I forbindelse med folketingsvalget 2022 har Humanistisk Samfund samlet en oversigt over de opstillingsberettigede partiers holdninger til vores politiske mærkesager. Her kan du læse om Dansk Folkepartis:
Dansk Folkeparti skriver på deres hjemmeside, at folkekirken skal støttes yderligere af staten samt være den eneste religion, der bliver understøttet af staten[1].
Adskillelse af kirke og stat, ligestilling af livssyn samt civilregistrering
Dansk Folkeparti ønskede i 2019 ikke at adskille kirke og stat[2]. De mente i stedet, at det er vigtigt at staten understøtter folkekirken, fordi den har haft og har en stor betydning ved at præge måden, danskere lever på. De skriver også, at de ønsker, at staten kun støtter folkekirken, samt styrke folkekirken som samfundsinstitution[3].
Da daværende kirkeordfører Christian Langballe i 2016 blev spurgt om sin holdning til, om civilregistrering skulle fjernes fra folkekirken, svarede han: ”Vi støtter, at civilregisteringen ligger hos folkekirken. (…) Jeg er imod at opgaven flyttes”[4].
Kristendomsundervisning og konfirmationsforberedelse i skoletiden
I 2015 var DF af den overbevisning, at kristendomsundervisningen bør bevares som den er[5]. Som del af deres kristendoms- og religions politik skriver de, at de mener, at kendskab til kristendommen er vigtigt, og at vi har pligt til at fremme det kristne idégrundlag, men ikke andre kulturer og religioner[6]. I 2020 skrev daværende folkeskoleordfører Jens Henrik Thulesen Dahl:
”Kristendommen er Danmarks åndelige fundament og udgør en hjørnesten i vores kulturelle og historiske fællesskab. At forstå vestlig, herunder også dansk, litteratur, musik, kunst, etik og historie er fuldstændigt umuligt uden at forstå den kristendom, som har formet vores verdensdel i mere end 1000 år.
Det er altså afgørende, at børn og unge får en viden om kristendommen for at forstå selve det Danmark, de er en del af.”[7]
I 2020 var DF af den overbevisning, at kristendomsundervisningen bør bevares og styrkes. I 2015 var Dansk Folkepartis holdning, at konfirmationsundervisningen stadig burde være en del af skoletiden, fordi omkring 80% af danskerne var medlemmer af folkekirken, og det derfor var naturligt at gøre plads til konfirmationsundervisning i skoletiden[8].
Du finder gennemgangen af de øvrige partiers politik her samt beskrivelsen af, hvordan vi har udarbejdet gennemgangene:
[1] Kristendom og religion – Dansk Folkeparti 30-08-22 kl. 13.00
[2]Klint, 2019 Det mener partierne om at adskille kirke og stat | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk) 13-09-22 kl. 14.33
[3] Kristendom og religion – Dansk Folkeparti 30-08-22 kl. 13.01
[4] Arnsberg, 2016 Hvad siger partierne til nye kirkeforslag? | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk) 11-10-22 kl. 10.32
[5] Poulsen, 2015 Overblik: Det mener partiernes kirkeordførere om faget kristendomskundskab – Kristendom.dk 11-10-22 kl 10.35
[6] Kristendom og religion – Dansk Folkeparti 30-08-22 kl. 13.02
[7] Dansk Folkeparti: Vi skal styrke kristendomsundervisningen i folkeskolen | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk) 11-10-22 kl. 10.37
[8] Jessen, 2015 Det mener partierne om konfirmationsundervisning i skoletiden | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk) 27-09-22 kl. 10.15