Frivillighed er en central nerve i Humanistisk Samfund, og sådan vil det fortsætte med at være. Foreningens udvikling betyder dog at visse ting må ændres
Af Ole Wolf, talsperson
Humanistisk Samfund er præget af ildsjæle. Hvis man ser tilbage på de mere end 10 år foreningen har eksisteret, så er det svimlende hvor mange ulønnede timer, mange mennesker har brugt på foreningen. Der har været afholdt hovedbestyrelsesmøder, lokale har arrangeret debatmøder, ceremoniledere og celebranter har udviklet og forbedret vores ceremonier, vi har deltaget i folkemøder. Dette medlemsblad er skrevet af ulønnede skribenter. Og sådan kunne man blive ved og ved og ved.
Samtidig kommer man ikke uden om, at der ikke er plads til fejl i en del af vores aktiviteter. Hvis en person ringer fordi ægtefællen er død, og der er brug for en humanistisk begravelse, så SKAL telefonen tages. Man må ikke glemme at bestille musik til en konfirmation. Det kan ikke nytte noget, at foreningen i et år ikke får opkrævet kontingent.
Mange af de opgaver kan heldigvis løses med frivillige. Men det er lidt i konflikt med frivillighedens natur. At være frivillig er netop frivilligt. Hvis man pludselig ikke har lyst til at være frivillig, er man i sin gode ret til at holde op. Hvis man bliver forelsket, får et sygt barn, bliver uvenner med en af de andre i arbejdsgruppen. Eller hvis man opdager, at man synes, basketball er sjovere end at arrangere et debatmøde for Humanistisk Samfund. Man er i sin gode ret til at stoppe, fra den ene dag til den anden.
Det er anderledes, hvis man er lønnet. Der forventes man at møde på arbejde hver eneste dag, uanset om man føler for det ved morgenmaden. Man kan selvfølgelig sige op med en måneds varsel, men det er de færreste der gør det, huslejen skal stadig betales.
Ansatte tilfører stabilitet. De er en garanti for, at man får løst de opgaver, der er så besværlige og kedelige, at man ikke kan forvente at en frivillig altid vil løser dem. Måske i en kort periode, men ikke i flere år i træk. Som administration af medlemskartoteket og bogføring. Andre opgaver kræver så høj en grad af specialisering, at de bedst løses ved, at man arbejder med dem 37 timer om ugen. Kommunikation for eksempel. Der findes heldigvis kommunikationsmedarbejdere, der gerne vil arbejde ulønnet med kommunikation nogle timer i sin fritid, men som de fleste vil de også gerne lave noget andet i sin fritid end de gør på arbejde.
Derfor er det helt naturligt, at foreningen i disse år langsomt krabber sig fremad mod at få flere ansatte. Opgaven med at være vært for den humanistiske verdenskongres om få år har senest medført, at der har været midler til at ansætte en kommunikationsmedarbejder.
Samme udvikling sker i mange andre foreninger i disse år. Der er en fair chance for, at dit barns fodboldklub allerede har ansat en administrativ medarbejder. Trænerne i juniorafdelingen får måske også løn.
Denne blanding af frivillighed og ansatte er ikke uproblematisk. Jeg har oplevet andre foreninger, hvor en ildsjæl knoklede over 30 timer om ugen, og blev beundret for det. På et tidspunkt blev han/hun ansat i foreningen. De andre frivillige forventede ubevidst, at nu ville man få 37 timer lønnet arbejde plus 30 timers frivilligt arbejde hver uge. Desværre forventede ægtefællen, at nu skulle manden/konen igen være hjemme om aftenen. Det gav konflikter. Kunne vedkommende ikke bare blive ved med at knokle som frivillig, år efter år? Hvor var rimeligheden i, at han/hende skulle have løn, mens andre ikke skulle?
Dilemmaerne er uundgåelige. Heldigvis har Humanistisk Samfund indtil nu klaret den begyndende professionalisering uden al for meget tummel – forhåbentlig kan vi fortsætte sådan.
