Det er altid godt at kende historien, hvis man vil være med til at forme den nutid, vi står midt i. På baggrund af en afhandling, jeg netop har færdiggjort om religionskritikkens udvikling i Danmark, vil jeg gennemgå nogle historiske hovedpunkter fordelt på mindre artikler. Hvis du er interesseret, kan du få hele afhandlingen tilsendt (helleallan@vip.cybercity.dk). Her følger del 11: Religionskritikken i Danmark – Apologetikken og religionskritikken
Af Allan E. Petersen
På baggrund af en afhandling, jeg netop har færdiggjort om religionskritikkens udvikling i Danmark, vil jeg i Humanistisk Samfunds nyhedsbrev i de følgende måneder gennemgå nogle historiske hovedpunkter. Hvis du er interesseret, kan du få hele afhandlingen tilsendt (helleallan@vip.cybercity.dk).
Hvordan har kirkens folk og andre, der definerer sig som kristne, herhjemme taget den kritik, der gennem tiderne er rejst mod religionen? Hvad har været trosforsvarernes, apologetikernes, argumenter?
Så sent som i 1870 fastlægges Pavens ufejlbarlighed – og så er den vel egentlig ikke længere? Den katolske kirkes overhoved kan i hvert fald ikke tage fejl! Ganske vist har han ikke overhøjhed over den danske Folkekirke, så måske er det lidt unfair at nævne Paven her. Den kristelige selvtillid er dog til at få øje på!
Globaliseringen har tydeligvis alligevel udfordret kirken, den katolske såvel som Folkekirken og alle de andre, der har måttet revidere og prioritere deres budskab i en vedvarende intern religionskritisk proces. Kristendommen er naturligt nok blevet påvirket af de samfund, den trives i. Fra at være en marginal gruppe af Jesus-tilhængere i midten af 1. århundredes Romerrige er kristendommen med 2,2 milliarder tilhængere blevet den dominerende religion i verden.
I århundreder var religionskritik ”no go”. Selvfølgelig troede man på Gud, og selvfølgelig var Bibelens historier sande! Kristendommens dogmer var stort set enerådende i Europa frem til omkring 1350. Det holdt, indtil renæssancen og oplysningstiden kom og satte mennesket i centrum samt krævede kritisk efterprøvning af det, man tidligere anså for absolutte sandheder. Darwin rystede religionen endnu engang i midten af 1800-tallet og frem.
Kritik af religionskritik
Den almindelige kristne teologiske holdning i dag synes heldigvis at være, at man skal hilse religionskritikken velkommen. Den anses for nødvendig for en sund udvikling! Men opfordringen følges også ofte af et krav om, at kritikken skal være mere velbegrundet, og at den bør interessere sig mere for kirkens synspunkter og argumenter.
”Vi er af den opfattelse, at man ikke kan få religionskritik nok. Men vi er også af den opfattelse, at en religionskritik, der savner lødighed og niveau, gør mere skade end gavn.” Det siger to af den moderne ateismes væsentligste danske kritikere, Lars Christiansen og Lars Sandbeck i deres bog ”Gudløse Hjerner – Et opgør med de nye ateister” (2009, s. 9). De efterlyser en bedre religionskritik, en mere dybdegående, konstruktiv og oplysende en af slagsen, en anden end den, de mener, de såkaldte ”nye ateister” kan præstere.
I ”Gudløse Hjerner” vender Christiansen og Sandbeck sig skarpt mod de tanker, som især Humanistisk Samfund er blevet kendt for, og som arbejderbevægelsen jo, som vi har set i en tidligere artikel, allerede lancerede fra 1915 med Foreningen mod Kirkelig Konfirmation, nemlig skabelsen af verdslige ritualer ved livets store højtider. Christiansen og Sandbeck finder ligefrem tankerne om verdslige ritualer ”åndssvage” og ”pinlige” og mener endog, at de baner vej for en nationalsocialistisk bio-politik!
I endnu en ateisme-kritisk bog ”Den Gudløse Verden. Ateisme og antireligion i en postkristen æra”, (Sandbeck 2020) sætter Sandbeck sig for nøjere at indkredse den verdensanskuelse, han mener, ny-ateisterne har. Hans bog handler om ”den ateistiske verdensanskuelse og den gudløse verden”, siger han. Her advarer han om, om, at det ikke er uden konsekvenser at afvise Guds eksistens. ”Verden er ganske enkelt en anden, hvis Gud eksisterer, end hvis Gud ikke eksisterer.” Den moderne verden er præget af en grundlæggende ateistisk kultur, mener Sandbeck. Og det er desværre en meget forenklet, reduktionistisk religionskritik, man ser i denne kultur, ifølge Sandbeck.
Lars Sandbeck introducerer i sit arbejde med færdiggørelsen af ”Den Gudløse Verden” en helt ny antropologisk felt-studieteknik, idet han i 7-8 måneder har deltaget aktivt i diskussionerne inde på Ateistisk Selskabs interne debatgruppe på Facebook. Han var nysgerrig for at finde ud af, hvem de nye danske ateister var, og hvad de tænkte. Han var imidlertid bestemt ikke imponeret over, hvad han fandt ud af, siger han, for her var et sandt ”ekkokammer” hvor ateister gik og bekræftede hinanden ganske fordomsfuldt og ukritisk. Men Sandbeck fandt dog stof og inspiration til sin bog.
I mine øjne er det uforståeligt og angribeligt, at Sandbeck ikke udsætter sin egen kreds for den samme kritik. Hvis man skal bruge ekkokammerbegrebet, er jeg overbevist om, at også Folkekirken er en form for ekkokammer, hvor medlemmerne bruger indforståede begreber som jomfrufødsler, Helligånd, Jesu Legeme, synder, det evige liv osv., uden hele tiden at bekymre sig om at forklare disse begreber – der dog må forekomme os ikke-kirke-vante noget kryptiske – for nu at sige det mildt. Når jeg selv er kommet skævt ind på Kristendommen – og religion i det hele taget – så skyldes det netop, at jeg ikke forstod den for mig at se indforståede, utidssvarende tankegang og sprogbrug, som kirkelige kredse lagde for dagen! Og som trives i bedste velgående i salmer og trosbekendelser.
Hvorfor man skal tro på Gud, og hvad Gud egentlig er, finder man først svar på i Sandbecks bog hen mod slutningen i et afsnit om apologien, altså den teologiske disciplin, der arbejder med at begrunde indholdet i den kristne tro og forklare den for offentligheden. Sandbeck siger, at Gud er: ”En ontologisk transcendent, intentionel eller ”personlig” immateriel realitet, som er væren selv bestemt som kærlighed og eksistensens grundlag (Faderen), og som åndeligt (Helligånden) er til stede overalt og til alle tider, fra evighed til evighed, og som manifesterer sig (Sønnen) i tilværelsen midt iblandt os som en frelsende begivenhed, idet Gud stræber mod kærlighedens totale sejr over alt det i tilværelsen, som er ond, kærlighedsløst og livsnedbrydende.” (Fra Lars Sandbeck: ”Den Gudløse Verden. Ateisme og antireligion i en postkristen æra” (2020, s. 86 i E-bogsudgaven)
Personligt er jeg nu forvirret på et højere plan. Jeg synes, Lars Sandbeck skylder de 70 % af danskerne, der normalt ikke kunne finde på at komme i kirken til andet end en koncert i ny og næ, og som næppe er parate til at drive hermeneutisk bibelkritik for at forstå, hvad det hele handler om, en forklaring på, hvorfor man fra kirkelig side har gjort det så nemt for religionskritikere at angribe kristendommen! Det er vel ikke så underligt, at man kan forfalde til at opfatte Gud som en alfaderlig julemand eller Bibelen som et postulat om sandheden fra ende til anden, når kirken har været så dårlig til at forklare, hvad det hele går ud på!
Det er nemt nok at påpege fejl hos de relativt få danske religionskritikere, men det kunne være forfriskende at høre flere sammenhængende kirkelige positive bud på, hvad Gud er, og hvorfor det er vigtigt at tro; bud, der kan forstås af os, der er skeptikere og måske ikke-kirkevante. Sandbeck prøver selv – prisværdigt nok! – at give sit bud på, hvad Gud er. Men jeg mener ikke, at dette bud er tilstrækkeligt forståeligt og overskueligt til at tilfredsstille alle de spørgsmål, jeg og andre skeptikere måtte have til religionen.
