Af Freja Ipsen
Dette er et debatindlæg og er et udtryk for skribentens holdning.
Jeg kan ikke sove, men sådan er det ofte når jeg føler mig magtesløs. Jeg har ikke sovet så meget siden bombardementerne over Gaza blev intensiveret. Mine tanker kredser om, at der hvert tiende minut tilføjes et barn til listen over dræbte i Gaza. Børn, hvor barndomsdrømme, latter og leg i forvejen havde hårde vilkår. De hed Tia, Salam, Rayan, Zein, Yasmine…
Jeg hedder Freja, jeg er i live, jeg bor langt fra Gaza, og jeg lever et trygt liv uden risiko for bomber. Jeg kan stå op og tage på arbejde i morgen tidlig men alligevel oplever jeg, at den verden jeg levede i splintres. Ikke af sprængstof, men af fordomme, afstand og ord. Det har taget mig 10 minutter at skrive hertil, så endnu et barn er tilføjet til en allerede lang liste. De hed Ahmed, Rahima, Aisha, Moaz, Mian…
Når verden føles usikker og farlig er det nemmest at se væk og fokusere på det nære. Men det gør ikke verden mindre farlig, det skaber ikke mere retfærdighed og formindsker ikke effekten af det levende mareridts indtog. I min mangel på søvn har min krop lyst til at vende sig om og forsøge at sove, men mit hjerte ved, at vi som medlemmer af det sociale fællesskab står over for en udfordring og en pligt. Det er en pligt, som trækker på vores dyder som mennesker og på vores ansvar som samfundsborgere. De hed Adam, Bilal, Mariam, Lina, Ameer…
I hjertet af vores sociale forpligtelser ligger netop et løfte om at beskytte hinanden og opretholde fred og retfærdighed. Når vi ignorerer krigsforbrydelser, bryder vi denne kontrakt og sætter vores samfunds fundamentale principper på spil. Vi kan ikke vende det blinde øje til de lidelser der opstår i krigens kaos. Vores samvittighed og moral hviler på fundamentet af menneskerettigheder og børnerettigheder. Hvid fosfor, nægtet adgang til vand, bombardementer af hospitaler, kulturelle bygninger, skoler og flygtningelejre er langt fra retfærdigt. Disse grusomheder krænker fundamentale principper om værdighed og beskyttelse. De hed Amber, Ibrahim, Nour, Hala, Khalid…
Gennem dydsetik opfordres vi til at dyrke karaktertræk som medfølelse, retfærdighed og mod. Det er gennem disse dyder, at vi kan kigge dybt ind i vores eget hjerte og erkende, at vi ikke kan give et stiltiende samtykke til lidelser og uretfærdighed. At tage afstand fra uretfærdighed, er at øve sig i at handle. Al handling starter med en accept og en følelse. Hos mig sætter følelsen sig fast som en mavepine og en søvnløshed. Følelsen har vi ansvar for at tage vare om ved at søge viden, blive oplyst og omdanne det til ord: Børn i Gaza har ret til liv. Børn i Gaza har ret til tryghed. Børn i Gaza har ret til rettigheder. De hed: Muhammed, Yahya, Marwan, Hamada, Huda…
Og dernæst må ordene vokse. Vi må lade dem vokse i os selv, mens de næres og deles med andre. Vi må lade ordene vokse sig stærke og myndige. Til sidst har vi et kor af ord, der ikke kan overhøres og ikke kan benægtes. Sådan skabes handling. Sådan skabes fællesskab. Sådan vokser retfærdighed. Listen med navne vokser endnu og vil gøre det mange dage fremover. I skrivende stund ville jeg have brug for seks sider bare for at nå igennem listen af døde børn, der endnu ikke er fyldt et år. De hed: Bathena, Yaman, Yusuf, Ismaeel, Abdullah…
Vi står ved en skillevej i vores historie og vores handlinger, eller mangel på samme, vil definere vores samfund og vores menneskelighed. At tage afstand fra krigsforbrydelser er ikke blot en pligt; det er en handling. Det er vævet sammen med vores karakter, vores ansvarlighed og vores løfte til hinanden, om at beskytte de svage og træde til i retfærdighedens navn.
Lad følelsen manifestere sig i dig, også selvom den er ubehagelig. Lad ordene vokse og vores stemmer forenes til handlingens kraft for at skabe en verden, hvor krigsforbrydelser hører fortiden til, hvor overtrædelser har konsekvenser, og hvor medfølelse, retfærdighed og mod belyser vores vej. Hvad kan du gøre for at dine ord vokser? Hvad kan du gøre for at ære de børn, der ikke oplever retfærdighed? Hvad kan du gøre for at lære danske børn om retfærdighed, lighed og ansvar? Har du talt om Gaza i dag? Hvor sidder følelsen hos dig?
