Klumme: Jens Haugstrup-Andersen er dybt bekymret for den demokratiske samtale, hvor empatien synes forsvundet.
Af Jens Haugstrup-Andersen, skribent
Bemærk, at dette er et læserbrev og udtryk for skribentens holdning.
Jeg tror meget på at simplificere så meget som muligt; at tage den med ro; at være venlig overfor andre; at have kunst og litteratur i mit liv; samt at få set nogle solopgange.
I mine øjne er empatien, ikke sympatien, men empatien, i deroute. Og det skræmmer mig voldsomt. Tænk sig, at man vitterligt kan måle en nedgang i unge menneskers færdighed i at udvise empati. Det ser det i hvert fald ud til når man læser Global Risks Report 2019 fra World Economic Forum og Zuric Insurance Group. Det er tilsyneladende ikke blevet bedre, for tilbage i 2011 var der også en undersøgelse der viste et fald.
I en hyper-kompleks globaliseret verden opleves grundlaget ofte som ikkeeksisterende, og hvor er så holdesnorene?
Demokratiet er en af humanismens børn – eller er det omvendt? Om ikke andet så er det vigtigt, at demokratiet læres, debatteres, udfordres og medvirker til et bedre liv. Demokratiet er i hvert fald en af holdesnorene.
En anden holdesnor er behovet for at opretholde en fri og objektiv videnskabsteoretisk tilgang til forståelsen af verden omkring os, her iblandt at hylde falsifikationismens fader Karl Popper. Hvis ikke vi kan lade hypoteser teste og muligvis affinde os med at de bliver modbevist, så er vi på vej imod afgrunden.
En tredje holdesnor er dannelse og uddannelse. Den hænger faktisk uløseligt sammen med både demokratiet og empatien for andre. Hvis ikke vi er blevet vist en mulig vej for at trives i fællesskab med andre, så udebliver forståelsen for andre, hvilket fører til mindre tolerance.
I forlængelse af vigtigheden af demokratiet er også de færdigheder i kildekritik, som man håber, at forældre giver deres børn med i opdragelsen. Jeg finder det utrolig vigtigt, at vi alle er i stand til at forholde os kritisk til det, vi møder på vores vej, og at vi gør noget for at undgå ekkokamre.
Må jeg opfordre til, at vi hjælper hinanden med at opretholde den sunde demokratiske samtale, så vi bringer os selv på rette spor og vinder noget empati og forståelse tilbage, i omgangen med hinanden.
Vi er kun mennesker, og derfor synes humanismen at være den rette vej frem – jeg har i hvert fald ikke fundet et reelt alternativ. Der er ikke noget derude der er forudbestemt for os, vi er selv herrer over livet, og vi må finde den bedste vej frem uden at gøre skade på alle de andre der er i samme situation.
Det er netop derfor, at jeg anstrenger mig for gøre tingene enkle, finde roen i en stresset tilværelse, at lære mig selv at tolerere det, jeg afviser, at blive dygtigere hele tiden, og se nogle solopgange, der tvinger mig til at tænke over livets herligheder.
