Det er altid godt at kende historien, hvis man vil være med til at forme den nutid, vi står midt i. På baggrund af en afhandling, jeg netop har færdiggjort om religionskritikkens udvikling i Danmark, vil jeg gennemgå nogle historiske hovedpunkter fordelt på mindre artikler. Hvis du er interesseret, kan du få hele afhandlingen tilsendt (helleallan@vip.cybercity.dk). Her følger del 5: Den danske religionskritik – Oplysningsfolk og religionskritikere.
Af Allan E. Petersen
Denne artikel dykker ned i 1700-tallets danske oplysningsfolk og religionskritiske røster. Johann Friedrich Struensee, Kong Christian d. 7.’s livlæge var – uden sammenligning – dén hjemlige religionskritiker, der i sin alt for korte levetid opnåede de mest iøjnefaldende resultater. Struensees bogsamling viste, at han var velbekendt med Oplysningstidens ideer om lighed, frihed, tolerance – og religionskritik. Struensee var fritænker og, ville mange samtidige sige, tillige en ”spotter” af religionen. 20-25 af de mange forordninger, der bliver udstedt i perioden fra september 1770 til januar 1772, hvor Struensee reelt regerede Danmark, angår religiøse eller kirkelige forhold. I 1770 indfører Struensee trykkefriheden, og det giver plads til flere kritiske røster i Danmark.
En række af de kabinetsordrer og forordninger der udstedtes, vendte sig direkte mod teologernes opfattelse af den kristne moral, hvilket naturligvis vækker samtidens – og gejstlighedens – forargelse. 6. maj 1771 ligestilles uægte børn således med ægte børn. Det bliver tilladt søskendebørn og næstsøskendebørn at gifte sig med hinanden. Det bestemmes desuden, at barnemord ikke længere skal straffes med døden. Det bliver tilmed muligt at aflevere uægteskabelige børn anonymt på Fødselsstiftelsen i København.
Woldemar Schmettau angriber lutheransk teologi
En af de kritiske røster, der stod frem efter indførelsen af trykkefriheden, var Woldemar Schmettau (1719-1785). Han var religionskritisk skribent, oplysningsmand, bogsamler, frimurer, møntsamler og militærmand, og tillige en offentlig enfant terrible. Desuden var han kendt som en libertinsk skørtejæger, der gjorde sin kone ulykkelig. Han levede med andre ord helt op til kirkens forestillinger om, hvordan ugudelige fritænkere var.
1771 udgiver Schmettau i Plön i Holsten anonymt skriftet ”Blätter, aus Liebe der Wahrheit geschrieben” (Blade, skrevet af kærlighed til sandheden), der indeholder et særdeles hårdt angreb på lutheransk teologi. Schmettau var som mange andre oplysningsfilosoffer deist*, hvilket for ham også havde en panteistisk karakter, idet han antog eksistensen af en naturguddom. Han gik ud fra, at der fandtes en ikke-kristen naturguddom, der ikke truede de troende med Helvede, men i stedet kærligt opmuntrede dem til moralsk livsførelse.
Af andre danske oplysningsfolk fra 1700-tallet kan nævnes: P. A. Heiberg, Riegels, Birckner, Malthe Conrad Bruun, Otto Horrebow, Peter Collett og Hertugen af Augustenborg. De var stort set enige i kravet om religionsfrihed og i videnskabens forrang fremfor troen, men herudover var der individuelle forskelle, som du kan undersøge nærmere ved at google på navnene.
1799: Ny trykkefrihedsordning skal stoppe samfundskritik
Da Kronprinsen, den senere Frederik d. 6. i 1784 overtager landets styrelse, er det imidlertid slut med offentligt at ytre samfundsomvæltende synspunkter. En ny Trykkefrihedsforordning i 1799 stopper i realiteten – under truslen om strenge straffe – al samfundskritik i de næste to årtier. Flere forfattere idømmes landsforvisningsstraffe. Heriblandt Malte Conrad Bruun og P.A. Heiberg.
Frederik Beck, Jacob Jacobsen Dampe og Rudolf Varberg er nogle af de få, der i første halvdel af 1800-tallet tør stille sig kritiske overfor religionen.
Dampe (1790 – 1867) var teologisk uddannet 1809. Den filosofiske doktorgrad erhverver han i 1812 på en afhandling om koranens etik. Dampe er efter sigende en god foredragsholder, og hans uddannelse giver ham – selv om han ikke er præst – ret til at prædike i kirker, såfremt den ordinerede præst giver ham lov. Han benytter bl.a. muligheden for at tale for fuld religionsfrihed og for indkaldelse af en nationalforsamling, der skulle indsætte en forfatningsmæssig regering i stedet for enevælden. En aften læser han, som en del af et foredrag, 22 teser op til forsvar for selvmord. Det opfattes af mange som en kritik af samfundsordenen og af den kristne moral.
Dampe krævede i 1820, at der skulle afholdes en folkeafstemning om en demokratisk forfatning. Det fører til, at han kommer til at tilbringe 28 år i fængsel på Kastellet, Christiansø og til sidst i Rønne. Da den nye Grundlov vedtages i 1849, bliver han endelig fri, men lever sine sidste år i glemsel og armod.
*En ”deist” er en person, der tror på, at der findes en gud, men at denne ikke griber aktivt ind i verdens gang.
