Foreningen Liv & Død afholdt fredag den 14. april en konference om gravpraksis i København.
Af Ole Morten Nygård, begravelsesgruppen
Emnet for konferencen var, hvordan gravpraksis ændrer sig i vores land. Et af de oplæg, som jeg fik mest ud af, stod foreningens formand Mikkel Hviid Jacobsen for. Han har stået i spidsen for deres kvantitative undersøgelse sidste år ’Danskernes forhold til døden 2022’. Foreningen har tidligere lavet tilsvarende undersøgelser, så der er belæg for at se udvikling i befolkningens viden og holdninger på dette felt.
Undersøgelsen var kvantitativ og et repræsentativ udsnit på over 1.000 borgere over 18 havde besvaret den. Her er, hvad jeg synes var ny viden:
Vi ligner mere og mere hinanden.
Hvor der tidligere var større forskel på Øst- og Vestdanmark ser kulturen ud til mere at blive ens med hensyn til at vælge kremering frem for kistebegravelse. Det er nu 80-90 % der vælger dette over hele landet.
Er døden et tabu?
Undersøgelsen spurgte om folk opfatter døden som et tabu, i betydning noget man ikke kan tale om. Det er ikke folks svar. De mener i stedet at det er svær at tale om døden, den er ubehagelig at tænke på og at vi er bange for den. Halvdelen af befolkningen synes det er svært at tale om, og særligt de yngre. Modsat synes 78 procent af befolkningen at det er vigtigt at tale om døden. Så folk vil gerne – det er bare svært.
I et andet oplæg på konferencen kom der brugbare eksempler på, hvordan man kan få talen om døden i gang. Iværksætteren bar en masse samtalekort, Frederiks Svinth, præsenterede nogle samtalekort. Jeg synes de egner sig til voksne, men ikke til børn og unge, hvis man vil arbejde med dem om døden. Se mere på https://www.snakspil.dk/
Ritualer er vigtige
Det mener 62 % af befolkningen. De synes, at ritualerne støtter dem, giver dem tryghed i en svær tid og tilbyder trøst for de efterlevende. Kvinderne mener det lidt mere end mændene.
I forhold til nyere ritualer viser undersøgelsen, at flest kender til askespredning over åbent hav, dernæst skov- og naturbegravelser, så borgerlige begravelser og bisættelser (som vores er en del af), og til sidst om det at mindes den døde på allehelgensaften. Kun 16 % af de adspurgte kender dog til humanistisk begravelse direkte adspurgt.
Efter nu 14 år med humanistiske begravelser tolker jeg dette tal sådan, at der stadig er behov for at vi fortæller befolkningen at vi findes. Alle, der ønsker en humanistisk begravelse, skal vi at vi eksisterer.
Nye tendenser
Blandt de nye tendenser viser undersøgelsen, at folk er blevet mere miljøbevidste. Befolkningen er delt i dette spørgsmål, og mange har ingen holdning endnu. Flere kvinder og flere unge har det med i deres tanker. Det kan være ønsket om biologisk nedbrydelige kister og urner eller at CO2-aftrykket bliver minimalt ved begravelsen.
I mange sammenhænge argumenteres der for, at vi lever i en mere individualiseret kultur, end tidligere. Men afspejles det i vores døds- og begravelseskultur? For flertallet er det vigtigere, at de efterladtes behov og ønsker udgør omdrejningspunktet for ritualerne. Næsten hver femte mener, at det er vigtigt, at ceremonien skaber mindst mulig opmærksomhed omkring deres egen død. Så individuelle er vi altså ikke.
Du kan læse hele undersøgelsen på www.livogdød.dk
