I 2022 sætter Humanistisk Samfund et særligt fokus på folkeskolen
Af Ole Wolf, talsperson
”Formålet med folkeskolen er at hjernevaske børn til at følge middelklassens normer.” Dette provokerende udsagn kom religionsforskeren Tim Jensen med på et landsmøde i Humanistisk Samfund for mange år siden.
Om man generelt mener udsagnet er rigtigt, må være op til den enkelte at afgøre. Men hvis man ser på kristendomskundskab, hvad er så middelklassens normer? Tim Jensens bud var, at en central folkekirke-luthersk værdi er, at man viser sin tro ved ikke at vise den. Hos Luther bliver religionen inderliggjort, det er ikke ydre gerninger eller autoriteter, som skal afgøre, om man er kristen på den rigtige måde. Det har gjort, at vi dag bliver lidt forlegne, hvis vi skal tale om religion.
Derfor er kristendomsundervisning i skolerne da heller ikke direkte missionerende. Man får ikke at vide, at Jesus som guds søn er af stor betydning for os. I stedet hygger man religionen ind. Børnene skal selvfølgelig i kirke op til jul. De religiøse elementer i gudstjenesten bliver ikke forklaret hverken før eller efter. Det er bare sådan en god tradition. Og så er det i øvrigt en af de måder, hvorpå staten gennem skolen peger på kristendommen som det naturlige valg. Man behøver slet ikke tænke over det.
På samme måde i kristendomsundervisningen. Her inddrager man eleverne i livsfilosofiske diskussioner, hvor de skal tale ud fra deres eget synspunkt, men det sker ud fra en folkekirkekristen forståelse af tilværelsen og af etik.
En særegen rolle spiller folkekirkens skoletjeneste. Her har man over årene i stilhed opbygget en kæmpe organisation med hundreder af ansatte, der står klar med små hyggelige temadage. Hvor børnene for eksempel i pæne rammer kan møde bibelske personer – prøv bare at google ”Jesus på slottet”.
Eller som der står på folkekirkens egen hjemmeside: ”Folkekirken har skoletjenester ligesom mange andre kulturinstitutioner som Nationalmuseet, Den Gamle By og Zoologisk Have. De folkekirkelige skoletjenester er et samarbejde mellem lokale kirker og skoler. Formålet er at styrke folkeskolens undervisning, så eleverne lærer om kristendom og dens betydning for dansk kultur.” Bemærk, at folkekirken beskriver sig selv som en kulturinstitution. Det her handler ikke om meningen med tilværelsen eller liv efter døden – vi er bare en hyggelig kulturinstitution, lige som zoologisk have. Og skolerne tager i rigt mål imod folkekirkens tilbud, hvem gør ikke det, når nogle byder sig gratis til i en travl hverdag.
Vi lader vores børn i stikken på den måde. Religion er kilden til mange konflikter, både i Danmark og i resten af verden. Den verden bør vi klæde vores børn på til at forstå. De skal kende og kunne analysere forskellige religioner og forstå deres betydninger for kulturer. Eller som Pia Böwadt, docent ved læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole har sagt, så skal man lære om religion, ikke med religion.
Humanistisk Samfunds bestyrelse besluttede sidste år, at man hvert år vil arbejde med et tema. I 2022 sætter foreningen fokus på undervisning. Der er desværre nok at tage fat på.