Merete Riisager, tidligere undervisningsminister fra Liberal Alliance, giver i Berlingskes interviewserie om dannelse udtryk for, at kristendommen bør være rammen om vores folkeskole, fordi den – ifølge hende – er dansk kultur og vores samfunds grundlag. Og af den årsag kan vi ikke, åbenbart, tale om folkeskole og dannelse uden også at tale om kristendom. Vi vil alligevel gøre et forsøg.
Dannelse i folkeskolen skal ikke baseres på religion
I Humanistisk Samfund mener vi, det er forkert at knytte det at være dansk sammen med én bestemt trosretning, som over 20 % af befolkningen ikke tilhører. Fællesskabet i det danske samfund skal ikke baseres på så lidt. Det samme gælder for folkeskolen.
Desuden er kristendommen ikke entydig, hverken i historisk perspektiv eller i dagens Danmark. I dag mener nogle præster, at homoseksuelle bør kunne vies kirkeligt, for andre er homoseksualitet en synd. Nogle mener, at både gud og djævelen eksisterer. For andre eksisterer ingen af dem.
Derfor er det svært at tro Merete Riisager, når hun til Berlingske siger, at ”hvis man følger de værdier, vi hører om i kristendommen, bliver det tydeligt for alle, hvad der forventes af dem. Med hensyn til opførsel, normer og idealer.”
Hun udtaler også:
”Dannelse er både kundskaber, det faglige indhold og vores normer for det gode, det onde og vores adfærd. Fælles for alt det er, at kristendommen leverer et svar på, hvordan vi gør det bedre”.
Blot fordi kristendommen og dens værdier giver mening for Riisager og hendes opfattelse af, hvordan man skal dannes som menneske, er det ikke ensbetydende med, at det er værdier, som alle andre ser som tydelige og ønskværdige som rammen for folkeskolens elevers dannelse.
Og dannelse er heller ikke entydigt. Hvad gør et menneske dannet? Hvad vægter højest i dannelsesprocessen? Og bliver vi nogensinde færdigdannede? På mange måder er det svært at definere dannelse som én ting, vi alle skal stræbe mod. Og bør vi det? Dannelse er snarere et filosofisk spørgsmål med mange forskellige svar.
Dannelse på baggrund af frihed, fornuft og samvittighed
Riisager er i artiklen fra Berlingske også citeret for at sige, at næstekærlighed er ”et fast begreb, som børnene forstår. Det kan bruges til at forklare dem, at de skal rumme de andre, og at de har en pligt til at øve sig på at være næstekærlige. Børn vil altid spørge: Hvorfor skal vi være næstekærlige? Svaret er: Fordi det siger kristendommen. Det er hundrede gange nemmere at forholde sig til end en seddel i klasseværelset med fem diffuse regler, man skal følge.”
Den udtalelse og argumentation er svær at følge, når den læses med humanistiske øjne.
Det er uden tvivl vigtigt at lære børn om vigtigheden i værdierne bag næstekærlighed, men næstekærlighed kan sagtens efterleves uden afsæt i kristendommen. Ingen skal påduttes en trosretning. Det, at vi respekterer og hjælper hinanden, er ikke værdier, som kristendommen har patent på. Vi kan sagtens være gode mod hinanden uden.
Dannelse kan, fra Humanistisk Samfunds perspektiv, udspringe af nysgerrighed for at forstå os selv, hinanden og verden og på at lære, hvordan man lever og agerer med andre mennesker. At man med fornuft og kritisk refleksion gør sig overvejelser om, hvad der rigtigt og forkert. Det kræver ingen tro på en gud. Snarere bygger dannelsen på, at man er fri til at leve ud fra det livssyn, man vil.
Derfor må ”fordi det siger kristendommen” ikke være svaret, hvis et barn spørger, hvorfor man skal være næstekærlig eller god mod andre. Barnet fortjener mere end at blive affejet med dét. Vi stiller spørgsmål for at blive klogere og for at forstå verden omkring os. Og verden består af mere end kristendommens perspektiv og værdier – derfor bør der være plads til mere end den.
Skolegang med kristent værdigrundlag findes i øvrigt allerede på landets 35 kristne friskoler. Den almene folkeskole skal rumme elever med alle religiøse overbevisninger og livssyn.
Humanistiske værdier
(1) Humanisme er et sekulært livssyn. Det har som sit udgangspunkt, at mennesker er en del af naturen, født frie, alle med samme værdighed og rettigheder, og udstyret med fornuft og samvittighed.
(2) Humanister mener, at der ikke er en forudbestemt mening med livet. Vi er alle fri til at finde mening og mål i vort eget liv; gennem individuel refleksion, socialt fællesskab og gennem den rige kultur vi som menneskehed har skabt gennem videnskab, filosofi og kunst.
(3) Humanismen fremmer rationalitet. Kritisk tænkning, vidensbaseret argumentation og videnskabelige metoder er vores bedste redskaber til at skaffe pålidelig viden om verden.
(4) Humanister opfordrer til kritisk granskning af alle ideer og opfattelser, inklusiv vores egne. Vi bør finde frem til de bedste argumenter og tilstræbe at ændre vores meninger og overbevisninger, når det viser sig, at vi tager fejl. Ytringsfrihed er afgørende for at kunne afprøve meninger og holdninger i en åben debat.
(5) Humanister anser demokrati, retssamfund og menneskerettigheder som grundlæggende, rationelt legitimerede værdier. Vi er en del af et fælles samfund og har ansvar for vores medmennesker og for miljøet, både lokalt og globalt. Vi har et fælles ansvar for at vores planet er beboelig for kommende generationer.
(6) Humanismen fremmer lighed for alle. Humanister respekterer alle menneskers frihed til at have og vælge eget livssyn. Staten bør være sekulær og ikke tildele noget livssyn særskilte privilegier.
– fra det nordiske humanistmanifest
