Foto: Joshua Andrew Gross
For godt to måneder siden fremlagde regeringen et lovforslag, der skulle gøre op med koranafbrændinger. På baggrund af en række høringssvar har regeringen i dag fremlagt lovforslaget med nye ændringer, som kan ses her.
En af ændringerne er blandt andet, at forslaget indskrænkes til at omfatte “utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning”. I regeringens oprindelige forslag stod der, at loven skulle gælde “genstande med væsentlig religiøs betydning”.
Justeringerne af lovforslaget ændrer dog ikke på det grundlæggende problem, at lovforslaget forfordeler religioner.
Forperson i Humanistisk Samfund, Kirstine Kærn, udtaler:
”Det er min holdning, at det grundlæggende er forkert at brænde koraner af for at nedværdige den islamiske religion og skabe frygt. Jeg mener dog også, at en genindførelse af nye blasfemiparagraffer sender et helt forkert signal til verden om, at Danmark synes, det er retfærdigt at straffe for fornærmelser imod guder. I Humanistisk Samfund mener vi fortsat, at det vigtigste er at beskytte mennesker og deres rettigheder fremfor at genindføre nye blasfemiparagraffer med særhensyn til religioner og trossamfund.”
Bliver lovforslaget vedtaget, vil Danmark igen være del af en gruppe af lande, som fastholder, at man ikke må spotte hellige skrifter, som består af fx Saudi Arabien, Yemen, Iran, Afghanistan, Pakistan, Rusland og Indonesien. Det er lande, hvor blasfemilove bruges mod minoriteter og mod politiske og religiøse dissidenter. Det er love, der med religiøse argumenter krænker mindretal i landenes befolkninger.
På baggrund af det oprindelige lovforslag offentliggjorde de nordiske humanistorganisationer i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island en fælles nordisk erklæring mod en dansk blasfemilov, hvori der bl.a. står:
”Som humanister tager vi stor afstand fra genindføringen af blasfemilove i vores lande. Det finske blasfemiforbud bør også fjernes. Vi forventer, at politikerne finder andre måder at håndtere det på, når ytringer krydser grænserne til trusler, hadtale og andre legitime begrænsninger på ytringsfriheden. At give særskilt beskyttelse til religiøse genstande eller ideer er derimod ikke en god løsning.”
Læs den fulde fælles erklæring her.