Det er altid godt at kende historien, hvis man vil være med til at forme den nutid, vi står midt i. På baggrund af en afhandling, jeg netop har færdiggjort om religionskritikkens udvikling i Danmark, vil jeg gennemgå nogle historiske hovedpunkter fordelt på mindre artikler. Hvis du er interesseret, kan du få hele afhandlingen tilsendt (helleallan@vip.cybercity.dk). Her følger del 6: 1800-tallets danske religionskritik
Af Allan E. Petersen
Som tidligere nævnt, er det ikke nemt at være samfunds- eller religionskritiker herhjemme i første halvdel af 1800-tallet. Det vidner Jacob Jacobsen Dampes langvarige forvisning til Christiansø om. Men der blæser trods alt nye vinde i Europa. Kravet om demokrati og ytringsfrihed lyder mange steder fra, særligt i årene 1848-49, Europas revolutionsår.
Blandt danske religionskritikere i 1800-tallet finder man:
Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855)
Den danske, senere så verdensberømte, teolog og filosof, Søren Aabye Kierkegaard, var religionskritiker – om end på en ganske anden måde end Voltaire, Strauss, Feuerbach og Marx. Kierkegaard indledte et voldsomt opgør mod kirken 18. december 1854. Det gør han med en artikel i Fædrelandet: “Var Biskop Mynster et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner – er dette Sandhed?” Artiklen bliver starten på den såkaldte ”Kirkestorm” i 1855, hvor Kierkegaard rettede et voldsomt, polemiserende og injurierende angreb imod kirken og dens præsteskab. Han mente, at det at være kristen, var det stik modsatte af det, præsterne sagde på prædikestolen! Ifølge Kierkegaard var præsterne uden alvor for evangeliet og kun optaget af deres eget vellevned – i stedet for at følge Kristus.
Frederik Henrik Hennings Dreier (1827-1853)
Den tidlige socialisme stak, på en anden fløj af det politiske spektrum, hovedet frem. Frederik Henrik Hennings Dreier, dansk samfundskritiker og socialist, blev kun 25 år gammel. Men han nåede ufatteligt meget i sin korte levetid. I værket ”Folkenes Fremtid. Af en Fritænker” (1848) taler Dreier – 11 år før Darwins ”Arternes Oprindelse” – for, at dyr og mennesker har udviklet sig langsomt gennem en evolutionær proces og således er langt ældre end de 6000 år, Bibelen taler om.
Året før sin død udgav Dreier sit religionskritiske hovedværk, ”Aandetroen og den frie Tænkning” (1852), der – inspireret af den fransk-tyske filosof Holbach – modstillede religionen og den videnskabelige verdensforklaring. Dreier søger at rense Jesus, som han mener prædikede lighed og broderskab blandt mennesker. Men teologien har, sagde han, siden Jesus, udviklet sig til at have et fjendtligt forhold til ”Menneskets Frihed og til den sociale Reform”. Man behøver blot at se på de sidste års historie, mente Dreier.
Rudolf Varberg (1828-1869)
Rudolf Varberg, ven af Dreier, dansk forfatter og politiker, er erklæret ateist og skriver i 1860’erne en række avisartikler om udviklingslæren, altså Darwins teorier. Han taler her for, at videnskaben bør erstatte Bibelens forklaringer. Og han berører desuden den manglende vilje til at sætte religion under luppen. Som Jacob Jacobsen Dampe allerede var inde på i 1820, forsøger mange at lægge låg over tilløb til religiøs debat i samtiden, siger Varberg og tilføjer:
”Alarmtrommen gaar gjennem Theologernes Lejr, søvndrukne stikke nogle Hovederne ud af Paulunerne, medens Andre hastig og slet bevæbnede ile til Kamppladsen, hvor allerede de mest Aarvaagne stræbe at modsætte sig de fremstormende Angribere.”
En digters formaning til fritænkende typer
I samtiden gik Varberg nok for at være prototypen på en ”Atheist”. Digteren Frederik Paludan-Müller (1809-1876) havde således formentlig Varberg i tankerne, da Müller i 1852 publicerede sit lange digt ”Luftskipperen og Atheisten”. Digtet er en tidlig og versificeret udgave af vitsen om, at i et fly, der styrter, er der ingen ateister! Digtet handler om, at en ballon letter fra Christiansborg Slotsplads. På falderebet, umiddelbart før afgang, får skipperen et brev fra en ung pige, der skriver om sin forlovedes, ballon-assistenten og ateisten Anthon Langes, triste udvikling. Den stakkels pige betror ballonskipperen, at hun har tryglet og grædt for at få Anthon til at frygte Himlens straf, men intet hjalp! Hun gav ham endog Biskop Balles lille lærebog, men den smed Anthon blot grinende væk. Anthon er blevet uhjælpeligt kold – både overfor sin elskede, og overfor troen!
Ballonen letter, og på ballonfærden træffer man ingen Gud, mener Anthon. Men da de kommer uhyggeligt tæt på havet i et fingeret styrt, som skipperen står for, vil denne have Anthon til at bede Fadervor – hvilket Anthon selvfølgelig ikke kan. Skipperen lokker den rædselsslagne unge ateist til at kaste sit tøj over bord, så ballonen kan lette, og skipperen får nu rig lejlighed til at holde en gudelig moralprædiken. Den frygtsomme, og efterhånden modstræbende angrende, Anthon, får det gode råd, at han skal sky sine ateistiske venner og alle de falske profeter. Hvorvidt han følger rådet, står hen i det uvisse, men nu er formaningen i hvert fald givet til de fritænkende typer!
I slutningen af 1800-tallet har fritænkernes skare vokset sig stærk. Darwins tanker har for mange gjort Bibelens skabelsesberetning umulig. Vi er nået frem til det såkaldte ”moderne gennembrud”, der respektløst vil sætte alle autoriteter til diskussion.
