Den 8/1-2025 havde Humanistisk Samfund foretræde for Kirkeudvalget. Vi havde søgt om foretræde for at fortælle om vores udfordringer ved ikke at være anerkendt på lige fod med trossamfund (uden for folkekirken). Eller rettere at den eksisterende lovgivning udvides til også at dække ikke-religiøse livssynssamfund som Humanistisk Samfund.
Udfordringerne er bl.a.:
- Manglende repræsentation i relevante råd, udvalg og høringsprocesser
- Manglende mulighed for at afholde bryllupper, der både indeholder et ceremonielt aspekt og er juridisk gyldige.
- Manglende muligheder for at organisere humanistiske samtalepartnere f.eks. på lige fod med hospitals- og feltpræster.
Vores forperson Kirstine Kærn, bestyrelsesmedlem og talsperson Thorkild Svendsen (th.) og landssekretær Troels Barkholt (tv.) gjorde deres bedste for at præsentere Humanistisk Samfunds og alle de aktive medlemmers store arbejde, det organiserede humanistiske livssyns 150 årige historie, hvordan humanistiske livssynssamfund er anerkendte bl.a. i resten af Norden og hvordan vi foreslår en lovgivning, der inkluderer livssynssamfund kan udformes (og hvordan man kan definere og afgrænse livssyn ifht. andre typer organisationer).
Vi modtog et par interesserede spørgsmål og hørte om en god oplevelse med et humanistisk konfirmationsforløb. Alt sammen på de 15 minutter et foretræde må tage.
Læs Humanistisk Samfunds notat om ligestilling af livssyn her.