Frigg Alice Hyldahl, humanistisk konfirmand 2024
Af Ida Katrine Brus, Studentermedhjælper
Frigg Alice Hyldahl fra Viborg er en af de unge konfirmander, der er blevet humanistisk konfirmeret i år. Beslutningen om at blive humanistisk konfirmeret blev truffet, da hun hørte, at det var muligt at blive konfirmeret udenom den kristne tro:
”Jeg har valgt en humanistisk konfirmation, fordi jeg aldrig rigtig har troet på gud. Jeg har derfor aldrig tænkt, at jeg skulle konfirmeres i kirken. For ca. et år siden begyndte vi at snakke om, hvorvidt jeg skulle konfirmeres og efter at have undersøgt lidt, fandt vi humanistisk konfirmation, og det synes jeg lød virkelig spændende.”
For Frigg er konfirmationen en betydningsfuld fejring af at være nået til et sted i livet, hvor man i højere grad selv skal tage beslutninger og stå på egne ben. Forestillingen om at kunne markere overgangen med en ceremoni, tiltalte hende meget, og det at undervisningen tog udgangspunkt i emner som menneskerettigheder, kritisk tænkning og etik var anderledes, end hvad hun normalt har forbundet med konfirmationsforberende undervisning:
”Jeg havde først tænkt, at jeg bare skulle holde en fest uden nogen ceremoni eller noget, men så synes jeg, at en humanistisk konfirmation lød spændende og lærerig. Det virkede til, at man kunne snakke om nogle vigtige emner.”
Det var særligt et af emnerne til konfirmationsundervisningen, der fangede Friggs opmærksomhed: ”Jeg synes, at det var rigtig spændende at lære om menneskerettigheder. Det er et emne, jeg synes er vigtigt. Jeg synes også, at det var spændende at høre endnu mere om, hvad humanisme egentlig er for noget.”
Frigg tilføjer, at undervisningen også var med til at samle konfirmanderne på holdet om et fælles tredje: ”Selvom vi alle var forskellige, kunne vi snakke sammen om de forskellige emner og lære noget nyt sammen.” Det sociale omkring undervisningen fik altså en afgørende betydning for Frigg, og det står i dag også frem, som det mest betydningsfulde ved konfirmationsforløbet.
I 2010 blev 11 unge humanistisk konfirmeret i Danmark. Antallet af humanistiske konfirmationer er steget meget siden da, og i år har Frigg sammen med 619 andre konfirmander markeret overgangen fra barn til ung ved en humanistisk konfirmationsceremoni. I foråret 2025 vil det være muligt for endnu flere unge at blive humanistisk konfirmeret.