerne! Kristendommens kronjuveler var sendt til tælling.
Raseriet mod Lindhardt var ganske voldsomt! Radioprædikanten og forfatteren Aage Falk Hansen (1895-1977) sagde i K.B. Hallen på Frederiksberg foran flere tusinde tilhørere som reaktion på Lindhardts udmelding i 1952: ”Skal jeg sige min mening om Lindhardt, så har han enten kuppelkatar, hvad jeg undertiden er tilbøjelig til at tro, eller også er han psykologisk set en af de største gåder, jeg har stiftet bekendtskab med.”
Humanistisk Forbund
Den 28. januar 1960 stiftedes den første nyere egentligt erklærede ateistiske forening i Danmark. Navnet var ”Humanistisk Forbund”. Foreningens formål var at fremme en etik og et livssyn baseret på humanisme. ”Humanistisk Forbund” søgte at påvirke samfundet i en sekulær retning, så kristendommen fik mindre indflydelse på de offentlige institutioner. For eksempel søgte man at få konfirmationsforberedelsen ud af folkeskolen, og man ville have undervisning i kristendom sidestillet med undervisning i ikke-kristne religioner og verdslige livsopfattelser.
Religionskritisk vise førte til rejsning af tiltale efter straffelovsparagraf
En af de mest kendte danske religionskritiske tekster fra nyere tid er nok visen ”Øjet” af Jesper Jensen med melodi af Hans Dal. Sangen blev fremført af sangerinden Trille, 18. september 1970 på Danmarks dengang eneste tv-kanal i den bedste sendetid, hvilket vakte megen forargelse og opsigt. Justitsminister Knud Thestrup rejste ligefrem tiltale efter Straffelovens §140 mod de ansvarlige hos DR, men sagen endte dog med frifindelse.
Ny-ateisme
Med angrebet på World Trade Center 11. september 2001 spores der i store dele af verden en træthed ved og uvilje mod religion – i hvert fald mod religion i den meget fundamentalistiske form, hvor alt i de hellige skrifter, hævdes at skulle tages alvorligt. Der sker samtidig en skærpelse i tonen mellem de såkaldte ”ny-ateister” (Richard Dawkins, Sam Harris m.fl.) og apologeterne, forsvarerne af den kristne tro.
Religionsforskeren Armin Geertz (f. 1948) beskrev i starten af det nye årtusinde ny-ateismen som ”gammel-ateisme i ny forklædning.” Han mente, at følgende træk var gennemgående i ny-ateismen:
- Nyateismen er en bevægelse, der eksplicit tilslutter sig oplysningsidealet
- Man udtrykker et stærkt socialt engagement
- Man tilslutter sig eksplicit den darwinistiske evolutionslære
- Man bruger ofte en aggressiv og religionsfjendtlig retorik
Præsten, der ikke troede på en skabende og opretholdende Gud
Herhjemme vakte det stor opmærksomhed, da præsten Thorkild Grosbøll (1948-2020) i 2003 sagde, at han ikke troede på ”en skabende og opretholdende Gud.” Allerede i foråret 2003 havde han udgivet bogen ”En Sten i Skoen”, som ikke mange straks lagde mærke til. Men den 23. maj 2003 gav han så et opfølgende interview i Weekendavisen, hvor han gentog sit kontroversielle synspunkt. Nu fulgte en særdeles voldsom debat med indlæg fra læserbrevsskribenter, heriblandt mange præster, teologer og kirkeligt engagerede. En præst skal selvfølgelig tro på Gud, var en almindelig reaktion. Grosbøll presses til at stoppe som præst, da han fylder 60. I december 2018 fulgte Grosbøll sine synspunkter op i et arrangement med Ateistisk Selskab. Her kaldte han sig ”kristen ateist” og kritiserede igen folkekirken og præstestanden.
Andre fremtrædende danske religionskritikere i perioden er Malene Busk, Tor Nørretranders, Henrik Nordbrandt, Lone Frank, Rune Engelbreth Larsen, Nicolaj Cederholm, Per Bilde og Adam Holm. Amerikaneren Phil Zuckerman (f. 1969) udgav i 2008 en grundig undersøgelse, der blev kommenteret i en del i den danske presse. ”Samfund uden Gud. En amerikaner ser på religion i Danmark og Sverige” var den fulde titel. Zuckermans ganske fremragende bog indskrev sig i traditionen for at lade udlændinge se på Danmark med kritiske øjne, en opskrift, som vi kender den fra den før omtalte Robert Molesworth i 1692 (se artikel 4 om den tidlige oplysningstid). Man kan godt have et velfungerende demokratisk velfærdssamfund som det svenske og det danske, uden at det hviler på en intensiv dyrkelse af den kristne Gud, konkluderede Zuckerman.
I 2019 udsendte Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard – som det foreløbigt sidste skud på stammen – debatbogen ”Du er jo ateist. En vantro debatbog”. De to er nuværende og tidligere forpersoner i Ateistisk Selskab, og Ørregaard er tilmed opvokset som Jehovas Vidne i Albertslund. Deres formål med bogen var at fremlægge overbevisende argumenter for, at skabs-ateisterne nu måtte se at komme ud af skabet. ”Mange vil have glæde af at erkende gudløsheden, erkende eksistensens endelige natur og dermed den egentlige værdi, dette ene liv har”, skrev de. Bogen, der er velskrevet og provokerende, blev sablet ned af kirkelige kredse, der bl.a. angreb det, de mente var et utilladeligt forenklet Gudsbegreb.
Forestillingen om Gud som en ældre, skægget herre, der sidder et sted i Himlen, er – på trods af det billede Folkekirkens idegrundlag og næsten alle salmer søger at indprente os – tydeligvis ikke det billede, moderne teologer ønsker at repræsentere i dag.
