Af Karin Liltorp
I uge 43 taler vi om døden. Selvom emnet kan forekomme trist, satser vi bestemt på en spændende uge, hvor der vil blive sunget, holdt foredrag – og være rig mulighed for at gøre sig overvejelser om både livet og døden. Vi håber, at I vil støtte op om arrangementerne – og I må også meget gerne sprede budskabet om aktiviteterne, så vi kan komme ud til så mange som muligt.
Temaugen begynder søndag den 24. oktober, hvor du kan komme og tale med HS om begravelser på Nytorv i København. Her vil der desuden være en væg, hvor man får mulighed for offentligt at dele sine ønsker under titlen ”Hvad vil jeg nå, inden jeg dør”.
Samtalen om din begravelse
Det kan være svært at tale med sine nærmeste om sin egen død og begravelse. Derfor får de fleste aldrig taget denne samtale, men derved kan man risikere at sætte sine efterladte i en svær situation: De fleste efterladte synes nemlig, det er en stor hjælp, hvis afdøde selv har taget stilling til, hvad de ønsker. Derfor byder mandag aften på muligheden for en privat samtale med en ceremonileder digitalt. Her får du chancen for overveje, hvad der skal ske, når du engang skal herfra, ved en helt uformel samtale. Tilmelding er nødvendig for at koordinere samtalerne. Læs mere her.
Vores begravelseskultur – en rundvisning på Bispebjerg Kirkegård
Tirsdag byder på rundvisning på Bispebjerg Kirkegård med kirkegårdsvejleder Stine Helweg, hvor du vil få indblik i kirkegårdens spændende historie. Bagefter fortæller ceremonileder Ole Morten Nygård om, hvad en humanistisk begravelse er, hvordan den foregår, og hvor den udskiller sig fra andre begravelser i landet i dag. Læs mere her.
Udstilling om død, begravelse og sorg
I København er der onsdag mulighed for en rundvisning på Funebariet – et arrangement der er planlagt i samarbejde med landsforeningen Liv&Død. Funebariet er et udstillingssted om død, begravelse og sorg, og udstillingen skaber et godt afsæt for en samtale om dette. Til rundvisningen sættes der blandt andet fokus på, hvad vi kan tage stilling til, inden vi dør, samt sorg- og minderitualer. Desuden får du mulighed for at skrive dine livsønsker på ”Livets Træ”. Læs mere her.
Begravelser verden rundt
I både København og Århus er der onsdag aften foredrag om begravelser – både herhjemme og ude i verden: De fleste af os er vant til den danske måde at holde begravelse på: En højtidelig ceremoni, nogle pæne ord om den afdøde – og som oftest bliver der også sunget nogle salmer eller sange. Men kan man tænke sig et andet format for begravelser? Og hvilke rammer er der for begravelser herhjemme? Kom og vær med til et underholdende foredrag, hvor du også får mulighed for at udveksle dine egne tanker om den sidste ceremoni. Klik for at læse mere om arrangementet i København eller Aarhus.
Oplev en skovbegravelsesplads
De seneste år har der været øget interesse for at blive begravet andre steder end på kirkegården, hvilket inkluderer, at flere ønsker at få spredt deres aske på havet. En anden mulighed er at blive begravet i skoven: torsdag kan du komme med på rundvisning på en sådan skovbegravelsesplads i Ledreborg ved Roskilde. Læs mere her.
“Mor jer nu godt, når jeg er borte” – Humanistiske fællessange til begravelser
Torsdag aften vil der i København være et sangarrangement med titlen ”Mor jer nu godt, når jeg er borte,” hvor der vil blive sunget fællessange, som kan bruges ved humanistiske begravelser. For hver sang vil der være et kort oplæg om, hvorfor netop denne sang er valgt, og hvordan man vil kunne bruge sangene til at skabe en meget personlig begravelse, der afspejler personen, man tager afsked med. Læs mere her.