For tredje år i træk lavede vi et samarbejde med en af de nye skovbegravelsespladser i landet. Det har tidligere være skovbegravelsen på Ledreborg ved Lejre og Selsø i Hornsherred. I år blev det så den nyåbnede skovbegravelse i Valdemarskilde Skov ved Slagelse.
Der er et vist overlap af folk, der ønsker humanistisk begravelse og folk, der ønsker urnen nedsat i skoven. Nogle af begrundelserne kan være, at ingen skovbegravelsespladser i Danmark er indviet jord, der er ingen symboler til stede og gravstedet skal ikke passes. Desuden er begge fænomener nye i dansk begravelseskultur, så de der søger nyt finder måske begge dele.
Overdækket ly kan bruges ved ceremonier
I slutningen af oktober havde vi et åbent arrangement på Valdemarskilde Skovbegravelse sammen med dem, som en del af bidraget til dette års temauge ”Vi taler om døden”.
Skoven ved Valdemarskilde består af bøgetræer, der er over 150 år gamle. Desuden er her nogle gevaldige egetræer, der er endnu ældre, så der er stor afstand mellem træerne. Skoven er en del af Valdemarskilde Skovdistrikt, og oplandet er den sydvestlige del af Sjælland.
Det havde regnet kraftigt hele dagen, da vi gennemførte arrangementet. Men der kom endelig et ophold i vejret og lidt sol, da vi begyndte. Det anderledes ved denne skovgravplads i forhold til de tidligere, er at her er der et overdækket ly, hvor man kan lave en ceremoni. Et tidligere vildtfoderhus fra tiden, hvor her var dyrehave, er fredet og der er bænkerækker sat ind (se foto). Her kan godt være 20-25 mennesker, hvis det regner, og man kan bruge lyet som samlingspunkt ved en ceremoni.
12-14 personer kom og hørte om humanistisk begravelse og om den nye skovbegravelsesplads i deres lokalområde. Spørgelysten var stor. Sådan fortæller vi folk uden for Humanistisk Samfund om vores ikke-religiøse begravelser.
Foruden besøget på skovbegravelsespladsen blev der også holdt en ‘Vi taler om døden’-aktivitet ved Nytorv/Gammel Torv i København, hvor forbipasserende kunne tale med om døden og dele deres tanker. Denne aktivitet var dog hårdt ramt af regnvejr og måtte stoppe tidligere end planlagt.