Det er altid godt at kende historien, hvis man vil være med til at forme den nutid, vi står midt i. På baggrund af en afhandling, jeg netop har færdiggjort om religionskritikkens udvikling i Danmark, vil jeg gennemgå nogle historiske hovedpunkter fordelt på mindre artikler. Hvis du er interesseret, kan du få hele afhandlingen tilsendt (helleallan@vip.cybercity.dk). Her følger del 2: Den europæiske religionskritik.
Af Allan E. Petersen
Religionskritik kan grundlæggende defineres som diskussion og kritik af religiøse forestillingers sandhedsværdi. Kritikerne er med årene blevet flere og flere, og de har kunnet bygge på en lang tradition, der i Europa blandt andet har haft fremgang med humanismen i 1400- og 1500-tallet. Her vandt troen på menneskets muligheder samt det heliocentriske (sol-centrerede) verdensbillede langsomt – og under stor modstand – indpas. Med Oplysningstiden i 1700-tallet og med Darwin fra 1859 og frem antastes forestillingen om Gud som altings skaber for alvor, og en egentlig europæisk fritænkerbevægelse ser dagens lys.
Efter 2001 er der sket en skærpelse i tonen mellem de såkaldte ”ny-ateister” (Richard Dawkins m.fl.) og apologeterne, forsvarerne af den kristne tro. Begge parter er ofte hurtigt gensidigt ude med beskyldninger om, at det er ”de andre”, der er skyld i de skarpe ord og skaber misinformationer og fordomme.
Den amerikanske religionsforsker Phil Zuckermann (2008) har prøvet at opgøre, hvor mange ateister, agnostikere* og ikke-troende, der egentlig findes i verden i dag. Han når frem til, at i en verden med næsten 8 milliarder mennesker er der et sted mellem 500 millioner og 750 millioner. Det er faktisk omtrent 58 gange så mange, som der er mormoner, 41 gange så mange, som der er jøder, 35 gange så mange, som der er sikher og dobbelt så mange, som der er buddhister.
Fritænkere, ateister og gudsfornægtere kendes fra gammel tid. Ikke alle borgere indordner sig lydigt under de herskende normer og tanker. Allerede det apokryfe skrift**, ”Salomos Visdom”, fra det første århundrede før vor tidsregning, retter et voldsomt angreb på datidens fritænkere. De beskyldes for kun at være optaget af at nyde det jordiske liv, og derfor er de nytteløse, tåbelige og onde – og dermed naturligvis hjemfaldne til straf på Dommens Dag! Stereotypien om den typiske fritænker har holdt sig gennem århundreder!
Hvis vi går endnu længere tilbage, ser vi, at den gamle græker – og fritænker – Xenofanes (570 – 475 f.Kr.) kritiserede menneskene for at fremstille guderne i deres eget billede.
Den britiske munk, Pelagius (354 – 420/440) repræsenterede en holdning, der stod for en meget vigtig og meget diametral modsætning til den sejrende kristentro. Pelagius mente, at mennesket grundlæggende var godt og derfor – gennem gode gerninger – kunne gøre sig fortjent til frelsen. I striden med den sejrende kirkefader, Augustin (354 – 430), der hævdede, at mennesket var ødelagt af synd, blev Pelagius desværre den lille og blev anklaget for kætteri. Hans nederlag har påvirket den herskende vestlige ideverden gennem tiderne.
Voltaire (1694 – 1778) var nok den vigtigste europæiske oplysningsskikkelse. For sine modstandere – og dem var der mange af – var han indbegrebet af gudløshed, samfundsopløsning og liderlighed. Det var Voltaire, der udgav den frafaldne franske præst Jean Mesliers (1664 – 1729) såkaldte ”Testamente”, et med gåsefjer nedskrevet manuskript, der på 300 sider karakteriserede gudstjenester og andagter som vildfarelse og bedrag. Mesliers skrift kunne naturligvis ikke udkomme offentligt i et samfund, hvor kætterbrændinger og tungeudrivninger betragtedes som rimelige straffe for afvigere, men cirkulerede – ligesom andre lignende såkaldte ”clandestine” skrifter – illegalt.
Det var forbundet med stor fare for liv og helbred at være fritænker, eller blot at være lidt uærbødig overfor religionen. I 1766 undlod den unge junker af La Barre i den lille franske by Abbeville således at tage sin hat af, da han passerede en religiøs procession. Man sagde også om ham, at han ved samme lejlighed havde sunget ugudelige sange. Dommerne i Abbeville bestemte derfor, at man skulle udrive hans tunge, at man skulle hugge hånden af ham, og at man skulle brænde hans legeme over en sagte ild. I 1907 rejste man, som et lille plaster på såret, et monument for La Barre i Abbeville.
Den Franske Revolution 1789 forsøgte gennem flere år at erstatte Gudsdyrkelse med dyrkelse af Fornuften. Forsøgene faldt ikke ubetinget heldigt ud, men Menneskerettighederne, som vi også kender fra USA’s fødsel, er blevet stående som en vigtig landvinding og et barn af revolutionen.
Med den britiske forsker Charles Darwin (1809 – 1882), der i 1859 udgav ”Arternes Oprindelse”, er en ny revolution skudt i gang. Med Darwin benægtes det guddommelige design af verden. Arterne har, ifølge ham, udviklet sig langsomt i tidens løb og har tilpasset sig deres skiftende miljøer. Det danske Darwin-arkiv har samlet en righoldig dokumentation, der viser, hvordan Darwins tanker er blevet modtaget i Danmark.
Også den tyske historisk-kritiske Bibellæsning, der er startet ved tyske universiteter omkring år 1800 og fordrer, at Bibelen læses kritisk og ikke umiddelbart tages som Guds ord, ryster datidens verdensbillede. Nu kan den chokerede læser se, at Kong David ikke var forfatter til Davids Salmer, og at de bibelske mirakler ikke var meget andet end litterære symboler. Hermann Samuel Reimarus (1694 – 1768) var her den store pioner.
1900-tallets store verdenskrige ryster endnu en gang troen på Guds godhed. Som altid hævder de krigsførende parter, at Gud er på netop deres side. Efter Anden Verdenskrig forsøger mange midt i ruinerne og de bristede illusioner at finde nye veje til en fredelig verdensforståelse. Ateismen bliver stueren i dette forsøg, ligesom forsøgene på at hente inspiration i fremmede religioner og filosofier, og gerne blande sin egen cocktail. Ernst Bloch søger håbet, og John Lennon skriver ”Imagine” om en verden uden grænser og religion.
Den danske religionskritik, som vil blive beskrevet i den næste artikel, udmærker sig sjældent ved stor originalitet i forhold til den europæiske tradition, men visse skikkelser og bevægelser skiller sig dog ud.
*En agnostiker er en person, der mener, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at opnå sikker viden om virkelighedens inderste væsen, herunder især spørgsmålet om Guds eksistens.
**De apokryfe skrifter er skrifter, der af religiøse autoriteter ikke regnes for at være guddommeligt inspirerede og derfor ikke er med i Bibelen
