Fortsat flere unge vælger en humanistisk konfirmation, som er et ikke-religiøst alternativ til den kristne konfirmation. Over 600 unge har tilmeldt sig et humanistisk konfirmationsforløb i 2024. Af dem har 13 valgt det humanistiske konfirmationsforløb i Aalborg. Hvilke tanker, ligger der bag et sådant valg? Det vil kommende konfirmand Amalie Elisa Haastrup Grøne svare på.
Af Maya Bindesbøl Hindsberg. Opdateret januar 2024.
Den humanistiske konfirmation har til formål at markere en af livets store overgange på en måde, som styrker de unges evner til at tage ansvar, tænke selvstændigt og kritisk, vise omtanke, og at have og udvise respekt for andre mennesker, deres forskelligheder og deres livssyn. Der er intet religiøst indhold i hverken undervisning eller ceremoni.
Amalie Elisa Haastrup Grøne er en af de unge, der har taget et valg, om ”at gøre noget andet end bare det, alle andre gør”, fortæller Amalie og fortsætter: ”Havde jeg bare valgt at blive nonfirmeret, føler jeg ikke, at man rigtig gør noget for at træde ind i de voksnes rækker, så er det bare at holde en fest og få nogle gaver. Jeg ville gerne noget mere end det.”
”Jeg vil gerne markere, at jeg skal konfirmeres, men uden at det skal være religiøst. Jeg tror, det bliver sjovt at møde andre mennesker og prøve at være sammen en hel weekend”
Amalie Elisa Haastrup Grøne, kommende humanistisk konfirmand
For Amalie var den aktive stillingtagen til sin konfirmation et vigtigt aspekt. Det var vigtigt for hende at gøre noget for at markere overgangen, samtidig med at det også var vigtigt, at det ikke var religiøst.
Det var dog ikke de eneste ting, der gjorde, at Amalie landede på at blive humanistisk konfirmeret.Også det sociale og det lærerige i konfirmationstilbuddet var en stor faktor for Amalies valg.
”Jeg tror, jeg kan lære noget ved at deltage i humanistisk konfirmation. Jeg vil gerne markere, at jeg skal konfirmeres, men uden at det skal være religiøst. Jeg tror, det bliver sjovt at møde andre mennesker og prøve at være sammen en hel weekend,” fortæller Amalie.
I 2010 blev 11 unge humanistisk konfirmeret i Danmark. Det tal er sidenhen steget. I 2023 blev 565 unge konfirmeret rundt om i landet, og som det ser ud nu, stiger antallet igen i 2024. På nuværende tidspunkt har 615 unge nemlig valgt, at de vil markere overgangen fra barn til ung med en humanistisk konfirmationsceremoni til foråret.