Ceremonileder Lone Haudrum fortæller her om de gode oplevelser, hun har haft i det frivillige arbejde
Af Lone Haudrum
Du kender det sikkert godt. Du sidder ved middagsselskabet – bænket sammen med mennesker, du aldrig har mødt før. Og samtalen skal jo i gang, så et af de første spørgsmål er ofte: Hvad laver du så i din fritid? Og så er det, det bliver … anderledes. Tit svarer jeg, at jeg begraver folk. Og nej, jeg er ikke præst. Jeg er ceremonileder i Humanistisk Samfund, og foretager ikke-religiøse, humanistiske begravelser. Det gør nogle gange folk lidt ubehageligt til mode at tale om døden, men som regel bliver det starten på nogle interessante samtaler.
Og hvorfor er jeg så ceremonileder? Jo, det er jeg, fordi jeg synes, der er et behov for, at ikke-religiøse mennesker kan få en fin og værdig ceremoni – helt uden religion. Det var det praktiske svar.
Men hvorfor bruge min dyrebare fritid på noget så trist? Er det ikke svært at tale med mennesker i stor sorg?
Det er jo ikke min sorg, så jeg føler bare, jeg hjælper mine medmennesker. Jeg sidder overfor nogle pårørende, der som oftest er meget påvirkede af dødsfaldet. Normalt er der jo kun gået få dage siden deres kære døde. Vi ceremoniledere har altid en samtale med de pårørende, hvor de fortæller os om afdøde. Det giver anledning til gråd og grin. Til anekdoter. Til at mindes. De fleste, jeg har talt med, er lidt bekymrede inden samtalen, men synes bagefter, det har været en god oplevelse – en del af sorgprocessen.
Jeg skriver en tale baseret på samtalen. Min tilgang er lidt forskellig fra gang til gang, afhængig af hvad jeg synes passer på afdøde. Og de pårørende får altid talen til gennemgang.
Jeg har i god tid inden ceremonien lavet tidsplanen – er det i et kapel, skal vi som regel overholde tiden næsten på minuttet. Talen og andre indslag i form af sang, musik etc. skal passes ind. Jeg tager tid på det hele inden ceremonien. Tjekker musikudstyret. Sørger for at have back up af melodierne. Og sikrer mig i det hele taget, at der er styr på det. Det gør også de pårørende trygge, så de kan være i deres sorg og ikke skulle være alt for praktiske under ceremonien.
Til selve ceremonien er jeg meget på. Talen handler om afdøde fra start til slut. Det er tydeligt, at deltagerne er med. Jeg ser dem græde. Jeg hører dem grine. Det er en del af en god ceremoni.
Bagefter får jeg og alle mine kolleger altid meget positive tilkendegivelser. Det varmer. Det er dejligt at gøre noget for andre mennesker. Hjælpe når de har brug for det. Det gør, at vi igen og igen vælger at melde os til opgaven. Vi får mindst lige så meget igen, som vi giver.
Her vil jeg dele nogle af de tilbagemeldinger, vi har fået:
”Vi synes alle, vi fik gjort NNs bisættelse til noget ganske særligt. Flere af gæsterne var oprigtig imponeret over dit kendskab til NNs liv, og både følte og syntes at det var en af de bedste bisættelser, de havde været til i deres liv”
”Det var en meget smuk, personlig og rammende ceremoni, som var lige præcis det, vi havde ønsket os.”
”Ceremonien blev lige, som vi ville have den. Ceremonien og talen var meget smuk, respektfuld og helt i vores mors ånd. Det var en meget smuk måde at tage afsked med vores mor på, hvilket betyder uendeligt meget. Vi er virkelig glade, for at vi henvendte os til Humanistisk Samfund og vil varmt anbefale jer til andre.”
”Der var virkelig mange gæster, der trak mig til siden efterfølgende og sagde, de syntes så godt om talen, og at det var så smukt, hvordan ceremonien formåede at både være højtidelig, sørgelig, afslappet og sjov. Kunne høre mange grine ved de sjove passager, og det var lige, hvad vi alle havde brug for i sådan en svær situation.”
”Talen var rigtig god … du ramte mors “tone” helt rigtig. Det var, som hun gennem dig fik sendt en sidste hilsen. ”
