Det er altid godt at kende historien, hvis man vil være med til at forme den nutid, vi står midt i. På baggrund af en afhandling, jeg netop har færdiggjort om religionskritikkens udvikling i Danmark, vil jeg gennemgå nogle historiske hovedpunkter fordelt på mindre artikler. Hvis du er interesseret, kan du få hele afhandlingen tilsendt (helleallan@vip.cybercity.dk). Her følger del 7: Det moderne gennembrud i slutningen 1800-tallet
Af Allan E. Petersen
Georg Brandes (1842-1927)
I 1871 skriver litteraturkritikeren Georg Brandes (1842 – 1927) fra Italien til sine forældre: ”Hvad man ikke gerne vedkender sig højt, det vedkender jeg mig her: Det mest levende had til kristendommen; af mit ganske hjerte skal jeg altid istemme Voltaires ”Ecrasons l`Infame”. Jeg hader kristendommen indtil marven i mine ben. Hvad Jesus selv angår, da er det en meget smuk skikkelse, en slags mandlig Jeanne d`Arc. Men kristendommen!”
Brandes’ indflydelse var enorm. Han samlede de litterære ateister og fritænkere omkring sig. Myten fra Det Gamle Testamente om Skabelsens syv dage, der i århundreder er blevet betragtet som en slags sandfærdig beretning, bliver nu eftertrykkeligt af Brandes og hans tilhængere fejet væk som historisk utroværdig.
Det værk, der fremfor noget er blevet stående som Georg Brandes’ hovedværk, er ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur”, der først blev holdt som foredrag på Københavns Universitet i 1871 og siden kom i bogform. Det hed i værket: ”Jeg anser det for en Pligt og for en Ære at hylde de Principper, til hvilke jeg bekjender mig, Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir”.
Studentersamfundet
Brandes får følgeskab af mange ligesindede. Studentersamfundet grundlægges således den 2. maj 1882 i København som en venstreorienteret udbrydergruppe af Studenterforeningen. Den første sæson i den nye forening åbnedes med et foredrag af Professor Høffding om ”Realisme i Videnskab og Tro”, og ved det påfølgende gilde var Brandes hovedtaleren. Samfundet beskæftiger sig med arbejderundervisning – en forløber for de senere aftenskoler og Folkeuniversitetet – med udgivelse af populærvidenskabelige småskrifter, med retshjælp for ubemidlede og med verdslige søndagsskoler for arbejderbørn.
Disse konfessionsløse, verdslige søndagsskoler startede tilsyneladende deres undervisning med foredrag, men de udvikler sig efterhånden til egentlige ugentlige skoler. Studentersamfundet opretter sin første søndagsskole 7. januar 1883 i Rømersgade 22 i København. De har til formål at hjælpe forældre, som ikke syntes om de udprægede pietistiske børnesammenkomster under præsternes Ledelse.
Søndagsskolerne i Studentersamfundets regi havde – efter en midlertidig nedgang – tydeligvis succes. I 1905 gik således 2000 københavnske børn i religionsfrie søndagsskoler, der, ligesom aftenundervisningen for arbejdere, havde studerende og andre som ubetalte undervisere.
Fritænkere og djævlebesværgelser
Ikke overraskende mødes den voksende fremgang for fritænkerne af gejstlige advarsler, der ind i mellem næsten har karakter af djævlebesværgelser. Præsten og teologen Otto Møller (1831 – 1915) udsender i 1881 en skarp advarsel: ”Til Forstaaelse og Bedømmelse af Nutidens Fritænkeri” hedder værket, der manende advarer:
”Hvad alle synes at have en Forudfølelse af, og hvad da ogsaa meget kolde Vindstød synes at bebude, er, at der er et Fritænkeruvejr ved at trække op over Landet. At det ligesom sidst vil komme fra sydvest er heller ikke til at tage Fejl af. At det er i Hovedstaden, det vil søge at skaffe sig Ynglested for derfra at brede sig ud over Befolkningen, er kun, hvad Fortids Erfaring lærer…”
Det er vigtigt at kende til ”fritænkeriet”, advarer Møller. Hvis man ret vidste, hvad kolera er, var man vel også i stand til at værge sig mod den og ”ligefrem udtænke Lægemidler for de Angrebne”. En del af problemet er, ifølge Møller, at der forud for ”Fritænkerepidemier” altid er gået åndelige sløvhedstilstande og dvaletider, og en sådan tid har første halvdel af 1800-tallet været. Ligesom slanger, der sover, når de fordøjer, var selv fritænkeriet så mat, at det ikke kunne rejse sig til noget udbrud, og med kristendommen var det ligeså. Biskop Mynster var desværre ikke en, der kunne vække folket. Det hjalp først, da Grundtvig kom, mener Møller.
Fritænkerforeningen
”Fritænkerforeningen af 1886” var et skud på stammen i det righoldige opblomstrende foreningsliv i disse år. Foreningen stiftedes af arbejdere som malersvenden og arbejderlyrikeren Fr. A. Hertz (1831–1925), der var fritænker og socialist, men også kunne have religiøse anfægtelser ind i mellem. Foreningen udgav bladet ”Den Frie Tanke” i årene 1878–1883. En enkelt gang indbød foreningen Brandes til at holde et foredrag.
Fritænkerne ville, ifølge redaktøren, bekæmpe ufornuft og overtro og søge at vende menneskeheden til den eneste sande religion, nemlig videnskaben. ”Videnskabens Religion er sand, fordi den er baseret paa Virkeligheden, og ikke paa noget unaturligt eller for Menneskeheden uforklarligt.”
Det bør – med henblik på muligheden for nærmere studium – nævnes, at Max Nordau (1849–1923), Robert Ingersoll (1833 – 1899) og Annie Besant (1847–1933) var nogle af de skribenter, som ”Den Frie Tanke” og efterfølgeren ”Fritænkeren” bragte fritænkeriske artikler af.
Den danske arbejderbevægelse, der vokser sig stærk i slutningen af 1800-tallet, deler mange mærkesager med Det Moderne Gennembruds mænd og er som disse stærkt religionskritiske. Historikeren og socialisten Gustav Bang (1871–1915) skrev i bogen ”Den Socialistiske Fremtidsstat” (1903), at borgerskabet dyrkede ”Klerikalisme og Royalisme og Militarisme, fordi det i Alteret, Tronen og Bajonetterne ser Bolværk imod Arbejdernes Klasserejsning.” Tonen var lige så hård fra det modsatte hold, der fx i et opråb fra Højres Arbejder- og Vælgerforening kunne betegne Socialismen som et ”Foster af Raat Begjær og vild Fantasi”
