Det er altid godt at kende historien, hvis man vil være med til at forme den nutid, vi står midt i. På baggrund af en afhandling, jeg netop har færdiggjort om religionskritikkens udvikling i Danmark, vil jeg gennemgå nogle historiske hovedpunkter fordelt på mindre artikler. Hvis du er interesseret, kan du få hele afhandlingen tilsendt (helleallan@vip.cybercity.dk). Her følger del 3: Den danske religionskritik i middelalderen.
Af Allan E. Petersen
Det var en udbredt opfattelse i Middelalderen, at det ikke alene var sandt, hvad der stod i Bibelen – men også, at den faktisk indeholdt hele sandheden. Simpelthen alt, hvad der var værd at vide. Ud over Bibelen havde også kirkens trosbekendelser status som ”uomgængelige sandheder”.
Bo fra Danmark – den første danske religionskritiker
Boëthius de Dacia (1240 – 1280/1290), eller på jævnt dansk Bo fra Danmark, var en af de tidligste stemmer i religionshistorien herhjemme. Måske kan han ligefrem kaldes Danmarks første religionskritiker. Han skelnede, ligesom den samtidige italiener Marsilius af Padua, og enkelte andre, mellem videnskabelig erkendelse og tro. Det bryder kirken sig ikke om! I 1277 udsendte biskoppen af Paris, Étienne (Stephen) Tempier, en skrivelse, som forbød en række former for filosofi, fremlagt i 219 teser. En række af dem kan henføres til skrifter af Bo og til hans samtidige, filosoffen Siger af Brabant. Årsagen til den biskoppelige fordømmelse var Bos teorier om erkendelse, videnskab og menneskelig lykke. Desuden støttede Bo sig til den græske filosof Aristoteles og kom derved i konflikt med Bibelens Skabelsesberetning, der, som bekendt, siger, at Gud skabte verden. Den græske verden er ikke ”skabt”, men har en evig status.
Frygtede at teologiske diskussioner skulle blive kirkens ødelæggelse
Omkring Reformationen i 1536 råber lutheranere og katolikker gensidigt ”kætter” efter hinanden og anvender de samme skriftsteder i Det Nye Testamente som begrundelse for deres anklager. Lutheranerne sejrer som bekendt i sidste ende, og Luthers Lille Katekismus, oprindeligt skrevet og publiceret i 1529, bliver den mest læste bog i Danmarkshistorien. Den har været pensum for alle danske skolebørn i næsten fire århundreder, fra det 17. til det 20. århundrede. Helst skulle den lires af udenad.
Det var ikke nemt, for ikke at sige umuligt, at kritisere religionen på denne tid. Den nye danske lutheranske statskirke var i den grad på vagt overfor afvigelser. Det gjaldt for statskirken om at uddybe og fastholde den nye kristendomsforståelse, og man var overbevist om, at protestantismen var den eneste sande form for kristendom, – men ikke al protestantisme. Kun den lutherske tro*. Men heller ikke al lutherdom – faktisk kun den lutherske kristendom, som den fremførtes i Danmark. Man frygtede, at følgerne af teologiske diskussioner og stridigheder ville blive kirkens ødelæggelse, Guds vrede, ungdommens forvirring, verdslig øvrigheds forstyrrelse – og dermed genindførelse af Pavekirken eller rent barbari.
Hårde straffe for kætterske tanker og gerninger
I 1629 bestemmer en kongelig forordning, at der i hvert dansk sogn skulle udnævnes et par gudfrygtige mænd, der kunne hjælpe præsten med at opretholde god moral og orden. Det er de gudfrygtige mænds opgave at afsløre og angive syndige mennesker. Det kunne være ægtefolk, som skændtes indbyrdes eller skændtes med deres børn. Det kunne være folk, som forsømte gudstjenesten, var gerrige, holdt løsslupne selskaber, bandede, spillede eller levede i hor og ødselhed. Hvis man førte et sådant ugudeligt levned, var straffen bandlysning, hvilket betød udelukkelse fra kirken og det sociale fællesskab. Andre muligheder var gabestok eller landsforvisning. Snart efter bestemmes det, at man ikke kunne blive trolovet, hvis man ikke kunne sin Lille Katekismus.
En meget vigtig sag for Kirkestyrelsen i Danmark var at holde alle ”skadelige” bøger borte fra undersåtterne. Allerede i Kirkeordinansen af 1539 hedder det: ”Efterdi der udi denne Tid udgaa mange Skarns Bøger, af hvilke ej aleneste de uforvarne og vankundige, men ogsaa de, som fuld vel forstaa sig, ofte forgives; thi ville alle gode Sognepræster bruge de Bøger aleneste, hvilke vise og lærde Mænd have vedtaget, paa det at de ej ville under Sandheds Skin inddrikke ogsaa Vildfarelse til deres store Fordærvelse, som dem skulle tillide.”**
Straffene var hårde og kontante for kætterske tanker og gerninger. Danske Lov (1683) påbød dødsstraf (tab af ære, liv og gods), landsforvisning på livstid eller på åremål, eller strafarbejde i jern på livstid. I mildere tilfælde kunne tab af ære (offentlig agtelse) komme på tale, ligesom forbedringshusarbejde og fængsel på vand og brød, eller bøder.
Ikke overraskende var det svært at finde religionskritikere i Danmark i perioden frem til Oplysningstiden i slutningen af 1600-tallet. Men måske kan man opfatte de, der sov under prædikenen eller ikke kunne deres Katekismus som en slags tidlige, nonverbale fritænkere. Med Oplysningen, der kommer fra Centraleuropa, opstår den moderne religionskritik. Mere om dette i næste artikel.
* Anden form for protestantisme kunne være den reformerte kirke og den anglikanske kirke, men også mere radikale grupper som gendøberne og unitarerne.
** Gengivelse på nudansk: Fordi der i nutiden kommer mange skarns-bøger, som ikke kun forgifter tilfældige og uvidende, men også dem, der er godt orienteret, bør alle gode sognepræster kun bruge de bøger, som kloge og lærde mænd har godkendt, så man ikke i god tro bliver udsat for vildfarelse og ødelæggelse.
