Af Ole Wolf
De fleste danskere vil nok svare, at der er noget med næstekærlighed og at tilbringe tid sammen med den familie, man holder af.
Det mærkelige er, at den opfattelse bliver dementeret af virkeligheden hver eneste jul. Endeløse er de bekymringer, som man gør sig ved udsigten til at skulle være sammen med ens søsters uopdragne børn, ligesom tanken om at skulle tilbringe tid med ens 60-årige fars nye kæreste kan fjerne enhver følelse af familiefølelse og julefred.
Hvis formålet er at vise næstekærlighed vil man sikkert også kunne finde bedre måder at gøre det på end at fare forvildet rundt i Magasin d. 22. december for at rive de sidste gaver ned af hylderne. Eller sidder efter midnat og klikke sig frem til lyserøde plastikdimser til ens børn. Man kunne for eksempel udvise næstekærlighed ved at ringe til den hårdt plagede værtinde for juleaftenen og fortælle, at det er flot, at hun vil lave både and og flæskesteg, og derfor behøver hun ikke lave medisterpølse også. Men næh nej, det forventer vi også hæmningsløst, at hun skal levere, fordi en eller anden fjern slægtning en gang har fået det som barn.
På den måde bliver julen et glimrende eksempel på den åndløse rådvildhed, mange af os føler, efter landet er blevet sekulariseret. Der var en gang, hvor vi fejrede jul, fordi vi fejrede, at Gud havde ladet sin søn føde på jorden. Men den opfattelse har de fleste ikke længere, så vi fejrer bare jul ud fra en fornemmelse af, at det plejer vi, uden helt at kunne sætte ord på hvorfor.
Jeg mener imidlertid, at der er gode, menneskelige grunde til at holde jul. Det er af samme årsag, at lokalforeninger i Humanistisk Samfund siden foreningens start har fejret vintersolhverv. Når man bor så højt mod nord, som vi gør, så sætter naturen og årstiderne sig i os, og påvirker hvordan vi har det. Det har længe været mørkt, når vi stod op, og det er mørkt, når vi sætter os ind i bilen for at køre hjem fra arbejde. Det påvirker tilsyneladende vores humør. Det er tilsyneladende et kendetegn ved vores race, at manglen på sollys påvirker vores humør i mere tungsindig retning.
Måske skyldes det også, at vinteren tidligere kunne være en reel trussel mod vores overlevelse. Som vinteren skred frem svandt forrådene, og til sidst truede sulten.
Derfor er der al mulig grund til at fejre, at vi når den korteste dag, og det begynder at gå den anden vej. Vi går mod lysere tider, vi er på rette kurs på den lange vej til forår, sommer og lyse nætter! Og sulten er stadig holdt fra døren. Det er derfor, vi holder jul: For at æde og drikke for at glemme hvor mørkt det er udenfor. Gerne sammen med ens familie.
Glædelig vintersolhverv!
