Humanistisk Samfund skal på sit landsmøde i marts vælge ny forperson efter Lone Ree Milkær. Foreløbig har to kandidater meldt sig, og det betyder kampvalg på landsmødet. ”Humanisten” har bedt de to kandidater svare på en række spørgsmål om, hvad de vil og kan på posten som forperson.
Af Finn Danielsen
Kirstine Kærn
52 år, Head of Operations i SKG Services Europe, cand.mag. i filmvidenskab, næstforperson i Humanistisk Samfund.
Christoffer Munch Paulsen
31 år, journalist, uddannet cand.comm. i journalistik og politik, medlem af bestyrelsen i Humanistisk Samfund og redaktør for Humanisten.
Hvorfor har du valgt at opstille til posten som forperson i Humanistisk Samfund?
Kirstine Kærn: Jeg vil gerne lede foreningens fortsatte vækst og succes. De syv år, jeg har været aktiv, har været en utrolig rejse for HS – fra en lille relativt ukendt forening til en professionel organisation, der tages seriøst i den offentlige debat. Lone, vores nuværende forperson, har gjort det fantastisk, og vi har været et godt team. Det bliver svært at komme efter hende, men jeg er klar til at sætte mit eget præg på rollen. Der er stadig meget at gøre.
Christoffer Munch Paulsen: Jeg stiller op, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg er overbevist om, at Humanistisk Samfund har et enormt potentiale og en vigtig rolle i fremtidens Danmark. Foreningens stemme og relevans er vokset, og vi skal turde gøre opmærksom på os selv, hvor det er relevant i forhold til vores humanistiske værdier. Vi skal skabe debat og sætte os selv på landkortet, og jeg vil som forperson gennem min forståelse af medielandskabet kunne gøre det effektivt.
Hvad betragter du som dine vigtigste personlige kompetencer som leder?
Kirstine Kærn: Jeg har ledelseserfaring fra mit arbejde, hvor jeg er god til at være sparringspartner og finde løsninger sammen med andre. Men jeg kan også sige nej. Det lyder mærkeligt, men mine medarbejdere sætter stor pris på den egenskab, når jeg skærmer dem for urimelige krav udefra, for eksempel for kunder, der kræver, at de er til rådighed med kort varsel i ubegrænset tid.
Christoffer Munch Paulsen: I de sidste fire år har jeg mødt en masse fantastiske mennesker og ihærdige ildsjæle på tværs af foreningen, der har givet mig en forståelse for humanismens facetter. På baggrund af den forståelse – og i samarbejde med medlemmerne og bestyrelsen – vil jeg kunne bidrage dér, hvor min styrke ligger: I vinklingen af de humanistiske værdier i den offentlige samtale med medier, politikere og relevante organisationer.
Hvilke aktivitetsområder i Humanistisk Samfund har du mest erfaring med og indsigt i?
Kirstine Kærn: Jeg har været med i det politiske lobbyarbejde. Jeg har været ansvarlig for vores deltagelse i Folkemødet og været med til at etablere den årlige ceremoni til Folketingets åbning. Jeg har også været med til at lægge planerne for udvikling af HS til en professionel organisation. Jeg har endvidere været aktiv i det internationale arbejde – både i forhold til Humanists International og det nordiske samarbejde.
Christoffer Munch Paulsen: Min erfaring i foreningen består primært i den interne og eksterne kommunikation. Jeg har været ansvarlig for nyhedsbreve, medlemsbladet og sociale medier – særligt før vi fik en dygtig kommunikationsmedarbejder. Jeg har bidraget til debatindlæg, kampagner og haft møder med andre humanistiske organisationer om, hvordan man bedst kan formidle humanismen.
Hvad ser du som humanismens vigtigste budskab(er) i dagens Danmark?
Kirstine Kærn: Alle skal have lov til at forme deres eget liv i frihed, så længe det ikke skader andre. Demokrati, retssamfund og menneskerettigheder er grundlæggende værdier, der ikke må sættes over styr. De er desværre under massivt pres ikke kun i verden omkring os, men også i Danmark. Vi skal insistere på den demokratiske samtale, der bygger på kritisk tænkning og videnskabelig metode.
Christoffer Munch Paulsen: Humanismen kan bidrage til flere dele af samfundet. Centralt står menneskets ret og værdighed, frihed til selvbestemmelse, ligestilling af livssyn og et eksistentielt fællesskab. Det handler om frit at vælge sin egen vej i livet, og at hjælpe til, at naboen kan det samme. Vi skal ikke mene noget om alt til alle tider, men med omhu vælge de emner, vi sammen synes er vigtige, og gå til dem med de nuancer, de fortjener.
Hvordan mener du, at Humanistisk Samfund bedst kan sikre fortsat vækst i medlemstal og ceremonier?
Kirstine Kærn: Vi skal øge kendskabet til Humanistisk Samfund. Vi skal sætte dagsordenen i den offentlige debat, og vi skal turde mene mere om emner, som vi tidligere har holdt os fra, for eksempel aktiv dødshjælp. Vi skal sikre den fortsatte høje kvalitet af vores ceremonier, ellers er der ingen som ønsker dem. Men vores organisation skal også kunne holde til succesen. Uden frivillige har vi ikke en chance for at imødekomme behovet for ceremonier. Derfor skal det være sjovt og givende at være frivillig i HS.
Christoffer Munch Paulsen: Flere skal kende til, at Humanistisk Samfund er en forening, der taler deres sag. Ceremonierne er en hjørnesten i foreningen, fordi de gør humanismen håndgribelig for folk. Ser vi mod Norge og Human-Etisk Forbund, der både er ældre og mange gange større end os, er det stadigvæk konfirmationerne, der fungerer som foreningens fundament. Ceremonierne fungerer som den bedste reklame, vi kan forestille os, så de skal kunne vokse under de bedst tænkelige betingelser.