Det er altid godt at kende historien, hvis man vil være med til at forme den nutid, vi står midt i. På baggrund af en afhandling, jeg netop har færdiggjort om religionskritikkens udvikling i Danmark, vil jeg gennemgå nogle historiske hovedpunkter fordelt på mindre artikler. Hvis du er interesseret, kan du få hele afhandlingen tilsendt (helleallan@vip.cybercity.dk). Her følger del 8: Den danske religionskritik i 1900-tallets første halvdel
Af Allan E. Petersen
Den danske forfatter Jeppe Aakjær (1866–1930) var i vinteren 1887-1888 elev på Askov udvidede Højskole. Under opholdet her gjorde han sig til talsmand for fritænkning og socialisme og protesterede sammen med en gruppe ligesindede mod, at moderne litteratur og Charles Darwins evolutionsteori blev ignoreret af lærerne på skolen. Da de studerende lavede deres egen studiegruppe om disse emner, kom de i åben konflikt med lærerne, som bekendtgjorde, at de elever, som ikke kunne acceptere den kristne og antimaterialistiske ånd på skolen, skulle blive væk.
Aakjærs kamp er kendetegnende for den danske religionskritik omkring århundredeskiftet og starten af 1900-tallet. Sammenligninger mellem darwinister, den sorte afrikanske befolkning og de forskellige aberacer var nogle af de mildere skældsord fra kirkens og mange gejstliges side, men både i Arbejderbevægelsen og blandt højskolefolk var der gennemgående stor interesse for Darwin og de nye videnskabelige indsigter.
Verdenskrige og gudløshed
Imellem de to verdenskrige var verden præget af voldsom polarisering, af krigsoptrapning og af den underliggende økonomiske krise, der sattes i gang med Wall Street-krakket i efteråret 1929. Fronterne tegnede sig også på religionens område meget skarpt. Ånden fra Brandes og hans meningsfæller i det moderne gennembrud lever stadig blandt venstreintellektuelle i den såkaldte kulturradikalisme, der sætter sig mange spor i kultur- og forenings-Danmark. Den danske kulturradikalismes hvilede på en blanding af Georg Brandes’ kritiske videnskabelighed og den marxistiske socialisme.
Mange mennesker må have følt sig Gudløse, for det var svært at tro på det godes sejr i en verden præget af krig, krise og alvorlige rystelser efter tidligere tiders fortrøstningsfulde Bibeltillid. Arbejderbevægelsen og forskellige socialistiske partier medvirkede yderligere til at ryste de faste samfundsstrukturer.
Den spekulative religionsfilosofi
Vilhelm Rasmussen (1869-1939) cand.mag., dansk pædagog og politiker, var en af ildsjælene bag den oplysnings- og undervisningsindsats, som Arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet stod for omkring århundredeskiftet. I perioden 1907-11 var Rasmussen leder af mellemskoleklasserne på Frederiksberg, men blev ikke fastansat pga. ateisme. Fra 1919 blev han dog rektor for Sundby Gymnasium og fra 1924 forstander for Statens Lærerhøjskole (senere Danmarks Lærerhøjskole). Blandt Rasmussens mange bøger er ”Verdslig Livsbetragtning” (1939) samt bøger om ”samfundsskolen” og menneskets udvikling.
Rasmussen stod ikke alene med sit darwinistiske syn. Anton Thomsen (1877-1915), dansk filosof og religionsforsker, var en blandt flere andre. Han gennemgår i værket ”Religion og Religionsvidenskab” (København 1915) den kristne religions historiske udvikling. Værket var stærkt kristendomskritisk og vakte en hel del opsigt og forargelse. Thomsen gør op med den form for religion, som han kalder ”Den Spekulative Religionsfilosofi”, der påstår at være ”videnskab”.
”Den spekulative Religionsfilosofi har i Virkeligheden intet med Videnskab at gøre, den har kun Skinnet deraf. Den hører hverken til i Himlen eller paa Jorden, den er en Overgangsform, en Halvhed, Religionens usalige Genfærd, der ikke kan finde sin Grav.”
Andre skikkelser bør nævnes: Forfattere som Thøger Larsen og Johannes V. Jensen. Socialisten Herbert Iversen (1890-1920) og mange af de såkaldte ”kulturradikale” fra Mellemkrigstiden: Otto Gelsted, Hans Kirk, Poul Henningsen, Hans Scherfig, Hilmar Wulff, Jørgen Jørgensen, Olaf de Hemmer Egeberg og Hartvig Frisch. Ja, endog Karen Blixen var stærkt kritisk overfor kristendommen, og skabte en livsfilosofi, en ”heroisk livsholdning”, der handlede om at leve sig selv og sit inderste ud.
Foreningen mod kirkelig konfirmation
Udtrykket ”borgerlig konfirmation” stammer fra midten af det 19. århundrede. Allerede i 1850 fremsatte folketingsmedlem Niels Møller Spandet (1788–1858) et lovforslag om trosfrihed, hvori der bl.a. opereredes med det nye begreb en “borgerlig konfirmation“. Det fremsatte lovforslag vakte dog voldsom modstand, og blev ikke vedtaget.
Egentlig organiseret borgerlig konfirmation blev igen taget op på et møde i Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning onsdag d. 10. februar 1915, indkaldt af sekretær i De samvirkende Fagforbund Peder Hedebol (1874–1959) og partifællen Sofus Mortensen.
Mødet, der samlede ca. 30 mennesker, resulterede i nedsættelse af et udvalg til dannelse af en forening til borgerlig konfirmation. Foreningen fik det kampberedte navn ”Foreningen mod Kirkelig Konfirmation”, og den første ceremoni fandt sted 11. april 1915 i Folkets Hus på Vesterbro i København, hvor 2 piger og 2 drenge blev borgerligt konfirmeret. Foreningen ændrede i 1924 navn til ”Foreningen For Borgerlig Konfirmation”. Den borgerlige konfirmation, der i mange år fandt sted i Nikolaj Kirke i København, fik hurtigt en vis udbredelse, og fra 1928 transmitteredes ceremonien endog også af Danmarks Radio, hvilket styrkede udbredelsen yderligere – især i byerne. Foreningen udgav op gennem 1930’erne den såkaldte ”Ungdomsbog”, der blev givet som gave til de verdslige konfirmander.
Konfirmationstale om undertrykkelse af ungdommen blev udsendt over Statsradiofonien
Som et eksempel på, hvordan de verdslige ritualer kunne støde og forarge, kan man nævne Sigurd Næsgaards (1883–1956) konfirmationstale til de borgerlige konfirmander i 1931. Han, der var Danmarks førende fortaler for psykoanalysen, benyttede lejligheden til at rette kraftige angreb mod de autoritative og disciplinerede institutioner, og her tænkte han især på kirke, militær og skole, der ifølge ham medvirkede til magthavernes undertrykkelse af ungdommen.
Talen blev udsendt over Statsradiofonien på selveste Palmesøndag, hvilket medvirkede til, at der virkelig blev lagt øren til. Reaktionerne var ganske mange og ganske voldsomme, og de kan i skarphed sammenlignes med de reaktioner, som kontroversielle meninger ofte mødes med på Facebook i dag. Næsgaard kom med andre ord ud i en ægte shitstorm! Her er nogle eksempler:
”De maa skamme Dem over den Tale, De holdt ved den borgerlige Konfirmation. At indpode Ungdommen Deres absurde Tanker kalder jeg en Forbrydelse. W-. J-.”
”Til min store Glæde har jeg i Dag gennem Aviserne faaet Rede paa, at der dog endnu findes en hel Del Mennesker med sund Fornuft, der tager Afstand fra Deres taabelige, uvederhæftige ”Tale” til Konfirmanderne i Søndags. Det er mig kun en Gaade, da der jo dog maa have været en Del voksne mennesker til stede ved den Lejlighed, at De ikke blev hysset ned af Talerstolen, hvad De ærligt havde fortjent. Uden den mindste Agtelse. L.P.”
”Mage til Sludder og forbandet Løgn som det du leverede i Dag til de arme Børn i Nikolai har jeg aldrig hørt. Skammer du dig dog ikke, eller er det en regulær Maasfuld du trænger til. En uærbødig Lytter.”
Et brev lød i al sin Korthed således: ”IDIOT!!!”
