Inspireret af temaugen ‘Vi taler om døden’ har vi snakket om tilgangen til livet og døden samt tiden efter et tab med Mathilde, hvis søster blev humanistisk begravet. Vi har også talt med vores ceremonileder Ole Morten Nygård for at få hans perspektiv på, hvordan de humanistiske begravelser bliver afholdt, og hvilke tanker man som ceremonileder gør sig for at skabe trygge rammer for de pårørende til at sige deres sidste farvel. Livet og døden er ikke nogen fast form, som kan konkluderes på én gang for alle, men for mange er det vigtigt at tale om døden og ikke mindst den sorg, der følger med.
Af Gunilla Zitawi-Koch, kommunikationspraktikant
Den optimistiske og ukuelige blå anemone
Ceremonilederen tænder det store stearinlys og byder velkommen. Det er ikke til at tage fejl af, at den humanistiske begravelsesceremoni for Mathildes storesøster Louise er startet. Mathilde synes allerede, at det er en fin ceremoni, og hun har det godt med, at ceremonilederen har ansvaret for Louises begravelse. Det føles betryggende og gør, at hun, sammen med sin mor, kan lade tårerne få frit løb. Det har de givet sig selv lov til. Det er lige præcis det, der er meningen med denne ceremoni. Selvom gæsterne er en blandet gruppe, hvor nogle ikke helt forstår, hvor “ham med præstekraven” er, så oplever Mathilde, at stemningen er god, rummelig og andægtig. Nu lægger ceremonilederen an til, at de skal synge Den blå anemone, som de valgte, fordi søsteren er født på Lolland.
den skrøbelige blå anemone står ukuelig og sikker, på trods af alverdens modgang.
Mathilde synger med, så godt hun kan gennem tårerne, og tænker på, hvor veludført ceremonilederen har tilrettelagt det. Mens tårerne triller, lægger Mathilde pludselig mærke til endnu et lag i sangen – den beskriver så fint, hvordan den skrøbelige blå anemone står ukuelig og sikker, på trods af alverdens modgang. På samme måde nægtede Louise at lade sige kue på trods sin terminale sygdom, og holdt sig i live meget længere end mange typisk gør med den sygdom. Flammen danser lydløst på stearinlyset og leder Mathildes tanker hen på søsterens livlige og altid optimistiske væsen, der længe insisterede på, at hun ikke var døende. Mathilde er overbevist om, at det var søsterens uovertrufne optimisme, med tendenser til verdensfjernhed, der faktisk hjalp hende med at leve i nuet og dermed overleve sygdommen så meget længere, end hvad man typisk ser.
Den humanistiske begravelse er til for de pårørende
Præcis ligesom til Louises begravelse, tænder Ole Morten Nygård også et stort stearinlys, når han som ceremonileder byder velkommen ved starten på en humanistisk begravelsesceremoni. Det er nemlig en fast og helt bevidst del af de humanistiske begravelser, at ceremonilederen kan markere, hvornår ceremonien starter og slutter ved at tænde lyset og puste det ud igen. Er det bedsteforældre, der begraves, kan et barnebarn få lov til at tænde og slukke det for også at inddrage pårørende i børnehøjde. Ole Morten fortæller, at han desuden har et bestemt jakkesæt på specielt til anledningen, som hjælper ham til at indtage rollen som ceremonileder, hvor han ser sig selv som et menneske i funktion:
“Så handler det lidt mindre om mig, og det er jo det gode ved at have en uniform af en art, det er at sige, at nu er det ikke mine følelser, det handler om, hvordan jeg har det, eller om hvad jeg spiste til morgenmad. Nu handler det om noget andet – et menneske i en funktion,” som han beskriver det. På den måde kan han være der for de pårørende, som han ønsker, og som ceremonien i bund og grund er til for.
Selvom de humanistiske begravelser er kendetegnet ved at fokusere på afdøde selv og dennes levede liv, så kendetegner det også en vigtig del af ceremonien, og planlægningen heraf, at have de pårørende med. Ole Morten forklarer, at han og de andre ceremoniledere oplever, at de får skabt et rum for de pårørende, der støtter dem i sorgen. At fortælle ceremonilederen om afdødes liv og hvad vedkommende var god til, på en objektiv måde, hjælper de pårørende til at sætte døden, livet og sorgen i perspektiv, og det kan være rart for dem at få plads til at mindes de vigtige og smukke ting omkring personen.
Selvom de humanistiske begravelser er kendetegnet ved at fokusere på afdøde selv og dennes levede liv, så kendetegner det også en vigtig del af ceremonien, og planlægningen heraf, at have de pårørende med.
Mathildes storesøster Louise døde af terminal hjernekræft som 36-årig. Mathilde og hendes mor var derfor forberedte på, at døden ville indtræffe, og kunne dermed planlægge begravelsen i god tid. På den måde vidste de, at de ikke skulle bekymre sig om alt det praktiske, men at der var plads til at kunne være i følelserne. Da familien ikke er troende, og fordi søsteren døde så ung, var det vigtigt for Mathilde, at der blev holdt en form for begravelsesceremoni:
“Vi havde brug for ét eller andet, også når sygdomsforløbet havde været så forfærdeligt langt, og fordi det jo er lidt noget andet, når det er en på 36, der dør, end en der dør af alderdom, synes jeg. Så min mor og jeg vidste, at vi nok gerne ville have, at der skete noget, men vi vidste ikke lige hvad og hvordan,” forklarer hun.
Det var vigtigt at der skulle ske “noget”, fordi det giver hende som humanist en utrolig ro at vide, at det bare er “slut prut”, som hun kalder det, altså at der ikke er noget liv efter døden. Derfor er det også vigtigt at markere denne afslutning på en værdig og passende måde. De fleste valg omkring begravelsen tog Mathilde, både fordi de er en lille familie, men også fordi moren havde et mindre overskud, og fordi søsteren overordnet ikke havde en stærk holdning til, hvordan begravelsen skulle foregå. Det var også Mathilde, der var først til at tænke over planlægningen af begravelsen, da hun ved et tilfælde stødte på de humanistiske begravelser gennem et Facebook-opslag. Hun undersøgte det nærmere, og viste så en video til Louise og sagde: “Du kommer ikke til at være her, kære søster, men jeg tror, det her kunne være godt for mig.” Og det var søsteren med på.
En afskedsfest Louise gerne selv ville have været med til
Ceremonilederen puster lyset ud, og beder nu gæsterne om at “gakke ud”, præcis som Louise bad om, at der skulle blive sagt. Mathilde varmes ved tanken om hendes søsters livsbekræftende ønske om, at de skulle feste, og at de ikke kun behøvede at sørge. Efter ceremonien er der da også planlagt, at de fortsætter i et festlokale tæt på Louises hjem, så det føles lidt som om, hun “er med”.
Mathilde står nu i festlokalet sammen med et par af hendes veninder og hygger sig med en øl i hånden. Men det er ikke en hvilken som helst øl, de har sørget for – moren er nemlig fra Nordjylland, og derfor var de alle tre enige om, at det skulle være Thy Pilsneren, der skulle serveres, da de i sin tid planlagde dagen. Det er lige, som det skal være, kan Mathilde mærke.
Faktisk, tænker hun, er det lige sådan en fest, som Louise selv ville have elsket at være med til.
Hun synes, at stemningen er ligesom ved en hyggelig havefest eller lidt ligesom 1. maj, bare i endnu bedre omgivelser. Det passer hende dog også godt, at Louises afskedsfest er er ved at slutte. Gæsterne har drukket en øl eller to, men hjælper nu med oprydningen og begynder at tage hjem. Mathilde tager fat på opgaven med at gøre lokalet rent og tænker, at begravelsen blev lige som hun ønskede. Da hun står med støvsugeren i hænderne, tænker hun på, hvordan hele dagen foregik lige som det skulle, og at alt spillede. Faktisk, tænker hun, er det lige sådan en fest, som Louise selv ville have elsket at være med til.
En praktisk måde at arbejde med sorg på
Ole Morten ser de humanistiske begravelser som en måde at arbejde rent praktisk med sorgen på. Gennem sit arbejde har han erfaring med, at det at gøre noget fysisk i forbindelse med denne sorg, gør, at den bliver lettere at være i og mindre farlig at have tæt på livet. Det at arbejde praktisk med sorgen under den humanistiske begravelsesceremoni kan blandt andet ske ved at opsummere afdødes liv gennem den mindetale, som ceremonilederen har skrevet på baggrund af samtaler med de pårørende. Det kan også være fællessang eller at holde et minuts stilhed. At få arbejdet med, og dermed så at sige bevæget, sorgen, hjælper nemlig til, at den ikke sidder fast. Også rent kropsligt at bevæge sig under ceremonien, er der en tanke bag, også selvom det blot er en lille bevægelse: “Vi bruger også et minuts stilhed, hvor folk rejser sig op, også selvom de er gamle, fordi det giver en kropslig bevægelse, så man får kroppen ind der,” forklarer Ole Morten om denne forankring i kroppen, og uddyber, at han og de andre ceremoniledere sørger for både at lægge op til en kollektiv og en individuel kropslig handling. Den kollektive ligger forholdsvist sent i ceremonien og er det ene minuts stilhed, og efter ceremonien lægger ceremonilederen op til, at alle går op og lægger blomst, så der også bliver et personligt element:
“Når du lægger én rose for eksempel på en kiste, så er det din personlige rose. Så selvom det er kollektivt, så er det også personligt. Man kan ofte se på den måde folk lægger rosen på og den måde nogle klapper kisten på, hvordan lige præcis dén relation var. Nogle gør det hurtigt, og nogle tager sig tid. Og her kommer det personlige også ind,” siger han.
“Når du lægger én rose for eksempel på en kiste, så er det din personlige rose.”
Ole Morten Nygård, ceremonileder
De humanistiske begravelsesceremonier er på den måde et fint mix af en overordnet ramme og plan, som ceremonilederne gennem erfaring ved virker, og samtidig med plads til at inkorporere de pårørendes og eventuelt afdødes ønsker, hvor det er relevant. Ole Morten forklarer, at ceremonilederne sørger for at personliggøre ceremonien på en værdig måde ved at opsummere det liv, der har været. Det sker blandt andet gennem mindetalen, som ceremonilederen skriver efter en samtale med de nærmeste pårørende, så man bliver mindet om afdødes liv og bedrifter. Efterfølgende, forklarer Ole Morten, laver ceremonilederen en perspektivering til livet:
“Her kommer jeg typisk ind på, hvad personen var for sin samtid, og hvordan hun eller han forvaltede sine talenter. Ting jeg har spurgt de pårørende ind til ved samtalen inden ceremonien. Det er et forsøg på at opsummere, hvad livet har været”, uddyber han.
I tilfælde som Louises, hvor man godt ved at personen er døende, forklarer Ole Morten desuden, at det er en kæmpe hjælp for de pårørende, at man på den ene eller anden måde har snakket ceremonien igennem inden, præcis ligesom Mathilde og søsteren havde gjort. Som Ole Morten forklarer, er det rart og praktisk, fordi det ellers er ting, der skal opfindes inden for den lille uge der ligger op til begravelsesceremonien, og i den periode er man ekstra sårbar og kan måske ikke tænke helt klart. Samtidig ønsker de pårørende altid at gøre det mest rigtige, men den slags kan være svært at finde ud af, hvad egentlig er, samtidig med man måske ikke kan huske det hele, fordi sorgen er det der fylder.
Louise er altid med
I dag sidder Mathilde med et trist blik i øjnene, og tænker tilbage på den dag, Louise døde. Det var en smuk, frostklar dag, fortæller hun, mens udtrykket i hendes ansigt lysner. Mathilde husker, at både hun og hendes mor græd “som sindssyge”, som hun siger, med et glimt i øjet. På en gang var det både en rodet og alligevel fattet dag. De vidste nemlig samtidig også lige præcis, hvad der skulle ske og var helt indforstået med det, både når det kom til planlægningen, men også de følelser der uundgåeligt måtte komme.
Mathildes stemme liver også lidt mere op, da det får hendes tanker hen på den fantastiske fest, som hun synes, ceremonien også var, og så ikke mindst på Louise generelt. Mathilde genskaber den trygge fornemmelse hun fik i maven, da hun i sin tid planlagde ceremonien, hvilket gang på gang bekræfter hende i, at hun gjorde det rigtige. Det er fordi, hun lyttede til den fornemmelse, at hun i dag har ro nok i krop og sind til ikke længere at have behov for at tælle, hvor lang tid siden det var, hendes søster døde. Men det ændrer dog ikke på, at det er en blandet følelse, at Louise kun lever videre gennem Mathilde.
Omstændighederne taget i betragtning, er hun nu også glad for, at hun i dag kan vende det til noget positivt og brugbart. Med tiden har hun lært, at der er situationer, hvor Louises ubekymrede livsindstilling kan gavne hende i hverdagen. For eksempel har Mathilde buldrende angst for bier og går derfor i hypnose. En dag kom der et gennembrud, hvor Louise er med i billederne på Mathildes nethinde, hvor hun også selv er på en dejlig eng. Mathilde skal forestille sig, at der kommer en sværm af bier, og fordi Louise af sig selv dukkede op, spørger hypnotisøren Mathilde, hvordan Louises tilgang ville være til bierne. Det går op for Mathilde, at Louise med hendes optimistiske verdensfjerne væsen slet ikke ville registrere bierne. Denne tanke var enormt tryg for Mathilde, idet Louise på den måde altid er med hende og kan minde hende om søsterens tilgang til livet. Louise er dog ikke med som et spøgelse eller noget i den stil, det er slet ikke sådan, Mathilde har det. Hun ved bare, at Louise er der.
Efter søsterens død har Mathilde også fået en kæreste, og sammen har de fået et barn. Deres nu halvanden-årige datter vil aldrig møde sin moster Louise. Det er ikke en behagelig tanke for Mathilde, men hun sørger for aktivt at italesætte Louise, så hun kan leve videre på den måde i den lille families bevidsthed. For eksempel fik Mathilde på sin 25-års fødselsdag en hjemmelavet bamse af søsteren, der på det tidspunkt selv var 29. Denne bamse bor nu på datterens værelse og bliver omtalt, så der ikke er nogen tvivl om, hvem den er fra.
