MØD HUMANISTERNE: Pensioneret heavy metal-musiker, tidligere katolik, psykolog og nyt medlem af Humanistisk Samfund. Mød Jacob Høvring Olsen (33) fra Djursland, der livet igennem har søgt det meningsfulde fælleskab til både sorg og glæde.
Af Christina Kjeldsen
”Selv jeg, der er 100% gudløs, har behov for nogle ritualer og et omdrejningspunkt, som ikke handler om en metafysisk tro”. Ordene er Jacob Høvring Olsens, der efter flere års tilløb har meldt sig ind i Humanistisk Samfund. For fællesskabets, ritualernes og samtalernes skyld. ”Det er med tiden blevet mere og mere klart for mig, at vi har brug for at markere livsovergange, samles om svære situationer, og at vi har brug for et sted, vi kan sende vores børn hen, hvis de vil have et alternativ til kirkens konfirmation,” siger han.
Jacob bor i landsbyen Følle på Djursland, er gift og far til tre børn, Eskild, Siri og Lilja. I Jacobs egen opvækst blev han præsenteret for både et folkekirkekristent livssyn gennem sin mor – og en ateistisk livsanskuelse gennem sin far. Jacob gik sine egne søgende teenageveje og blev som ungt menneske optaget af den katolske kirke.
Mød humanisterne
I en række portrætartikler
træder Humanisten et skridt
nærmere på medlemmerne
og lader dem fortælle deres
historie og grundlag for at være
en del af Humanistisk Samfund.
”Jeg var inde i nogle faser, hvor jeg havde det svært med at finde struktur i livet. Da jeg blev optaget i den katolske kirke, så handlede det om, at jeg her fik et rum til fordybelse og et sted at stille nogle af livets store spørgsmål. Den katolske kirke er på mange måder en meget rigid organisation, men har også et åndsliv og sted for refleksion, man ikke finder mange andre steder. Jeg fandt siden ud af, at det ikke var dét at tro på en Gud og noget større – slet ikke. Det var mere det med at tænke i traditioner og strukturer, der passede mig. Fællesskabet, ikke det metafysiske,” fortæller han.
Med sorgen i bagagen
I mange år gik Jacob ikke som sådan og manglede et større fællesskab – hverken religiøst eller humanistisk. Han og hustruen blev viet på rådhuset og har selv holdt fine navnefester for børnene. Men så skete der det tragiske, at familien i 2018 mistede en lille pige under graviditeten.
”Der kom det hele meget tæt på. Vi planlagde selv begravelsen og mødte en sød hospitalspræst, der respekterede os og vores overbevisning. Men hvorfor var den samtale forbeholdt en religiøs person? Og
så var der hele balladen med at finde en gravplads. Folkekirken har monopol på gravpladser – det vidste vi jo godt, men vi blev alligevel overrasket over manglen på alternativer. Vi endte med en gravplads ved en kirke på Mols – og det er fint, men efterfølgende talte vi da om, hvorfor vi ikke har et smukt sted uden kirke og indviet jord?”
Jeg kender mange religiøse mennesker, og deres reference er fællesskabet, mere end det er troen. At man tager sig af hinanden.
Jacob Høvring Olsen
Det var i halen på den oplevelse, at Jacob tog springet og meldte sig ind i Humanistisk Samfund.
”Det betyder noget, at man har et fællesskab, man kan henvende sig til, når man er i sorg. Jeg kender mange religiøse mennesker, og deres reference er fællesskabet, mere end det er troen. At man tager sig af hinanden. Det bliver især vigtigt, når man står i svære situationer, at man har nogen, der kan lede slagets gang til en begravelse. Men jo også i glæden med en navnefest eller et bryllup. Nogen, der kan tale livsbegivenheden ind i en lidt mere fleksibel verdensanskuelse, i en almen humanistisk referenceramme,”
siger han.
Foto: Privat/Humanistisk Samfund
Mere dialog og filosofi
Som psykolog er Jacob selv vant til at møde mennesker, der er i svær krise, uden at religionen sætter rammen for samtalen, og det er også her – i dialogen – at Jacob ser sig selv bidrage i fremtiden.
”Når man arbejder som psykolog, sidder man med mange eksistentielle ting – hvad er det der er på spil for mennesker, hvad er de drevet af, når vi skal igennem de forskellige livsstadier? Hvis man ikke er religiøs
– hvordan kan man så tilbyde en ramme, der giver mulighed for at gå igennem disse livsovergange på en meningsfuld måde? Det synes jeg er super vigtigt, og jeg kan sagtens se, at man kan arbejde på et mere politisk plan. Jeg kunne sagtens finde på at debattere med nogle præster og tage den snak. Betyder gudløshed, at man ingen værdier har? Nej vel! Her bliver den politiske ild tændt i mig.”
