Efter 12 år i begravelsesgruppen takkede Kelvin Nielsen i juni af som ceremonileder i Humanistisk Samfund. Det er et meget stabilt og arbejdsomt medlem, som gruppen fortsætter uden. Kelvin valgte at slutte det store frivillige arbejde nu, hvor der blev uddannet seks nye ceremoniledere.
Af Ole Morten Nygård, begravelsesgruppen
Gennem de 12 år har Kelvin stået for over 40 begravelser, bisættelser og mindehøjtideligheder i hele landet. Fra Rønne til Dronninglund, fra de københavnske kapeller til private hjem ude på landet. Han har haft vejledende samtaler både med unge og gamle, om hvordan de ønsker deres egen begravelse skal være. Og han har tålmodigt og altid fuld af ro uddannet nye ceremoniledere og været med til at udvikle og sikre kvaliteten i vores begravelser.
I bryllups- og navngivningsgruppen har Kelvin også fungeret som celebrant siden 2018. Også i hele landet. Han har endnu et par bryllupper tilbage i denne sommersæson, før han holder inde her.
Hanne Larsson, der leder bryllupsgruppen, skriver:
De sidste år har Kelvin haft mindst 18 bryllupper. Han er ikke veget tilbage fra at tage lange transporter, og han har især stået meget til rådighed her i 2022, hvor vi har haft mange ceremonier og kun været få celebranter. Kelvin har desuden været vejleder for en ny celebrant undervejs.
– Hanne Larsson, bryllups- og navngivningskoordinator i Humanistisk Samfund
I flere år var han aktiv formand i hovedstadens lokalafdeling, hvor han bl.a. fik gennemført nogle velbesøgte medlemsaftener med foredrag og samtaler.
Selv siger Kelvin om sin afgang som svar på de mange tak under indlægget på foreningens interne facebookside:
Det har været så meningsfuldt at være ceremonileder og celebrant og dermed været med til at understøtte Humanistisk Samfunds værdier og mål. Vi fortsætter på hver vores måde vores små og store indsatser med at styrke HS’s berettigelse. Der er brug for sådan nogle som os i denne komplekse verden, vi lever i.
– Kelvin Nielsen, tidl. ceremonileder og celebrant i Humanistisk Samfund
En ydmyg, empatisk, rolig og stabil ceremonileder og celebrant er gået fra borde efter en enorm indsats. Tak for indsatsen, Kelvin!