Antallet af årlige humanistiske konfirmationer er tidoblet siden 2014, og efterspørgslen er større end udbuddet flere steder i landet. Men flere stabile frivillige er forudsætning for, at tilbuddet til de mange interesserede unge kan fortsætte og videreudvikles.
Af Finn Danielsen
Første humanistiske konfirmation fandt sted i København i 2010, og det år bød på bare 11 humanistiske konfirmander. Siden er det gået stærkt, meget stærkt. Antallet af konfirmander er betydeligt øget, og
tilbuddet har fået langt større geografisk spredning.
”Vi regner med 4-500 konfirmationer i år, hvis alle pladser bliver besat, og i 2022 udbyder vi nogenlunde samme antal, nemlig 23 hold med hver 20 konfirmander,” fortæller Annette Bøgh, der i 10 år har været med til at planlægge og gennemføre adskillige humanistiske konfirmationer. Hun er cand.mag. i dansk og filosofi, arbejder i sundhedssektoren og er medlem af hovedbestyrelsen i HS.
”Tidligere har det været en udfordring, at tilbuddet ikke var kendt, men det har ændret sig. Efterspørgslen
er stor, og i flere år har vi meget hurtigt fået udsolgt de udbudte pladser i København og Aarhus, hvor tilbuddet er kendt. Og vi får meget ros for både kurser og ceremonier” siger Annette Bøgh.
Konfirmationernes popularitet stiller imidlertid øgede krav til HS som organisation. ”Vi bør kunne opfylde alles ønske om en humanistisk konfirmation, og vi vil gerne kunne tilbyde det i hele landet. Men et støt og stigende flow af konfirmander kræver mange frivillige, og det kan være en vanskelig opgave at finde dem. Det hele skal fungere, når vi et år frem lover at afholde konfirmationer, og det forudsætter, at vi har stabile ressourcer.”
Derfor skal det være mere attraktivt at være frivillig, og det betyder blandet andet, at fra næste år vil der
nogle steder i landet blive udbetalt honorar til frivillige. Det er nødvendigt for skabe sikker drift, og det er en del af den professionalisering, som HS generelt arbejder med, forklarer Annette Bøgh.
Konfirmationerne skal videreudvikles
Et tværgående udvalg i HS er i gang med at diskutere, hvordan konfirmationerne kan videreudvikles.
”Indholdet er i dag stort set det samme som i starten, men det har også være et godt koncept. Vi har holdt fast i cirka de samme emner, som har fungeret ret fint. Vi har fået god inspiration fra Human Etisk Forbund (HEF) i Norge til undervisningsmaterialerne, men har også udviklet vores egne,” siger Annette Bøgh.
Hun har i løbet af sine mange års arbejde med HS-konfirmationerne både været med til at opbygge kurser og ceremonier, undervist (især i filosofi), lavet undervisningsmateriale og været ceremonileder. Det har givet hende en del erfaringer med, hvad der fungerer bedst. ”Vi har forskellige modeller for forberedelsen, de fleste har weekender med eller uden overnatning, men der er også aftenhold. Weekend med overnatning er stadigvæk mest udbredt, og det er den model, hvor de unge lærer hinanden bedst at kende. Men det handler også om at kunne få frivillige nok.”
De fysiske rammer for ceremonierne er også vigtige, mener Annette Bøgh. Hun peger på, at Den Sorte Diamant for eksempel har givet mulighed for meget store ceremonier (flere hold) i København. Og i Aarhus har Helsingør Teater i Den Gamle By udgjort en fin ramme. ”Ceremonien kører altid godt, den er altid en succes,” siger Annette Bøgh. Hun oplever også et stort øjeblik efter ceremonien, hvor hun kan se glæden hos både de unge og deres familier.
”Det er også dejligt at se, når den enkelte konfirmand udvikler sig under forløbet. For eksempel når han/hun skal være den første i familien uden kirkelig konfirmation. Livssynet er i spil hos den unge, der ikke tror på Gud, men hvad skal han eller hun så tro på?”
Annette Bøgh har haft flere konfirmander, hvor den ene forælder er meget religiøs, eller hvor forældrene er skilt og har forskellige holdninger. Det er som regel forældrene, der tilmelder, men hun har også oplevet unge, der selv har meldt sig.
”Vi har ikke mange, der melder fra. Men det er meget vigtigt, at en humanistisk konfirmation ikke alene er
forældrenes projekt. For så går det ikke,” fastslår Annette Bøgh.
Hun glæder sig over stigningen i antallet af humanistiske konfirmationer i Danmark, men peger også på, at vi har et stykke vej op til niveauet i Norge, hvor 13.000 bliver humanistisk konfirmeret hvert år.
”Men vi skal opretholde den gode kvalitet, og den kan udvandes, hvis der bliver for mange i forhold til vores ressourcer,” siger Anette Bøgh.
Fakta om humanistisk konfirmation
Forberedelsen til humanistisk konfirmation (weekender eller aftener på hverdage) har fokus på emner som kritisk tænkning, menneskerettigheder, livssyn og humanisme, etik, seksualitet og identitet og tolerance.
Grundprisen for en humanistisk konfirmation er 4.500 kroner for medlemmer og 5.000 kroner for ikke-medlemmer. Weekender med overnatning koster 1000 kroner ekstra.