Mette Fløjborg har længe ønsket at fejre livets milepæle uden højere magters bistand. Nu skal sønnen konfirmeres humanistisk, og hun får selv medansvar for både kurser og ceremoni.
Af Finn Danielsen, journalist
”Jeg har mange gange ved bryllupper, barnedåb og konfirmationer tænkt, at det er vigtigt og smukt, at vi højtideligt hylder milepælene i vores liv. Men også, at det er rigtigt besværligt, at det altid involverer de højere magter på eller anden måde,” fortæller Mette Fløjborg, som dog først fik kendskab til Humanistisk Samfund, da hendes ældste søn ikke ville konfirmeres kirkeligt og havde snakket med kammeraterne om alternativer.
”Det var ret vildt at finde ud af, at HS fandtes, og at deres ceremonier er udviklet gennem længere tid og kører sideløbende med kirkens,” siger Mette Fløjborg, og tilføjer, at sønnen skal konfirmeres humanistisk i maj måned, mens hans mor har meldt sig som frivillig og sammen med sin gruppe fået ansvar for kursusforløb og ceremoni for 40 konfirmander fordelt på to hold.
Mette Fløjborg er 45 år og uddannet kandidat i pædagogisk psykologi. Hun har haft et langt arbejdsliv inden for det psykiatriske område, hvor hun blandt andet har arbejdet med selvmordsforebyggelse, spiseforstyrrelser og selvskade. Hun har netop fået nyt arbejde som klinikchef i Dignity – Dansk Institut mod tortur.
”Som skoleleder har jeg holdt ’sidste skoledags’-taler og i mit nye job sågar holdt tale på engelsk. Så det at stille sig op ved en konfirmation er jo piece of cake,” siger Mette Fløjborg om sin kommende rolle som celebrant og røber med et lille grin, at det er det nok alligevel ikke. Men pladsen i midten med alles blikke på sig er altså ikke uvant for hende, og hun føler, at det nok skal gå.
Mette Fløjborg mener, at konfirmationsforløbet først og fremmest handler om, at de unge mennesker skal føle sig mødt og talt til. Det skal dreje om det identitetsprojekt, de er på igennem og som skal hjælpe dem med at finde deres egen retning, karakter og værdier.
”På den måde betyder milepælen ved konfirmationen det samme for unge i dag, som den altid har gjort. Jeg kan se på min søn, hvordan han i flere år har været ’under ombygning’ for finde det, der er ham. Men lige så vigtigt, som at unge mennesker forholder sig til sig selv og deres udvikling, er det, at de også kikker op og ud. Så de opdager, at de er også er en del af noget større: samfundet, fællesskaber, sociale grupper. Jeg tror, at vi ad den vej får nogle bedre trivselsstatistikker blandt de unge,” siger hun.
Kritisk tænkning vigtigere end før
’Kritisk tænkning’ er et særligt vigtigt emne i dag for de unge, mener Mette Fløjborg. Da hun selv var i konfirmationsalderen, flød man mere med og fulgte de givne rammer. Hun mindes billedet af sit eget konfirmationshold, hvor hele hendes klasse var med, og mener, at hendes søn har et helt andet udgangspunkt og flere valgmuligheder.
”De unge får nyheder alle mulige steder fra, hele tiden og på en helt anden måde, end man tidligere har været vant til. Især fra sociale medier og en kritisk vinkel på de input bliver sindssyg vigtig, for at de selv kan bane vejen til, hvem de gerne vil være. Men de mange valgmuligheder uden faste rammer kan også tage pusten fra nogle unge. Valgene falder tilbage på dem selv, og der ligger meget ansvar i at skulle vælge hele tiden.”
For Mette Fløjborg har indgangen til Humanistisk Samfund været sønnens konfirmation, og hun tør ikke på nuværende tidspunkt spå om, hvorvidt andre ceremonier også kan fange hendes interesse.
”Nu skal jeg have min ilddåb med konfirmationerne. Jeg er fuld af forhåbning og glæder mig til det forløb, jeg skal igennem sammen med min gruppe. Jeg har lært nogle skønne mennesker at kende, så det giver også noget på voksensiden for os, der skal af sted med de unge mennesker,” siger hun.
Vil du være den næste humanist, læserne møder?
I Humanistens portrætserie ”Mød humanisterne” vil vi gerne præsentere en bred vifte af HS-medlemmer: Nye og gamle, aktive og passive, unge og ældre, der gør sig tanker humanismens betydning for dem selv og andre og har holdninger til Humanistisk Samfunds arbejde. Kontakt gerne journalist Finn Danielsen på finyda@outlook.dk, hvis du kunne tænke dig at medvirke i serien.