I løbet næsten ingen tid er Lone Hemmingsen ikke bare blevet medlem af HS, men også aktiv i foreningen. Fællesskabet om de humanistiske værdier har været en berigende oplevelse for hende.
Af Finn Danielsen
Lone Hemmingsen havde aldrig hørt om Humanistisk Samfund, da hun midt under coronaens hærgen deltog i en konfirmation, som HS stod for.
”Jeg blev fuldstændig bjergtaget, det gav så meget mening, og jeg var imponeret over, hvad de unge selv bød ind med,” siger hun.
Efter konfirmationen søgte hun mere viden om HS på organisationens hjemmeside – og meldte sig ind.
”Jeg kunne spejle mig i så meget af det, jeg læste, og så lå det jo lige for at blive medlem”, siger den 61-årige specialpædagog.
Lone Hemmingsen er grunduddannet som pædagog og har efteruddannet sig som tale/høre-pædagog. Hun har arbejdet med børn og unge hele livet. De seneste mange år med autister, hvor hun især er optaget af deres kommunikation med andre. I fritiden vil hun gerne opholde sig i naturen, og hun tager gerne på vandreture.
”Det er en god form for rekreation, det giver fysisk velvære og mental ro,” siger Lone Hemmingsen. Når hun kommer indendørs igen, tilbringer hun en del af tiden kreativt blandt andet med at sy.
Måtte være med
Mere end hurtigt er Lone blevet aktiv i HS. Hun skal være kursusansvarlig for to konfirmationshold. Og det skete lidt ”hovedkulds”, mener hun: ”Men jeg måtte være med.”
Derfor har hun har netop været på kursus sammen med 40 andre undervisere og kursusansvarlige om de opgaver, hun skal løse som koordinator, ’praktisk gris’ og ’blæksprutte’.
”Jeg skal stå for den overordnede planlægning, få alt det uden om selve undervisningen til at fungere. Jeg er vant til at organisere, jeg er god til det, og jeg kan godt lide det,” siger hun
På et tidspunkt kan Lone også se sig selv som underviser på konfirmationsforløbene. Hun har også snuset til andre dele af aktiviteterne i HS, og deltaget i et arrangement om døden.
”Men det er børnene og unge, jeg brænder for, og det er her jeg kan bruge min faglighed. Så må vi se, hvad det ellers kan blive til,” siger hun.
Hun oplever værdifællesskabet i HS som særlig betydningsfuldt for hende.
”Jeg har mødt mange mennesker med forskellig baggrund, men som er bundet sammen af de fælles humanistiske værdier. Både aktiviteter og drøftelser giver anledning til at snakke værdier, og det har givet mig mulighed for at tænke på en anden måde. Det har været en berigende oplevelse,” fastslår Lone Hemmingsen, der mener, at flere kunne have glæde af den slags oplevelser.
”Jeg tror, at de humanistiske værdier kan finde genklang hos mange. Men jeg havde ikke selv hørt om HS, før den konfirmation jeg, deltog i. Jeg synes ellers, jeg følger godt med. Heller ingen i min omgangskreds kender noget til HS,” siger hun.