DEBATINDLÆG: Hvor befriende, at hovedbestyrelsen nu drøfter rollen for Humanistisk Samfund i en mere aktuel værdibaseret samfundsdebat – eksempelvis omkring omskæring af drengebørn, aktiv dødshjælp, abort, LGBT+ og klima. Lige siden jeg selv blev HS’er, har jeg efterspurgt en debat om, hvordan et mere konkret humanistisk livssyn kan udfolde sig.
Af Gunnar Nordestgaard
Gennem vores vifte af ceremonier og det konkrete politiske ståsted; at få adskilt kirke og stat, viser vi en flig af et humanistisk livssyn. Men hverdagens politiske dagsorden rummer adskillige humanistiske dilemmaer, som vi – gennem debat – bør kunne hjælpe hinanden med at finde mening i. Min pointe er, at vi ikke skal finde mening ved at kritisere de andres guder, men ved at finde ståsteder i det fællesskab, som et humanistisk livssyn er.
For ikke at komme til at ”skyde med spredehagl” rummer det nordiske humanistiske manifest en fin ramme for en dialog, som måske kan bane vejen for en diskussion om flere fælles ståsteder. Manifestets fælles livssyn begynder med det sekulære, hvor ingen overnaturlige kræfter har plads. Her er Gud(er) dømt ude. I hvilket omfang overmenneskelige kræfter (ideologier) skal have en plads i et humanistisk perspektiv, kan diskuteres. Vi skriver, at mennesket er født frie. Set fra mit ståsted, kan social tvang derfor aldrig legaliseres. Derfor synes jeg heller ikke, at omskæring af drenge kan være en tvang og ser gerne Humanistisk Samfund indtage et synspunkt på, at det først kan ske, når myndighedsalderen er indtruffet.
I det humanistiske livssyn har mennesket samme værdighed og rettigheder, og vores udgangspunkt er, at mennesket er udstyret med fornuft og samvittighed. Hver eneste dag udfordres dette ståsted – familier, institutioner, regeringer og myndigheder knækker fortsat menneskers selvstændige identitet, og først nu begynder de værste konspirationsteoretikere at blive stillet til ansvar for deres løgne.
Vores ståsted er at kritisere og diskutere ideer og opfattelser, og vi skal være parate til at ændre mening og overbevisning, hvis vi tager fejl. Vi må stå på, at det bedste argument vinder. Derfor er vi optaget af redskaber og metoder, der kan frembringe den mest pålidelige viden og den mest vidensbaserede argumentation. Hvis nogen vil diskutere ”meningen med livet” – så vil jeg være kritisk over for enhver form for determinisme – og meget hellere drøfte, ”hvad der giver livet mening” med afsæt i en erkendelse af, at vi står på skuldrene af fortidens videnskab, filosofi og kunst. Humanistisk Samfund må ikke havne i en politisk blindgyde, men være et sted, hvor vi får styr på forskellen mellem mål og midler – hvor en fælles refleksion netop skal give mulighed for at finde sit ståsted.
Det vil glæde mig umådeligt, hvis vi i Humanistisk Samfund kan finde sammen om et ståsted, hvor vi manifesterer, at vi kæmper for et demokrati, der bygger på et retssamfund, en retsstat og menneskerettigheder. Det ansvar, vi siger, vi har for hinanden, for miljøet og for klimaet, må vi finde mere konkrete måder at udtrykke os om. Det betyder ikke, at vi skal være enige om en konkret flygtninge- og indvandrerpolitik, men at vi aktivt deltager i debatten og gerne udtrykker, om der kan være argumenter for at behandle ukrainske flygtninge bedre end afghanske.
Det sekulære livssyn indbefatter også, at mennesket er en del af naturen – og selv om vi har undertvunget os andre levende væsener – er og må det være et humanistisk ståsted at sikre deres livsbetingelser. Vi står på skuldrene af fortidens jægere- og samlere, agerbrugskulturen, de industrielle revolutioner og det globaliserede samfunds skabere.
