Det er altid godt at kende historien, hvis man vil være med til at forme den nutid, vi står midt i. På baggrund af en afhandling, jeg netop har færdiggjort om religionskritikkens udvikling i Danmark, vil jeg gennemgå nogle historiske hovedpunkter fordelt på mindre artikler. Hvis du er interesseret, kan du få hele afhandlingen tilsendt (helleallan@vip.cybercity.dk). Jeg vil lægge ud med del 1: Den danske folkekirkes idégrundlag.
Af Allan E. Petersen
Mange danskere opfatter sig traditionelt som kristne. Måske ikke just bibelstærke eller hyppige kirkegængere, men i hvert fald kulturkristne i en eller anden form. Siden Ansgar og Harald Blåtand for over 1000 år siden bestræbte sig på at gøre danerne kristne, har kristendommen af magthaverne været kanoniseret som et – noget nær uantasteligt – nationalt idefundament.
Da Frederik 10. tiltrådte jobbet som konge 14. januar 2024, rystede han nationen, for han havde som bekendt antaget dette valgsprog: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”. Og han tilføjede, at han fik brug for al den støtte, han kunne få fra sin elskede hustru, fra sin familie, fra folket og fra ”det, der er større end os”. Det fik blandt andre Kristeligt Dagblads redaktør Anders Ellebæk Madsen til straks at protestere. En konge skal stille sig under Gud – og nævne Gud, mente han. Til beroligelse for de kristne traditionsbærere har kongen dog lovet stadig at slutte sin nytårstale med et ”Gud bevare Danmark!”, ligesom han understreger, at han skam går i kirke og beder aftenbøn med sine børn.
Kongens formulering i valgsproget kan tolkes som nytænkning. Hvis man tilhører den befolkningsgruppe, der ikke opfatter en gud, eller den kristne Gud, som et uomgængeligt ledefyr, kunne man fristes til at forestille sig fred, kærlighed, menneskerettigheder og de 17 Verdensmål som noget, der er større end os! Og hvorfor egentlig ikke? Gennem historien har nogle – ofte med risiko for eget liv – skilt sig ud ved at være på tværs. De har tvivlet på Gud, de har opfattet sig som fritænkere, religionsløse eller måske ligefrem ateister. Og de er blevet forfulgt, hånet, frygtet og kaldt liderlige, moralløse og farlige samfundstrusler.
Brændt for kætterske udtalelser
Historien er uendeligt rig på grusomme fortællinger om kættere. En af dem var Lucilio Vanini (1585-1619). Han blev 9. februar 1619 brændt som kætter, efter at hans tunge først var skåret ud. Et øjenvidne beskrev Vaninis smertensskrig som den skrækkeligste lyd, han nogensinde havde hørt fra noget menneske. Vanini, der forinden havde fremsat de mest kætterske udtalelser og havde nægtet at søge Guds tilgivelse, fastholdt, at Gud enten slet ikke eksisterede, eller at han var identisk med naturen. Vaninis skæbne gjorde et stort indtryk på samtiden – og på mange andre næsten 500 år senere.
Hvordan turde han – og hvordan turde mange andre, der opponerede og stillede sig på tværs? Hvad var det, de ville opnå? Hvor fik de deres ideer fra? Hvad ville de sætte i stedet for religionen?
Dialogen om religion er blevet mere åben og demokratisk
Herhjemme er det i vore dage især Humanistisk Samfund og Ateistisk Selskab, der har stillet sig skeptiske overfor påstanden om kristendommens rolle som nationens fundament og ved mange lejligheder søgt at skabe debat. Og dialogen er heldigvis blevet mere åben og demokratisk. Flere og flere danskere vælger desuden stiltiende både Gud og Folkekirken fra.
Humanistisk Samfund blev stiftet i 2008. Foreningen bygger, som bekendt, på en ikke-religiøs humanisme og har stigende tilslutning til verdslige markeringer af livets store begivenheder: fødsel, overgangen fra barn til ung, bryllup og begravelse. I 2023 blev der afholdt mere end 60 humanistiske ceremonier rundt omkring i landet, og i foråret samme år blev 569 unge humanistisk konfirmeret. Ateistisk Selskab, der daterer sig tilbage til 2002, er en politisk interesseforening, der religionskritisk arbejder for et sekulært samfund.
Folkekirken har fortsat stor indflydelse i samfundet, selvom medlemstallet falder
Selv om Folkekirken år for år mister medlemmer i et nærmest frit fald, og nu er helt nede på 72,1 % af de i alt 5.932.654 indbyggere i Danmark, så følger love, vaner og traditioner ikke rigtigt med. Danmarks Radio har for eksempel siden 2011 haft en særlig forpligtelse til at formidle den såkaldte ”kulturkristne arv”. Det betyder bl.a., at man årligt sender over 100 gudstjenester, en daglig morgenandagt på P2 og flere ugentlige programmer om tro, næsten altid med et stærkt kristent udgangspunkt – foruden en massiv dækning af julen i den kristne udgave.
En undersøgelse, der refereres i Kristeligt Dagblad 8/5 2019, viser:
At 68 % af den danske befolkning siger, at de er kristne.
37 % tror på Gud
12 % tror på en personlig Gud.
70 % svarer, at de ikke kunne finde på at gå i kirke uden at have nogen særlig anledning til det som fx dåb, bryllup eller begravelse.
25 % tror på et liv efter døden.
65 % svarer, at de aldrig nogensinde læser i Bibelen.
12 % svarer, at de er ateister. (jf. Rapport fra Helsingør Stift)
Det bør tilføjes, at en nyere undersøgelse viser, at blot 48% af danskerne ville vende tilbage til Folkekirken, hvis deres medlemskab blev sagt op.
Folkekirkens fejring af Reformationsjubilæum
Der florerer mange myter om kristendommens, Luthers og Folkekirkens uundværlighed. Ved Folkekirkens nationale fejring af 500-året for Reformationen 4. juni 2017 sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen for eksempel, at Luther med reformationen satte en folkeoplysning i gang, som siden er blevet grebet af Grundtvig, og som vores demokrati er groet af! Dette var og er vi nok mange, der har gået og troet på. Men desværre – ligesom med så meget andet omkring religionen – bygger også dette på en myte. Luther var ganske vist den, der gjorde op med afladshandelen, giftede sig på trods af sin gejstlige baggrund og oversatte Bibelen til forståelige sprog. Og hurra for det! Men han var også en fanatisk og intolerant hader af alt, der ikke passede med hans måde at tro på: Jøder, oprørske bønder, gendøbere, katolikker, muslimer….
Det er ikke desto mindre stadig, ifølge Grundloven, Luthers Lille Katekismus, trosbekendelserne og ”Den Augsburgske Bekendelse”, som Luthers forbundsfælle Melanchton formulerede i 1530, der er grundlaget for den danske folkekirke. Men hvem har lige læst disse skrifter for nyligt? Og kan samfundet stadig stå inde for de værdier, de udtrykker? En oplagt fødselsdagsgave til det forestående danske reformationsjubilæum i 2036 ville være et nyt grundlag for Folkekirken. Et grundlag, der afspejler den udvikling, som ikke mindst humanismen, Oplysningstiden og stadfæstelsen af Menneskerettighederne har befordret.
Tid til fornyelse?
Også i teologiske kredse er der på det seneste opstået en diskussion om, hvorvidt der skal en nødvendig fornyelse til. Teologer som Peter Lodberg, Marie Vejrup Nielsen og Anders-Christian Jacobsen taler, ligesom salmedigteren Iben Krogsdal, om behovet for fornyelse. Arvesyndslæren, forestillingen om, at vi er undfanget og født som syndere, er noget af det, der er vanskeligst at fordøje for nutidens mennesker. Ideen om, at nogle ”frelses”, mens andre er ”fortabte”, er centralt i bekendelserne, men er faktisk en direkte usympatisk tanke for de fleste danskere i dag.
På samme vis, når man står med salmebogens 791 salmer i hånden. Så bliver rigtigt mange – desværre – bekræftet i, at dette er ikke vores sprog. Dette er en håbløst forældet mandsverden, der vil fremstille Gud som en gammel mand, Døden som en befrielse og Jesus som en art tryllekunstner.
Det vil nok være svært at ændre noget, fordi det både kræver en teologisk og folkelig diskussion – og en Grundlovsændring. I næste artikel følger nogle historiske punktnedslag blandt danske kritikere og fritænkere.
