En ny lokalforening i Roskilde er blevet til. Med 14 tilmeldte var det et flot fremmøde – enkelte deltog dog virtuelt. Her blev diskuteret idéer til aktiviteter, ligesom lokalforeningens bestyrelse blev nedsat.
Af Christoffer Paulsen, redaktør
En af de fremmødte var Rebecca Jessen, der er mor til tre og arbejder som dyrlæge. Hun fik kendskab til foreningen, da hun søgte en alternativ konfirmation til sin datter.
“Jeg meldte mig ind i Humanistisk Samfund, inden jeg overhovedet vidste, om det var noget for min datter. Det var lige sagen,” siger Rebecca Jessen.
Hun forklarer, at hun i længere tid har haft lyst til at engagere sig i foreningen, men at omstændighederne gjorde det besværligt.
“Jeg har lidt gået og håbet på, at der ville komme noget, der lå tættere på end København. Så nu kom muligheden, hvor jeg kan se, om det er noget for mig.”
Ceremonier hører ikke kun til i det religiøse
“Jeg vil gerne være en del af et fællesskab, hvor man anerkender værdien af mennesker, hvor man godt må tale om de store spørgsmål – og stille spørgsmål til alt,” fortæller Mick Hart, der er et af de nye medlemmer af bestyrelsen i Roskilde.
“Jeg synes, Humanistisk Samfund er spændende, og tror på vigtigheden af ritualer – noget, man gør sammen, hvor opmærksomheden er rettet samme sted hen. Det hører ikke kun til i det religiøse,” siger Mick, der er stor tilhænger af de humanistiske ceremonier.
“Det er gået over al forventning!”
Ditte Nissen Lund, der til foreningens første møde pådrog sig rollen som forperson, er begejstret for den store opbakning.
“Jeg er helt overvældet. Det er gået over al forventning. Der er kommet rigtig mange med en masse idéer til aktiviteter. Det tyder på, at tiden har været moden. Flere af de tilstedeværende fortæller, at de har ventet på, at muligheden opstod.”
“Det var godt at få det ekstra skub. Det kan forhåbentlig skabe grobund for, at flere i lokalområdet får øjnene op for, at man kan tale om og reflektere over livet uden henvisning til det religiøse.”
Hun håber nu, at opstarten motiverer dem, der ønsker at være med, til at lave aktiviteter.
Næste møde er 22. juni klokken 19 i fælleshuset på Jernaldermarken 88 i Trekroner, hvor de næste skridt for foreningslivet skal diskuteres – her loves kaffe og bagværk.