Årets landsmøde i Aarhus bød på kampvalg til posten som forperson. Kirstine Kærn løb med sejren, da hun med et flertal af stemmerne blev valgt som ny forperson i Humanistisk Samfund. Kirstine Kærn vil styrke foreningens politiske arbejde og fortsætte med at øge foreningens synlighed.
Af Stina Høiberg-Højerup, kommunikations- og pressemedarbejder
På landsmødet den 18. marts blev Kirstine Kærn valgt til ny forperson i Humanistisk Samfund. Hun overtager rollen som forperson efter Lone Ree Milkær, der på forhånd havde meddelt, at hun ikke ville genopstille ved dette valg efter 8 år på posten.
Kirstine Kærn har været en del af foreningens hovedbestyrelse i 7 år som næstforperson – den post overtages nu af Christoffer Munch Paulsen, som var modkandidat til rollen som forperson.
”Det er jo skønt at få den tillid, men det er også lidt overvældende, fordi jeg skal jo overtage efter Lone, som virkelig har gjort et godt arbejde de sidste 8 år. Så det er jo en stor opgave, men også spændende,” lyder det fra den nyvalgte forperson.
Hvad ser du frem til i arbejdet som forperson?
”Det, jeg ser frem til, er måske at komme lidt mere i vælten. Som næstforperson har jeg jo ”gemt” mig lidt bag Lone, der har været den fremtrædende i sin rolle som forperson,” fortæller Kirstine Kærn og fortsætter:
”Nu skal jeg selv gå forrest og sætte retningen for Humanistisk Samfund, og det glæder jeg mig til, selvom vi jo alle sammen har været enige om retningen, men det er alligevel en lidt anden position,” fortæller Kirstine Kærn.
Vi skal have mere vægt på vores synlighed og vores politiske arbejde – især at få anerkendt vores bryllupsceremonier ved at Humanistisk Samfund får vielsesbemyndigelse,”
Kirstine Kærn, forperson i Humanistisk Samfund
Kursen er sat mod øget synlighed og politisk arbejde
”Medlemsundersøgelsen sidste år viste, at rigtig mange har meldt sig ind på grund af ceremonierne, men også det politiske arbejde. Så vi skal have mere vægt på vores synlighed og vores politiske arbejde – især at få anerkendt vores bryllupsceremonier ved at Humanistisk Samfund får vielsesbemyndigelse,” fortæller Kirstine Kærn og tilføjer samtidig, at det ikke bliver nemt.
Til spørgsmålet om, hvad Kirstine Kærn ser som sin største opgave som forperson, svarer hun:
”Det er nok stadig at holde den der balance på en organisation i vækst. Det er meget vigtigt, synes jeg. Og samtidig har jeg et stort ønske om, at vi skal have skubbet gang i det politiske arbejde for at skabe nogle forandringer. Det har virkelig har været svært, men det, tror jeg, er de vigtigste ting.”
Vil du fortsat være aktiv på de områder, du indtil nu har været en del af?
”Ja, i høj grad. Det har været det politiske arbejde, og så har det været det internationale arbejde, jeg har beskæftiget mig med, og det ser jeg gå helt fint i spænd med forpersonsrollen. Så det fortsætter jeg med,” afslutter Kirstine Kærn.