Det er altid godt at kende historien, hvis man vil være med til at forme den nutid, vi står midt i. På baggrund af en afhandling, jeg netop har færdiggjort om religionskritikkens udvikling i Danmark, vil jeg gennemgå nogle historiske hovedpunkter fordelt på mindre artikler. Hvis du er interesseret, kan du få hele afhandlingen tilsendt (helleallan@vip.cybercity.dk). Her følger del 4: Den danske religionskritik – den tidlige oplysningstid.
Af Allan E. Petersen
Danmark havde, i modsætning til andre lande, i 1660 givet kongen enevoldsmagt. Enevælden vakte forundring i udlandet; det ser man ikke mindst, da en frisindet engelsk republikansk diplomat ved navn Robert Molesworth (1656 – 1725), der havde været gesandt i Danmark, i 1694 udgav en kritisk skildring af det Danmark, han havde oplevet i 1692. Hans beretning om de forarmede og ufri forhold for det danske folk under enevælden vakte europæisk opsigt og affødte danske modindlæg, men udkom aldrig i Danmark i sin samtid.
Molesworth beskrev Danmark som et land med et grimt, pibende og jamrende sprog, et uopfindsomt sindelag, en grå middelmådighed og en elendig økonomi. Man elskede kongen, uanset ublid behandling og hårde vilkår, for der var ingen oprørsånd og ingen smædeskrifter, rettet mod regeringen. Og så bekendte alle sig til Lutherdommen og læste mest religiøse bøger – eller gik, som det vildeste, til gåsevæddeløb tirsdagen efter fastelavnssøndag.
Ateister blev kaldt ”et stort onde”
Den danske oplysningstid var – trods den påståede grå middelmådighed – ikke desto mindre på vej, påvirket af strømninger fra Frankrig, England, Holland og Tyskland. Tonen i samtiden var dog hård overfor de få fritænkere og ateister, der vovede at stikke næsen eller penneskaftet frem. Den danske Biskop Jacob Jensen Bircherod (1624 – 1688) skrev i 1660 advarende om de forskellige slags ateister og kaldte dem for et ”stort onde.” Mange var det dog næppe, og den danske oplysning forblev relativt blodfattig, sammenlignet med udlandet.
En af de få oprørske var sønderjyde, men han er også blevet kaldt ”den første tyske ateist”, ja, endog den første ”åbent ateistiske europæiske skribent i moderne tid”. Navnet var Mattias Knutzen (1646 – d. efter 1674), og han var forfatter til tre ateistiske pamfletter fra 1674. Heri benægter han tanken om Gud og andre overnaturlige væsener, selveste Djævelen inklusive. Desuden pegede han på inkonsistensen og de mange absurditeter og selvmodsigelser i Bibelen og sammenlignede dem med, hvad samtidige kristne forfattere havde kritiseret Koranen for.
På samme tid som Knutzen, der var så lærd, at han beherskede latin, finder vi en mand af folket, nemlig ateisten Anders Karl, der var smed i Højreby på Lolland. Den dristige smed samlede bønderne i Højreby, ”tagende Bibelen med sig for at drive spot dermed”, som det hed i samtidige beretninger.
Anders Karl benægter treenigheden, altså Gud, sønnen og Helligånden, ligesom han ikke tror på, at Jesus var Guds søn. Desuden hævdede han, at menneskets sjæl ikke er udødelig. På trods af præsternes formaninger angrer Anders Karl ikke, og han dør, før man kan gøre andet end at fængsle ham.
Danmarks store oplysningsmand, Ludvig Holberg (1684 – 1754) bevæger sig uhyre forsigtigt i forhold til censuren, men er tydeligvis af den – tidstypiske, men ikke ufarlige – opfattelse, at det var lige så rimeligt at bruge fornuften som grundlag for at finde ud af, hvad det rigtige var, som det var at slå op i Bibelen.
Straffene var hårde og kontante for kætterske tanker og gerninger. Danske Lov (1683) påbød dødsstraf (tab af ære, liv og gods), landsforvisning på livstid eller på åremål, eller strafarbejde i jern på livstid. I mildere tilfælde kunne tab af ære (offentlig agtelse) komme på tale, ligesom forbedringshusarbejde og fængsel på vand og brød, eller bøder.
Ytringsfrihed sætter gang i religionskritikken
Med den tyske livlæge Johann Friedrich Struensees (1737 – 1772) magtovertagelse kommer der for alvor gang i kritikken. I 1770 indførte Danmark-Norge således verdens første og ubetingede ytringsfrihed. Det første religionskritiske skrift, der så dagens lys efter indførelsen af Struensees nye lov, var forfattet af den norske skribent og præst Jacob Christian Bie (1738- 1804), der skrev under navnet Philopatreias. Bie var kendt som en ”enfant terrible” og havde – også før trykkefriheden – været på kollisionskurs i forhold til kirken. Han var positivt indstillet overfor religionsfrihed og havde om den jødiske synagoge i København bl.a. skrevet: ”Nu have Jøderne sin Synagoge bygget/ og den indviet er som den bør/ En klog Regering ser hver Undersaatt betrygget/ Og spør ey hvad han troer, men ikkun hvad han giør”. Ikke nok med det! I Hvidovre Kirke havde Bie, 6. juli 1769, sluttet med en forbøn for flere kendte københavnske prostituerede. Bie ender sine dage med en forvisning til Trankebar i Indien.
På denne tid kan man tale om, at et helt ungdomsoprør mod forældede tanker og skikke var i gang. Mange havde læst de franske oplysningsfilosoffer og kommunikerede nu ivrigt med hinanden. En af dem var Andreas Christian Hviid (1749 – 1788), en dansk filolog og teolog. Hviid valgte ganske vist teologi som sit fag, men havde tidligt læst Rousseaus ”Den Savojiske Præsts Trosbekendelse” (1762) og var blevet overbevist oplysningstilhænger. Den savojiske præst mener, at man bør finde levereglerne dybt i sit hjerte og ikke i religionen.
Hviids religionskritik udtrykkes tydeligt i hans indtryk fra Universitetet i Göttingen, hvor han studerer. Han sammenligner, i sin dagbog, der udkommer 1787, det tyske universitet med universiteter i København og Sverige; universiteter, der driver en mangelfuld, historieløs og dogmatisk teologisk undervisning, efter Hviids mening:
”Hvad andet end monstreuse Prækener maae dette avle af sig, taabelige Catechismer, daarlig Formaning mod Kjætterier, utidig Iver mod Tolerance, Had mod alle nye Forslag; Religionens Forms forbedring betreffende. Skrig om Guds Ords Foragt, naar hans egen Ukyndighed ikke indseer Grunden til bedre og rigtigere Forklaringer. Heraf de usle Sætninger:
At Regenten er sat af Gud.
At Menneskene ikke due det allermindste.
At vor Fornuft er af slet ingen Værdie.
At de, som tænke anderledes end vi i Religionen, bør skyes, og hades, som Gud ubehagelige, uagtet de kunne være de beste Fædre, Mænd, Venner og Borgere.
At Spil, Comoedier, Dands ere syndige Fornøielser.
At Mennesket ikke paa nogen Maade kan bidrage noget til sin moralske Forbedring.
At hele Søndagen skal opofres ene og alene til Bøn og Andagsts-Øvelser.
At de 10 Bud forbinde alle Mennesker.
At præsterne kan udslette Synderne eller lade dem staae; og andre saadanne daarlige Sætninger.”
Hviids 9 sætninger sammenfatter programmatisk, hvad oplysningsfolkene kæmpede imod.
